Cykeltur. En engelsk geografilærer kastede sig ud i et halsbrækkende eventyr – og overlevede heldigvis.

Rob Lilwall: Hjem fra Sibirien på cykel. Oversat af Dorthe Orbesen. 364 sider. Vejl. pris 249 kr. Forlaget Scandinavia.

Af RASMUS DAHLBERG

Hvem dælen finder på at cykle tværs gennem Sibirien om vinteren og derefter fortsætte Jorden rundt hjem til London?

Ja, det gør to skøre briter, og de slipper helskindet fra det, selv om de undervejs bliver så trætte af hinanden, at de splitter op og fortsætter hver for sig.

Rob Lilwall er den mest uerfarne af dem, og derfor er hans historie formentlig også den mest interessante. I løbet af 1.138 dage tilbagelægger han 56.614 kilometer i sadlen. Undervejs oplever han at blive jagtet af glubske kæmpehunde i Tibet, forbandet af arrige taxichauffører i de fleste lande og overnatte på et offentligt toilet i Japan, som er mere rent og avanceret end de fleste hotelværelser.

Alt det – og meget, meget mere – fortæller han i sin bog så underholdende og inspirerende om, at man (næsten) selv får lyst til at pakke sin gamle havelåge ned og springe på det første fly til Magadan i Sibirien.

Eventyret begyndte med en seddel, som i 1997 blev sendt fra en af de bagerste rækker i et auditorium på et skotsk universitet til en tynd og bleg fyr, som sad lidt længere fremme. »Hej Al,« skrev den unge Rob til sin ven. »Hvad siger du til at cykle ad Karakorum-landevejen til sommer?«

Vennen returnerede sedlen med et hurtigt nedkradset spørgsmål: »Hvor ligger det?« Da Rob havde forklaret, at det foreslåede rejsemål var bjergområdet på grænsen mellem Kina og Pakistan, sendte Al endnu en gang sedlen retur. Denne gang havde han bare skrevet »OK«.

De to venner kastede sig derefter sammen og hver for sig ud i en række udfordringer, som i 2003 kulminerede med en opfordring fra Al til, at de skulle køre på cykel gennem Asien på ét år. Rob Lilwall var da relativt nyansat geografilærer på en skole i Oxfordshire og kedede sig allerede bravt nok til, at det lykkedes vennen at lokke ham med. Og sådan gik det til, at Rob i september 2004 i elendig fysisk form ankom til byen Magadan i Sibiren nær Kamtjatka-halvøen med sin cykel og et par alt for store overtræksbukser fra Royal Mails overskudslager.

Turen, som altså var planlagt til at vare et år, var helt selvfinansieret for Rob Lilwalls vedkommende, på nær to sølle sponsorater: En polsk opfinder havde foræret ham et sæt specialdesignede cykelblinklys, som automatisk blev aktiveret ved udsvingning af arm til højre eller venstre.

Og så var der Dazer II, en lille fjernbetjent dims, som kunne udsende højfrekvente lyde til afskrækkelse af nærgående hunde. Sidstnævnte viste sig at være særdeles nyttig i Tibet, jf. de store glubske hunde, som landet på verdens tag åbenbart er kendt for.

Det fører for vidt at forsøge at beskrive hele Rob Lilwalls fantastiske rejse her, for et år blev jo til tre, og mængden af detaljer, anekdoter og baggrundsviden om steder, kulturer og historie i bogen er overvældende. I stedet skal en række episoder fremhæves i forventning om, at de i sig selv vil give et retvisende billede af stilen og ikke mindst underholdningsniveauet i bogen.

Først er vi med Rob og Al på uanmeldt visit hos to russiske meteorologer, som bemander en vejrmeldestation langt pokker i vold ude i den sibiriske ødemark. Eventyrernes begrænsede russiske ordforråd har overbevist dem om, at de to videnskabsfolk beredvilligt har overladt deres senge til deres cykeltrætte gæster, men helt sådan forholder det sig imidlertid ikke: »Den aften gik Al i seng kort tid før mig, og da jeg var klar til at gå i seng, så jeg at han havde valgt Sashas bekvemt udseende seng op mod indervæggen og allerede sov tungt. Jeg lagde mig i Alexis seng ved vinduet, men før jeg lukkede øjnene, bemærkede jeg, at Sasha var kommet tilbage i værelset. Jeg sagde søvnigt godnat til ham, og da han sagde godnat til mig, så jeg, at han var ved at tage sin skjorte af. Han skal nok skifte tøj, før han går tilbage for at tjekke instrumenterne, tænkte jeg. Uden at tage en ny skjorte på tog han derpå sine bukser af. Hver sin lyst, tænkte jeg. Til min store bekymring var det næste, han tog af, sine underbukser, så han stod splitternøgen. Derpå kravlede han til megen morskab for mig op i den samme seng som Al, lagde sig godt til rette og faldt i søvn.«

Næste morgen er der hurtig afgang fra vejrstationen, efter at Al er vågnet i ske med Sasha.

Senere er Rob nået alene til Melbourne i Australien efter en hård tur gennem Papua Ny Guinea. Midt under et af de skoleforedrag, som han holder flere end 70 af undervejs, får han det pludselig dårligt og må kaste op. En læge fastslår, at der er tale om en uskyldig influenza, men Robs kæreste frygter malaria og beordrer ham via telefonen fra London på hospitalet. »Det ligner ikke malaria«, konstaterer sygeplejersken på skadestuen, og efter seks timers ventetid erklærer en ung turnuslæge, at »det ligner influenza«. Rob får det dog stadig værre, og det hjælper ikke på kvalmen, at han ikke får noget at spise, mens han venter på undersøgelserne på hospitalet. Da han endelig kommer tilbage til sit logi, ringer turnuslægen: »’Rob’, sagde hun. ’Vi har fået resultaterne af din blodprøve tilbage. Du har malaria’. ’Oh dear’, udbrød jeg og lød ret britisk.« Sygdommen koster ham en indlæggelse og et vægttab på 11 kilo.

Khyberpasset på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan er en af de få strækninger, som Rob tilbagelægger med motorkraft, nemlig i en raslende minibus med cyklen Alanis (opkaldt efter sangerinden Alanis Morissette) på taget.

Her har han tid til at studere sine medpassagerer, som dog virker helt uinteresserede i den nu godt vejrbidte vesterlænding med viltert hår: »Folkene i bussen syntes helt at ignorere mig. Eftersom vi svajede fra side til side, begyndte kvinden bag ved mig at kaste op inde under sin burka. Jeg kunne høre, at hun havde en pose med til at brække sig i, men det var tydeligvis utænkeligt, at hun kunne blotte sit ansigt for at få lidt frisk luft. Alle de andre i bussen lod, som om de ikke bemærkede det. Få minutter senere havde hun det bedre igen, og jeg kunne høre hende snakke højrøstet i mobiltelefon.«

Det lykkes også Rob at få et højst uventet dask i måsen i ondskabens akse, nærmere bestemt fra en passager i en forbikørende iransk bil fuld af højrøstede studerende, ligesom han ærgrer sig meget over at have læst skriften på en efterladt lap papir, inden han lægger sig til at sove i en tom hytte midt på den golde Nullaboor-slette i Australien: »Pas på, der bor en tigerslange i hullet over døren«, havde den tidligere gæst været så venlig at skrive.

Da han nærmer sig civilisationen, begynder cafétjenerne at nægte ham vand til drikkedunkene, og selvfølgelig bliver forhjulet på hans ellers så trofaste cykel stjålet, da han endelig når hjem til London.

Som det ofte er tilfældet, ser Rob dog tilbage på helt overvejende positive møder med flinke mennesker, som åbnede deres hjem for ham og hjalp ham, når det brændte på – f.eks. de to iranske politibetjente, som eskorterede den fremmede cyklist og endda vartede ham op med mad på en motorvejscafé.

Bogen er fornemt oversat, og man føler sig også i gode trygge hænder hos forfatteren, hvis baggrund som geografilærer skinner igennem på den gode måde. Dog undrer det lidt, når han undervejs fra Cairns til Brisbane i Australien ryger ind i en tropisk orkan og hører i transistorradioen, at der »var vindstød på over 300 kilometer i timen« i orkanens øje.

Sådanne heftige vejrsystemer er jo netop karakteriseret ved, at der er relativt roligt netop i øjet, mens de virkelig høje vindhastigheder forekommer i den hastigt roterende skyfane.

Men det skal nu ikke trække ned i karakteren til Rob Lilwalls geografirapport, som er en af de absolut bedste, morsomste og mest inspirerende rejseberetninger, denne anmelder har læst.

Weekendavisen, 26.04.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *