Uropførelse. Debutant har stort set kun gode numre på sin litterære sætliste.

Morten Seifert: Gud er det dig der spiller sax? 12 noveller. 264 sider. Vejl. pris 250 kr. Herreværelset.

Af RASMUS DAHLBERG

Hvor dejligt med en samling fortællinger fra før dengang, hvor musikken blev så kommercialiseret, at man i dag med Johnny Madsens ord »starter et band med advokat og revisor og derefter måske udvider med bas og trommer«.

I journalist og geograf Morten Seiferts skønlitterære debut emmer det af toner fra Michael Breckers saxofon, improvisationer i bluesskalaen og mundstykkeømme læber i en grad, så man tager sig selv i at sidde og vippe i takt med foden under læsningen.

Fællesnævneren for de 12 noveller er mænd, der prøver at være mænd, mens de leder efter kærlighed, bopæl og mening med livet. I omkring en tredjedel af samlingens noveller møder vi de samme personer, blandt andre Tejs og Lennart fra jeg-personens funk-jazzband og Jes, som kører dem i sin Transporter i stærkt påvirket tilstand og i en ganske underholdende scene fordriver ventetiden under en i øvrigt helt fejslagen koncert i Esbjerg med at servicere serveringspersonalet i kassevognen. Disse fortællinger fungerer vældig godt, ikke mindst fordi forfatteren her bruger sin store viden om og kærlighed til musikken (han er ifølge forflappen selv udøvende amatørmusiker) til at skabe stemninger og sætte ord på maskuline følelser.

Morten Seiferts fine debut minder i stil og indhold meget om den svenske rockpoet Ulf Lundells roman Jack (1976, filmatiseret samme år og oversat til dansk i 1977). Ligesom her er der tale om unge mænd, der forsøger at finde sig selv og hinanden gennem musik, stoffer og damer, men hvor Lundell leverede et stærkt generationsportræt af dem, der var teenagere, mens Jack Kerouac og Allen Ginsberg var beat, tager Morten Seifert sig af mænd med midttresserne stående på fødselsattesten ligesom han selv.

Tidsbilledet er godt ramt helt ned til firserfriske bemærkninger af »Kodylt, mand«-typen. Sproget er ligetil og flyder fint, så man som læser tror på personerne, når de oplever firsernes Danmark. Vi oplever karnevalet i København i 1986 gå amok i en blodrus inklusive grønjakker, og der ryges tæt på alle beværtninger over og under 40 kvadratmeter, mens der er godt gang i gaderne: »På pladsen omkring Nørreport stod en pige i en guldbikini med dinglende frynser og dansede, mens en sort fyr med rastahår og solbriller spillede congas til. Trommerne swingede rigtig godt, så vi blev stående og gloede. Pigen var lidt for tyk til trusserne, og en fedtfold med et krøllet navlehul slaskede over trussekanten. Men hun dansede egentlig ok.«

Seifert er til værtshuse og billard, og i et af samlingens bedste stykker kryber vi ind i skallen på en haj, som har lagt en plan for, hvordan han skal blanke aftenens offer helt af. Men det går selvfølgelig ikke helt som planlagt. Hvor Tom Kristensens billard vuggede i tågernes sø, og Broby-Johansens spinatfalmede af perspektivet brat tilspidsede firkant blev holdt i ave en meter over gulvets møggrønne kvadrat, er bordet stille hos Seifert: »den glatte filtflade, indrammet af stenhårdt, året egetræ, lyste knaldgrønt under de tre pendler.« Ind- og udgangsvinkler beregnes præcist, men både forfatter og billardhaj kan sin Poincaré og ved, at »en mikroskopisk skævhed kan nå at øges katastrofalt« i løbet af fem bander. Det er skarpt og fint fortalt.

Kun et par af novellerne hænger lidt i lyden, for eksempel »Hundetis« om en drengs afsked med sin elskede hund, som egentlig er en sød historie, men stritter i selskab med al musikken og voksensnakken med sin symbolik set fra børnehøjde. Også »Kontakt til den feminine side« og »Idiot« hører til på albummets B-side, ligesom færgeentusiaster vil undres over, at bandet på vej hjem fra et job i provinsen i bil kører om bord på »M/S Prins Joachim«, som dels var en jernbanefærge, dels hvis det skal være helt korrekt bør tituleres »M/F« for motorfærge. Men det er i småtingsafdelingen, ellers er forlagsarbejdet fornemt, inklusive det skønne pangfarvede cover med en i sig selv ualmindelig god titel.

Gad vide om Morten Seifert egentlig havde til hensigt at skrive en hel Jack-agtig roman om medlemmerne af »Apostles of New Jazz« og deres baggrund i både funk og blues, men aldrig fik samlet de spredte tanker og kapitler og derfor endte med at samle dem som noveller? Hvis ja, så skulle han have gjort det. Debuten er så absolut godkendt. Men næste gang vil vi gerne have en sammenhængende fortælling med fuld besætning.

Weekendavisen, 21.06.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *