Personlighed. To bøger sætter ord på det at være stille i en larmende verden.

Susan Cain: Ro. Styrken ved at være introvert i en højtråbende verden. Oversat af Eva Hage. 443 sider. Vejl. pris 299 kr. Don Max. Anna Skyggebjerg: Introvert. Stå ved dig selv. 204 sider. Vejl. pris 250 kr. Rosinante.

Af RASMUS DAHLBERG

Alle testes i dag: Topledere, skraldemænd, skoleelever, lagerforvaltere og universitetsstuderende (det gør undertegnede i hvert fald selv med jævne mellemrum).

Vi sætter vores lid til Peter Honey og Myers-Briggs, for intuition og erfaring er ikke længere nok, når stillinger skal besættes med virksomhedens fremtidige human capital. Hvad gruppearbejde angår, ved vi, at det ikke nytter noget at sætte alle de vilde sammen på ét hold, for så ender det i kaos, mens de kedelige ovre ved det andet bord aldrig kommer ud af starthullerne. Blander vi i stedet aktivister, pragmatikere, teoretikere og reflektorer ligeligt, får vi dynamiske grupper, hvor medlemmer trækker på hinandens styrker i stedet for at flå hovedet af hinanden.

Ideen om, at vores personlighed styres af nogle grundlæggende træk er imidlertid ikke ny. Psykologen Carl Jung udgav i 1921 bogen Psykologiske Typer, og det var heri, betegnelserne introvert og ekstrovert første gang optrådte i sammenhæng med personlighedstyper.

Disse to ekstremer danner yderpunkterne på en akse, hvorpå vi alle kan placeres – i hvert fald ifølge to nye bøger om emnet. Tilsammen ligner de en lille trend inden for personlig udvikling, selv om den ene til dels bygger på den anden. Tungest både i indhold og vægt er den amerikanske jurist Susan Cains Ro, som Hr. Ferdinand-imprintet Don Max nu beriger det danske marked med. Det er en klassisk amerikansk selvhjælpsbog, præget af forfatterens egen udvikling fra grim ælling til smuk svane.

På baggrund af egne erfaringer på kurser, interviews med eksperter og generelle observationer af menneskelig adfærd indkredser Susan Cain grundigt de ganske forskellige vilkår, der eksisterer i vores verden for henholdsvis introverte og ekstroverte. Den mest markante forskel på de to personligheder er, at hvor ekstroverte oplader energi ved at være sammen med andre, aflader introverte i sociale sammenhænge.

(Aha, det var altså derfor, anmelderens ekskæreste havde brug for at slappe af på sofaen efter en spændende påskeferie, mens han selv var sprængfyldt af energi og klar til nye udfordringer.) Introverte er imidlertid ikke generte, det kan ekstroverte også være, ligesom introverte kan være fremragende foredragsholdere – bare de har mulighed for at forberede sig ordentligt. Til gengæld mener Cain at kunne dokumentere, at der er en overvægt af introverte genier og eksperter, simpelthen fordi de bedre er i stand til at øve sig alene hver dag i timevis på et musikinstrument eller sidde bøjet over bøgerne, længe efter at de ekstroverte har forladt læsesalen til fordel for socialisering i universitetskantinen.

Hvor Cain er sympatisk afbalanceret og understreger, at introverte og ekstroverte selvfølgelig er lige meget værd, går bloggeren og litteraturmagisteren Anna Skyggebjerg mere på barrikaderne for de introverte: »Det er egentlig ikke så overraskende, at introverte og ekstroverte indimellem har svært ved at forstå hinanden. Eller for at sige det, som det i virkeligheden er: Ekstroverte kan ikke forstå introverte.« Som regel er det en god idé at spænde hanen på sin seksløber, når nogen hævder at vide, hvordan et eller andet »i virkeligheden er«.

Det er da også denne insisteren på, at ekstroverte sorgløst tromler hen over undertrykte introverte, som er hendes bogs største svaghed. Skyggebjerg proklamerer, at der ikke »er ligestilling. Der er noget, der anses for at være rigtigere end andet. Noget anses som centrum – og andet som periferi. Noget anses som normen – og andet som afvigelse.« Gentagelserne gør det ikke mere rigtigt. Som ekstrovert oplever man lige så ofte en total mangel på forståelse fra introverte af, at vi ikke ønsker at »falde til ro«. Vi er lykkeligst i en stabil tilstand af konstant forandring. Men det er sygeligt, hedder det sig. Vi brænder vores ende med begge lys. (Udtrykket er ændret med vilje, red.) Får stress og dårligt hjerte. Dør tidligt. Ja, måske. Men hvis vi nu når det dobbelte på den halve tid, bliver det så ikke det samme på den yderste dag?

Susan Cains bog fremstår lidt omstændelig og til tider meget amerikansk med sine mange cases, mens Anna Skyggebjergs virker en anelse letbenet og overfladisk. Det er tydeligt, at Skyggebjerg henter sin inspiration fra Cain (hvilket hun da også vedgår), men der er ingen grund til at være så angelsaksisk, at Lao Zi skal staves Lao Tzu og citeres på engelsk i en dansk bog. Det er damebladsniveau og trækker niveauet unødigt ned. Cain sprudler dog heller ikke selv af kultur- og historiebevidsthed, når hun giver følgende eksempel: »Ved præsidentvalget i 1828 dystede en tidligere professor fra Harvard, John Quincy Adams, imod Andrew Jackson, som var en slagkraftig militærhelt. Et kampagneslogan for Jackson afslørede forskellen på de to: ’John Quincy Adams kan skrive, Andrew Jackson kan kæmpe.’ Og hvem vandt? Han, der kunne kæmpe, nedkæmpede skriverkarlen. Men faktisk anses John Quincy Adams af politisk orienterede psykologer for at være en af de ganske få introverte i historien, der har taget kampen op om at vinde præsidentembedet i USA.« Det er alt sammen meget godt – lige bortset fra mangelen på den lille, men væsentlige detalje, at »skriverkarlen« John Quincy Adams i 1828 altså allerede havde været præsident siden 1825, i øvrigt efter ved valget i 1824 at have besejret blandt andre helten fra Krigen i 1812, Andrew Jackson. Bemærk også anglicismerne i citatet, for dem finder man flere steder i oversættelsen af Ro. Vi møder for eksempel en evolutionsbiolog, som fanger fisk ved hjælp af et »omfattende net«.

Der er ingen af bøgerne, man bliver decideret dummere af at læse, heller ikke som ekstrovert, for der er ganske givet noget om snakken, og redskaber til gensidig forståelse af divergerende personlighedstyper kan man vel aldrig få for mange af. Cain giver mest værdi for pengene, mens Skyggebjerg nok henvender sig mere til målgruppen, som i virkeligheden ikke ønsker at komme mange spadestik dybere end sidste uges Test dig selv: Er du introvert? i Alt for Damerne. Og som måske »i virkeligheden« hellere vil have medynk og særbehandling end konstruktive udfordringer. Det er umuligt ikke afslutningsvis at citere en skøn ekstrovert kvinde, hvis identitet er denne anmelder bekendt: »Kom så ned fra det kors, der er andre, der skal bruge træet.«

Weekendavisen, 14.06.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *