K9: Overraskende vedkommende beretning om vold mod tjenestedyr i funktion

Poul Erik Sørensen i samarbejde med Martin Darling Sørensen: Kayo. Strømerens bedste ven. 284 sider. Vejl. pris 270 kr. Lindhardt og Ringhof.

Af RASMUS DAHLBERG

Den granvoksne mand ligger på en madras på gulvet i kælderen og lytter uroligt til lyden fra kurven. Har den lille uldtot det nu godt? Skal det lille kræ ud at strinte? Måske ville manden hellere flytte op i dobbeltsengen ved siden af konen – måske er det egentlig her, han har det allerbedst. De er i gang med at grundlægge et fænomenalt godt makkerskab, manden og hunden. Sådan ét, hvor det mindste lille vink eller knæk med øret øjeblikkeligt forstås, og hvor den ene altid kan regne et hundrede procent med den anden. Måske vil de en dag stå i en situation, hvor det handler om liv eller død. Så nytter det ikke noget, hvis man ikke kan stole på hinanden.

Politimanden Poul Erik Sørensen fik i november 2002 en ny hund, som han håbede ville blive lige så god en politihund, som den han havde erkendt snart skulle på pension. Hans forventninger blev mere end indfriet. Kayo viste sig at være en schæfer af en helt særlig støbning. Ingen udsigt til hoftedysplasi, perfekt syn og hørelse og et sandt naturtalent for at gå spor og finde undselige blodstænk og projektiler i høstakke. Det bliver et tæt og intenst makkerskab. Kayo og hans ejermand tilbringer utallige timer sammen med træning og på patrulje, og når vennerne driller Poul Erik med, at hans prioritering hedder »hund, bil og familie«, lyder svaret, at hans kone og børn da i hvert fald ikke betyder mere for ham end hans Alfa Romeo.

Men den 21. august 2009 slutter makkerskabet brat. Ved et tilfælde standser Poul Erik Sørensen og en kollega en mistænkelig bil i det nordlige Aarhus. De tre mænd i den viser sig at være bevæbnede litauere, som netop har røvet en bank, og pludselig står Poul Erik med en pistol pegende mod sig. Han stivner, manden løber – og Kayo sætter efter. Kort efter finder Poul Erik Sørensen sin hund liggende død, likvideret med pistolskud på klos hold. Han er rystet, dels over at det kunne have været både ham og hunden, der ikke kom hjem til familien den aften, dels over på så bestialsk vis at have fået bortrevet sin makker gennem syv år. Tusindvis af træningstimer og omfattende investeringer fra politiets side er gået tabt med den dygtige politihund. Og Poul Erik Sørensens børn må tage afsked med et familiemedlem, som også havde en blød side.

Det er ikke kun Kayos historie, der oprulles i bogen. Vi får også Poul Erik Sørensens beretning om et liv i politiet, som han aldrig var i tvivl om skulle være hans karrierevej. Når de andre knægte skulle på æblerov hos den gamle mand lidt længere nede ad vejen, meldte lille Poul Erik fra, fordi han skulle ind til politiet og ikke ville have sorte streger i bogen. Man får indtrykket af et retskaffent, bundærligt og gedigent mandfolk, som var for utålmodig til kriminalpolitiet og lidt for blød til uropatruljen. Han kom til Grønland som betjent, men blev formørket af den sociale elendighed, og trak i stedet i MC-uniformen og kørte vejene tynde i færdselspolitiet. Og så blev der pludselig en stilling ledig i hundeafdelingen. Selv om det med et udtræk af klichéskuffen »aldrig har ligget i kortene«, at Poul Erik Sørensen skulle være hundefører, lod han sig alligevel friste til at søge jobbet, og søreme om han ikke fik det. Det krævede naturligvis, at han anskaffede sig en til formålet egnet hund, hvilket samtidig medførte et større udvidelsesprojekt i baghaven i form af en indhegnet hundegård.

Denne anmelder gik noget tøvende til læsningen, men hybriden mellem Station 2 og Vi med hund fungerer faktisk ganske udmærket som fortællingen om en mands kærlighed og dedikation til en dygtig hund. Det er interessant at få indblik i, hvordan en politihund trænes, og ghostwriter Martin Darling Sørensen har gjort et fint stykke arbejde med at supplere Poul Erik Sørensens personlige beretning med historiske data og andre supplerende oplysninger. Bogen er velskrevet og noget så sjældent som fejlfri, om end måske en smule for lang. Næsten trehundrede sider er en lang optakt til en dramatisk episode, som allerede er fortalt i bagsideteksten. Men som et unikt crossover mellem blå blink- og agilitygenren er historien interessant og vedkommende.

Weekendavisen, 05.07.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *