Afskedsbrev. Gamle Tage Voss skriver til sin noget yngre kollega om alt mellem himmel og jord; herunder om, hvorfor samfundet dog bruger så mange penge på at holde liv i de gamle og syge.

Tage Voss: Kære Dr. Ishøy. 46 epistler om lægens liv og gerning. 248 sider. Vejl. pris 249 kr. Forlaget Vandkunsten.

Af RASMUS DAHLBERG

Holberg skrev sine epistler midt i 1700-tallet med en unavngiven »Min herre« som modtager, og nu skriver lægen Tage Voss til overlæge Torben Ishøy.

Formen er stadig den causerende, ironisk ræsonnerende, hvor vi kun får indblik i den ene side af en korrespondance, som udspiller sig over flere årtier. Gennemgående temaer, uenigheder, gensidig respekt, kæpheste og erindringsbilleder fylder de halvt hundrede breve, som dog alle har det til fælles, at de handler om LÆGEN – ikke som specifik person eller juridisk enhed, men som fænomen.

Brevene springer hid og did fra lægefejl over autoritet til holdningen til abort og ventelister, som man tilsyneladende kun kan sprænge gennem hjernedødskriteriet, for når der er mangel på reservedele, kaster det prestigefyldte specialeområdes eksperter sig over ens organer som gribbe.

Også polemikken om lægen Kirsten Lylloff, som skrev om danske lægers manglende behandling af tyske flygtninge efter befrielsen, og medicinalproducenternes upassende indflydelse på lægefagligheden gennem gourmetmad med vinmenu tages under kærlig behandling. Kritikken af sidstnævnte klinger dog lidt hult, når den holdes op imod Tage Voss’ bortforklaringer af den kritik, som i sin tid blev rejst af hans engagement med cigaretproducenten Philip Morris, mens han forskede i de sundhedsmæssige konsekvenser af passiv rygning.

Når man er så gammel som Tage Voss (f. 1918), er det imidlertid okay at være både lidt selektiv, polemisk og konservativ. Vi har at gøre med en mand, som tog medicinsk eksamen i 1947, hvorefter han var læge på Christiansø fra 1947 til 1967. Denne langvarige isolation, som var selvvalgt i modsætning til en anden doktor sammesteds godt et århundrede tidligere, gav den unge læge hår på brystet: »Jeg var i 20 år på Christiansø. De første tre år uden elektricitet; mine første 12 fødsler foregik ved petroleumslampelys. I 15 år uden telefon, med kun usikker bådforbindelse de 22 km til land over et lunefuldt hav. En praksis med korte lokale afstande og en god tid til patientomsorg, men uden andet lys over øen ved nat end fyrets glimt hvert halve minut og en flagermuslygte holdt i hånden i knæhøjde. Uden sygeplejerske, uden kollegial støtte, uden ambulancetjeneste, uden jordemoder, med eget instrumentarium og egen apotekertjeneste, den eneste i landet med dispenseringsret. (…) Jeg har sat frakturer sammen som Hippokrates, uden røntgenkontrol, paracenteret trommehinder med lys fra et pandespejl. Jeg har rejst sengetelt over kortåndede patienter som i middelalderen og holdt dem i live med en iltbombe fra fyrets maskinværksted som på Rigshospitalets lungeafdeling. Og jeg har introduceret moderne tider ved at indføre penicillin i infektionsbehandlingen.«

Tage Voss savner de gamle dage med tæt personlig kontakt mellem læge og patient. I dag har DJØF’erne skabt et umenneskeligt system, hvor numre, teknologi og effektivitetsmålinger har reduceret »stetoskopet til et standssymbol, ikke et diagnostisk hjælpemiddel«.

Blandt brevvekslingens mere kontroversielle aspekter er Voss’ betragtninger omkring befolkningstilvækst og naturlig selektion.

Han konstaterer, at nationalproduktet slet ikke kan holde til de mange ubeskæftigede unge, de gamle, de syge, de boligløse og så videre, og foreslår en rask epidemi til at »rydde op i denne uhåndterlige og kostbare masse«.

Det er selvfølgelig skrevet med tungen i kinden og cigaren i mundvigen, men når han på baggrund af økonomen Robert Heilbroner argumenterer for, at folkesundhedsprogrammer, medicinalindustri og generel sundhedssnak i realiteten har suspenderet evolutionen, bliver det interessant. Tage Voss går til stålet i sin beskrivelse af, hvordan vi bliver ringere og ringere fysisk, mere og mere sprøde og sårbare psykisk:

»Hvorledes vi føder færre børn, så den biologiske udvælgelse ikke har materiale at vælge af, hvorledes vaccinationer og kemoterapi og eliminering af belastning holder liv i alt, hvor underlødigt det end er, mens monotoni og passivitet nedbryder den kontakt med virkeligheden, som alene kan redde fra psykisk sammenbrud.«

Meget af bogen handler om døden, som for en mand i Tage Voss’ alder naturligvis er et ganske nærtstående emne. Han spørger sin penneven om, hvorfor vores samfund dog bruger så mange ressourcer på at holde liv i syge og gamle, som alligevel snart skal herfra. Og hvorfor vi er så dårlige til at dø, når det nu ikke kan undgås: »Der dør 60.000 mennesker i vort land hvert år, mange rimeligt elegant, de fleste nogenlunde ukompliceret. Men dog alt for mange ensomme, angste, forpinte og først i løbet af pinefulde dage under tarvelige omstændigheder. Det har ofte undret mig, at dette accepteres i et moderne velfærdssamfund. I betragtning af, at alle skal dø, er det sært, at dødslejet vedbliver at være så slet forberedt, så underprioriteret.« Dr. Ishøy, som i dag er overlæge på et hospice, får den gamle kollegas respekt for at være en af de få, som seriøst har arbejdet palliativt herhjemme.

Tage Voss faldt i foråret 2012 uden for sit hus og slog hovedet og lænden. Smerterne og problemerne med at komme på das fik ham efterfølgende til for første gang at bekymre sig mere om sig selv end om menneskenes fremtid generelt. Heldigvis tog hovedet ikke mere skade, end at han kunne udgive sin fine, tankevækkende og provokerende brevveksling med Dr. Ishøy. Tak for det, Dr. Voss. Jeg håber, du får en god og behagelig død efter et langt og indholdsrigt liv.

Weekendavisen, 03.05.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *