Jokes. Det er svært at være morsom på skrift. Selv for Thomas Wivel.

Thomas Wivel: Bugtaler for Gud. Registreringer af nyere tids historie. 195 sider. Vejl. pris 200 kr. Herreværelset.

Af RASMUS DAHLBERG

Denne anmelder holder af standup. Det kan være en sand fornøjelse at lade sig underholde, provokere og udfordre af et begavet menneske med timingen i orden, humoristisk sans og et skarpt, kritisk blik på samfundets store og små problemstillinger.

Nogle er bedre end andre: Anders Matthesen, Jan Gintberg og Carsten Bang er i superligaen, mens visse af deres kolleger sjældent hæver sig over mellemgulvniveau.

Som regel er standup bedst, når generelle temaer belyses gennem personlige betragtninger og erfaringer. Lidt vanskeligere at kapere bliver genren nogle gange, når der går for meget politik i forestillingen på bekostning af komikken. Omar Marzouk er den, der oftest søger denne grænse herhjemme. Ofte finder han den – indimellem går han over den.

Og så er der Thomas Wivel (f. 1967), som efterhånden er en af dansk standups mest erfarne herrer. Han debuterede i 1991, og har siden medvirket i en lang række tv-programmer, ligesom han har skrevet en børnebog, manuskripter til andre komikere og satiriske bøger, blandt andet sammen med Povl Erik Carstensen og Mette Frobenius (Fra A til Undergang, anm. i WA 28.10.11). Man får indtrykket af en komiker, som mener at have mere at byde på end komik, og det flyder så ud over scenen og ender i bogform med jævne mellemrum.

Men hvor kunsten for standupperen ligger i opbygningen af pointerne, i timingen og i gestikken, kræver litterærkomik dybde, viden og elegance. Her er man oppe mod ekvilibrister som Erlend Loe, hvis afsluttende samfundseksperimenter i L (da. 2008) fik denne anmelder til at kravle rundt på stuegulvet i latterkramper.

Bugtaler for Gud består af en lang række små statements i form af udtryk, paradokser og ordspil, som er samlet i temaer, samt nogle små prosastykker, som i essayistisk form har til hensigt at spidde intolerancen, ateismen, knægtelsen af ytringsfriheden og den almindeligt lurende xenofobi.

De indledende sider med korte statements skimmes hurtigt, men smilene og latteren udebliver. »Gudinden Gefion udpløjede Sjælland fra Sverige. Spørgsmålet er hvornår hun vælger at braklægge området og få EU-støtte.« »Munkekutter set ved Limfjorden« »Tarzan er da et godt eksempel på at man sagtens kan leve fint som arbejdsløs.«

Kald mig humorforladt, men her falder jeg altså ikke ned af stolen af grin. Lidt bedre bliver det, når Thomas Wivel konstaterer, at han ikke ville bryde sig om at møde Jackson Pollack i paintball og causerer over, om en buddhist trykker »zen«, når han har skrevet en mail. Men vi skal en tak højere op ad komikstigen, før jeg begynder at læse op for hende, der sidder og arbejder i den anden ende af rummet: »Jeg forsøgte at finde Charles Darwins hjemmeside på nettet. Men jeg manglede et link.« »Der skulle lig på bordet før obduktionen blev opfundet.« Her finder Thomas Wivel endelig balancen mellem satiren og substansen, og det afføder gnæggende latter hos testpersonen. Men der er langt mellem snapsene.

Problemet med Bugtaler for Gud er, at Wivel vil to meget forskellige ting på én gang. Som vitsbog er den ikke helt håbløs, men forsøget på at lave en hybrid mellem konstateringer om alt fra muslimske bilister, der kører med ratslør, til fællessang med Lou Reed på Bakken og indignerede essays om Muhammedkrisen, Pussy Riot og Golden Dawns fremvækst i Grækenland holder bare ikke. Det sjove er ikke sjovt nok, og det skarpe er ikke skarpt nok.

Weekendavisen, 03.05.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *