Shub. Michael Hardinger har spillet mest i dur nu i fire årtier.

Michael Hardinger: 40 år i a-dur. 200 sider. Vejl. pris 249 kr. Bogkompagniet.

Af RASMUS DAHLBERG

Den 4. juni 1964 indfandt en ung Michael Hardinger sig i K.B. Hallen for at overvære en koncert, som på flere måder skulle blive afgørende for hans liv.

Beatles stod på scenen, én mand nede på grund af Ringo Starrs sygdom, og 16-årige Michael havde gennem en kammerat scoret sig en god plads, hvorfra han rent faktisk kunne høre Lennon og McCartney synge i modsætning til resten af de tilstedeværende, som hujede og hvinede og overdøvede hinanden.

Et sted i salen sad en anden ung mand, som også hed Michael, og som var lige så solgt. Hans efternavn var Bundesen.

Hardinger kom i lære på Plumrose, men ville hellere rejse væk fra Vangede, hvor Dan Turèll gik forbi uden at hilse, og slog i stedet sine folder som guide for skandinaver, der skamløst væltede sig i spansk rødvin og grisefester. Allerede som ung var han initiativrig og rastløst anlagt, og gennem samspil i diverse ungdomsklubber kom han i kontakt med Stig Møller, Peter Belli og andre af slut-tressernes navne fra den danske musikscene.

Efter eget udsagn har Michael Hardingers egen rolle i diverse bands været såkaldt »røvsparker«, altså den, der tilfører energi til orkesteret, men lader de andre om at stå for det kunstneriske udtryk. Selvfølgelig fylder historien om et bestemt band absolut mest i bogen: Shubidua, som blev dannet i 1973, efter at de to gange Michael havde mødt hinanden på Danmarks Radio, hvor de begge var ansat. Startskuddet var Fed Rock, som blev indspillet på et kollegium i Skovshoved, hvorfor man på den oprindelige optagelse kunne høre klirren med tallerkener mellem versene.

Shubidua blev en overvældende succes med pladesalg omkring den halve million af flere albums. De ramte virkelig en nerve hos danskerne, som i storhedstiden i 1970erne og 1980erne elskede at synge med på Står på en alpetop og Kylling med softice, selv om anmelderne mente, at det var at vandalisere fine sange som Killing me Softly. Det lykkedes shubberne at være inspireret af Monty Python og Crosby, Stills & Nash på samme tid, når forunderlige undersættelser af udenlandske hits blev blandet med guitarriffs og håndtegnede pladecovers, og den kombination tilfredsstillede altså danske pladekøbere og koncertgængere fuldt ud.

Shubidua og Gasolin havde i en periode samme manager, Knud Thorbjørnsen, og begge bands omtalte hinanden som »Det Andet Orkester«, mens de behændigt undgik hinandens selskab. Landeplager som Hvalen Hvalborg og Den røde tråd får da også Kim Larsen og Co. til at fremstå nærmest elitære i både musikstil og påklædning, når de slidte jeans og læderjakkerne fra Christianshavn mødte Bundesens kondisko og Hardingers glade smil og løse guitarhåndled.

Ud over Shubidua har Michael Hardinger indspillet soloplader, istandsat 14 faldefærdige huse, ejet et galleri i Californien og skrevet musik til tv og film, blandt andet Regner Grastens Krummerne. I dag bor han i Las Vegas, USA, mens Shubiduas anden forgrundsfigur, Michael Bundesen, stadig er svækket efter en blodprop. Men deres sange lever i bedste velgående, ikke mindst den nye melodi til Midsommervise, som blev skrevet på et par minutter efter opfordring fra Gregers Dirckinck-Holmfeld.

Bogen er visse steder ufrivilligt morsom, for Hardinger fortolker dansk retstavning og tegnsætning frit, men som han skriver på flapteksten: »[Bogen] er skrevet nogenlunde som jeg taler. Der er ingen ghost-writer på, og tegnsætningen er som det behager mig, da jeg synes det er latterligt ikke at bruge kommaer til at skille teksten for forståelse, i stedet for kold kryds og bolle. Deal with it.« Ja ja, det gør man så, og det er egentlig ikke noget problem, nærmere lidt charmerende, bortset fra afsnittet om krigen i Afghanistan, hvor Hardinger efter en optræden for de danske styrker derude causerer over relevansen af konflikten, som han mener var nødvendig efter »9. september angrebet«. Her kunne et strejf af forlagsredaktion have været på sin plads.

Det samlede indtryk af Michael Hardingers musikererindringer er altså positivt. Her er ingen dybe Neil Young- eller Bob Dylan-tanker eller saftige afsløringer som hos Anne Linnet, men derimod masser af anekdoter, tidsbilleder og et ganske interessant indblik i Danmarks største folkelige poporkesters opståen, storhed og fald.

Weekendavisen, 27.09.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *