Gnavpot. Den store tyske essayist Hans Magnus Enzensberger har skrevet en lille vrissen morsomhed om krumme agurker og bureaukrater i Bruxelles.

Hans Magnus Enzensberger: Det tandløse monster i Bruxelles. Eller europæernes umyndiggørelse. Oversat af Jacob Jonia. 110 sider. Vejl. pris 149 kr. Hovedland.

Af RASMUS DAHLBERG

Som barn boede Hans Magnus Enzensberger (født 1929) dør om dør i Nürnberg med Julius Streicher, udgiveren af nazisternes propagandaorgan Der Stürmer.

Han meldte sig ind i Hitlerjugend, men blev hurtigt smidt ud igen, fordi han efter eget udsagn ikke duede til kammeratskab og faneed. Senere læste han litteratur og filosofi og blev en del af den litterære Gruppe 47, som efter Anden Verdenskrig virkede for udbredelsen af tanker om demokrati i det tyske folk.

Op gennem 1960erne og 1970erne redigerede han tidsskriftet Kursbuch og senere bogserien Die Andere Bibliothek og regnes som en af efterkrigstidens væsentlige europæiske kulturpersonligheder.

Hans egne digte og essays har ikke sjældent kredset om demokratiet som begreb, og den store stilist betjener sig ofte af ironi og sarkasme i sine værker. Begge dele er nødvendige litterære redskaber, når man skal skrive om den Europæiske Union uden at kede sin læser ihjel.

Og at beskrive det europæiske monster på underholdende vis er netop formålet med dette essay, som er støttet økonomisk af Sonning-fonden, der også tildelte ham sin fornemme pris i 2010 som en anerkendelse af det store europæiske engagement i hans forfatterskab.

Det er hans takketale fra prisoverrækkelsen på Københavns Universitet, som ifølge forlagets pressemeddelelse udgør kernen i det nu udgivne essay.

På sympatisk vis indleder forfatteren med at lovprise det europæiske samarbejde for at have forhindret krig mellem Unionens medlemsstater efter 1945.

Han ser også med venlige øjne på den markante forenkling af rejsereglerne, som samarbejdet har medført, ligesom det efter Enzensbergers mening er EU’s fortjeneste, at vanskelige mellemstatslige forhold vedrørende fiskekvoter og deponering af radioaktivt affald er blevet reguleret. Her holder venlighederne imidlertid også op. Resten af essayet er én lang latterliggørelse af magtsyge bureaukrater, som i det skjulte rager mere og mere indflydelse på europæernes hverdag til sig, sådan at monsteret i Bruxelles, denne ildsprudende kimære, vokser og vokser, mens demokratiet tvinges i knæ.

Enzensberger kalder det i titlen et »tandløst monster«, fordi der er tale om en gradvis, skjult bevægelse mod totalitarismen, som kamufleres bag uendelige forkortelser og uigennemskuelige bureaukratiske strukturer.

Essayet er som stilart en rummelig form, hvor forfatterens holdninger til emnet må og skal skinne igennem. Og det gør de så sandelig også. Enzensbergers helt i historien er den franske økonom og politiker Jean Monnet, som fostrede ideen til Kul- og Stålunionen, hvilket Robert Schuman behændigt tog æren for. Sidenhen blev drømmen om Europa til et mareridt drevet frem af grådige embedsmænd, som arbejder dag og nat i deres ondsindede bestræbelser på at gennemføre den totale fjendtlige overtagelse af europæernes liv. Metoden er bestemmelser og cirkulærer om alt fra forholdet mellem det grønne og det hvide på porrer til agurkers krumhed. Vi kommer også på en rejse ind i Unionens inderste krinkelkroge med hvad dertil hører af demokratisk underskud og systematiske brud på subsidiaritetsprincippet, hvis grundlæggende enkelhed (alle beslutninger skal træffes så lokalt som muligt) Enzensberger hylder, men samtidig udlægger som dets egen største svaghed.

Enzensberger slutter sin lille bog med en test, som læseren kan tage for at få afprøvet dels sin viden, dels sine holdninger til EU gennem 40 tankevækkende spørgsmål. Man skal for eksempel svare på, om man kan tyde akronymer som ECB, EFSF, ESM, EBA og IMF. Ideen er sjov, men problematisk, for spørgsmålene er for en dels vedkommende udformet sådan, at man ikke har mulighed for at svare i overensstemmelse med andet end Enzensbergers pointer. Til spørgsmålet »Hvad er der tale om, når en intelligent tysk kvinde i en ledende stilling påstår ’Hvis euroen falder, så falder Europa’?« gives for eksempel følgende svarmuligheder: 1) »En trussel«, 2) »En forsvarstale«, 3) »En dumhed«. Man får lyst til at spørge forfatteren, om han egentlig er holdt op med at slå sin kone.

Det tandløse monster i Bruxelles fremstår polemisk, men desværre ikke underholdende, hvilket angiveligt var forfatterens ønske. Måske er det bare en umulig opgave at stille sig selv – at beskrive EU på en sjov måde.

Eller også er humoristen Hans Magnus Enzensberger i virkeligheden en gammel gnavpot, som sidder på en bænk og slår ud med sin litterære stok efter europæiske spøgelser. Det er i hvert fald tvivlsomt, om han vil omvende nogen med sit essay. Tilhængerne af EU vil tænke, at hans indledende bemærkninger om, at det europæiske samarbejde har forhindret krig i Europa, mere end kompenserer for bureaukratiet og kampen mod de krumme agurker.

Og modstanderne vil labbe hans påstande om græsk svindel med informationer og ulidelige opremsninger af forkortelser i sig, mens de selvgodt piller sig i fuldskægget og peger med piben.

Oversættelsen er fin på trods af et par smuttere: Ecuen blev til euroen i 1999, ikke i 1979, og den europæiske verdensdel bebos af lidt flere end en halv million mennesker.

ps: Løsningen på ovenstående akronymopgave er i øvrigt European Central Bank, European Bus System of the Future, European Stability Mechanism, European Banking Authority og International Monetary Fund. Det oplyses ikke i bogen, hvem den intelligente tyske kvinde var. Det må den oplyste læser selv regne ud.

Weekendavisen, 20.09.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *