Lystlæsning. Alt godt kommer i små pakker. Det gælder frækt undertøj såvel som erotisk litteratur.

Ane Schmidt: Anelser. 220 sider. Vejl. pris 200 kr. Rosinante.

Af RASMUS DAHLBERG

Man kan få det indtryk, at erotisk litteratur blev opfundet af en amerikansk husmor for et par år siden, og at genren kun kommer i cirka et halvt hundrede nuancer af gråt. Det seneste år har forlag i ind- og udland sprøjtet efterligninger ud i den sædvanlige jagt på at slikke safterne op efter en uventet succes.

Men så længe, der er blevet udgivet litteratur – og formentlig også lidt længere end dét – har forfattere haft frække fantasier, som har fundet vej ned på papir eller skærm. Fanny Hill har begejstret siden 1748, og Oehlenschläger digtede i smug: »Derpaa du fra hinanden slaar, de tvende marmorhvide Laar.«

Måske som endnu et forsøg på at være med på den erotiske bølge, eller kanske for at minde læserne om, at der også var lir i litteraturen før Fifty Shades of Grey, genudgiver Rosinante Ane Schmidts to små bøger Jeg (1983) og Ham (1984) under den fælles titel Anelser.

Det er en forrygende idé, både fordi det er aldeles glimrende tekster, og fordi alene samletitlen er genial. Antydningens kunst er essentiel i erotikkens verden, og netop fordi vi hos Ane Schmidt kun aner det frække og ikke får serveret the full monty lige op i fjæset, bliver det rigtig, rigtig ophidsende. Det er absolut ikke, fordi teksten er implicit, men fraværet af plot gør, at man selv må tænke sig til resten, og på den måde bliver læserens fantasi en aktiv medspiller i værket.

I bogens første halvdel (Jeg) møder vi en 33-årig kvinde, som i små erindringsbidder fortæller om sit liv, der fra en tidlig alder næsten udelukkende har handlet om tilfredsstillelse. I skolen: »En dag vil jeg kravle ind til læreren. Ind under hans hud. Op i kroppen på ham. Jeg vil sutte ham til med mit spyt, og slange mig rundt om hans pik. Sådan sidder jeg og tænker.«

Derhjemme: »Jeg sidder og kigger på min bror, der onanerer. Jeg gider simpelt hen ikke gå i skole. Vi læser Fanny Hill hele tiden, og går i bad, og tænker kun på kroppen. Jeg har ikke opfundet kvindelitteraturen endnu, og sidder ikke med et speculum oppe i skridtet. Jeg falder hen ved synet af min brors pik.«

Og til eksamen i skriftlig dansk, hvor den medbragte appelsin skrælles og deles i frække både: »Nogle timer senere er jeg færdig. Jeg har skrevet om Stockhausen. En komponist hed emnet. Jeg kører på min cykel igennem forstæderne, lettet og fri. Jeg tænker på appelsinen. På kusselæberne. Sadlen, jeg cykler. Det er sommervejr, der er blomster. Jeg er ophidset.«

Og sådan bliver det ved. Det er ikke småting, den unge kvinde får afprøvet på blot 100 sider. Især den lesbiske del af historien er megafræk: »En dag går vi i byen, i kjoler, med hinanden om livet. Det er det store øjeblik, da vi kysser hinanden på restauranten. Først blidt, på kinden og på læberne. Så hedt, længe, med tungerne smeltet sammen som glødende guppyer. Vi har bevist, at vi elsker. Det er noteret af de omkringsiddende, hængende patter og deres indtørrede mænd.«

Men i virkeligheden er det den præcise blanding af tabuiserede relationer med broderen og måske også faderen, betragtninger om kunst og filosofi og rå lyst, som fungerer så godt: »Jeg ligger og læser om ansvar og straf. Om skyld. Soning. Og om Staten som ordensmagt. Jeg skynder mig ind og putter min lille batteridrevne op i røven.«

Bogens anden halvdel (Ham) er mindre vovet, men langt mere gruopvækkende i sit intense, drømmende portræt af en mand, der er ved at gå totalt op i limningen. Han er forretningsmand med succes, men under overfladen lurer dæmonerne, undfanget i øjeblikke med moderen, der aldrig skulle have fundet sted: »Hun kyssede ham på panden, og han var så lille inden i hende.«

Også her balancerer vi på kanten af tabu og styrter igen og igen ned på den forkerte side, for hvem er den unavngivne kvinde i kærlighedsaffæren? Sproget er lige så ætsende skarpt som i første del: »Jeg er tre mennesker, der ligger på stranden i solen. Den ene hvisker til den anden, at livet er slut. Og den tredje hører det ikke.«

Anmelderne var begejstrede, da de to bøger udkom første gang, og både Jeg og Ham er efterfølgende blevet oversat og udgivet i en række andre lande også. Men det egentlige klimaks kom først i 1990, da det blev afsløret, at Ane Schmidt, som ifølge bagflappen er født i København i 1948 og har opholdt sig i udlandet det meste af sit liv, i virkeligheden var et pseudonym for forfatteren Asger Schnack. Det var dristigt, bogen er dristig, men dristighed belønnes.

Man behøver ikke en trilogi på femten hundrede sider for at blive tilfredsstillet i bogform. Alt godt kommer i små pakker. Det gælder frækt undertøj såvel som erotisk litteratur.

Weekendavisen, 02.08.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *