Krigstilstand. Topkarakter til en vedkommende bog om små og alligevel store historier fra Anden Verdenskrig.

Henrik Nørgaard: En verdenskrig kom på tværs. Syv skæbner fra Anden Verdenskrig. 287 sider. Vejl. pris 270 kr. Informations Forlag.

Af RASMUS DAHLBERG

Utallige udgivelser om de fem forbandede år er allerede til rådighed.

Man kan synes, at hver en sten i historien om den tyske besættelse af Danmark for længst er vendt, og at der umuligt kan ligge flere perler gemt i arkivkasserne og hos de snart få tilbageværende øjenvidner, som dengang var gamle nok til for alvor at opleve verdenskrigen på egen krop.

Men ligesom fraktalgeometrien beskriver naturens selvsimilaritet, hvor mønster og former gentages ned i det uendeligt små, uden at man nogensinde kommer helt ind til de mindste detaljer, er den store historie vævet sammen af et uendeligt antal små fortællinger, som hver kan foldes ud til et helt liv. Blandt andet derfor bliver vi aldrig færdige med at fortælle historien i almindelighed og slet ikke Anden Verdenskrigs i særdeleshed.

Journalist og forfatter Henrik Nørgaard, som tidligere har skrevet om piratradioen Mercur (2003) og Alex Brask Thomsens forsøg på at erhverve sig Nørrebrogade (2008), faldt for nogle år siden i snak med en gammel mand, der tilbød at hjælpe med at reparere hans datters klapvogn. Det viste sig, at manden oprindelig var polak, og at han under verdenskrigen var blevet tvunget i tysk krigstjeneste – og ved et tilfælde var havnet i Danmark.

Hans historie pirrede Henrik Nørgaards nysgerrighed, hvorefter journalisten opsporede en række andre personer, som på den ene eller anden måde også fik deres liv forstyrret af Anden Verdenskrig.

Der er ingen egentlig sammenhæng mellem de syv beretninger, som alle bygger på dels skriftlige kilder, dels interviews udført af forfatteren.

Det kan være en svaghed på denne måde udelukkende at lade sig lede af et journalistisk princip om den gode historie. Men i det aktuelle tilfælde er resultatet en mosaik af stærke personlige fortællinger, som bindes fint sammen af den fælles tematik, at almenmenneskelige vilkår som barndom, uddannelse, forelskelse og familieforhold blev påvirket af verdenskrigen i mindst samme omfang som nationaløkonomi, politik og magtbalancer.

Rækkefølgen af bogens syv skæbneskildringer er bestemt af det tidspunkt under besættelsen, hvor den pågældende persons liv for alvor blev forandret, og det giver et godt flow i den overordnede historie uden for mange irriterende gentagelser og forklaringer.

Først møder vi sønderjyden Carla (f. 1922), der som ganske ung kommer i huset hos læge Fritz Clausen i Bovrup. Clausen, der har været leder af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti siden 1933, tager varmt imod den knap 15-årige pige, som hurtigt viser sig at have håndelag for sygepleje.

Efter 9. april forelsker hun sig i Walther fra det tyske mindretal, men deres lykke bliver kort, for han melder sig til Waffen SS. Kort efter Barbarossa-felttoget hører strømmen af breve fra østfronten op, og Carla melder sig til tysk arbejdstjeneste og ender som feltsygeplejerske hos Tysk Røde Kors. Den unge kvinde er optændt af ønsket om at finde Walthers grav, og som en af et sted mellem anslået 150 og 200 danske feltsygeplejersker rejser hun det krigshærgede Europa tyndt i hælene på tyske kampenheder, som decimeres i stadig større tal.

For Carla kommer klimakset ved Kharkov, da hun tilser en hårdt såret soldat: »Jeg gav ham en streg morfin, han havde stærke smerter, og han kaldte på sin kæreste Eva, men jeg fik da forbindingen af ham, og så stod jeg med hele hjernen i hånden.« Senere kommer hun til Dnepropetrovsk, hvor hun finder en heltekirkegård med et jernkors, som bærer et elsket navn.

Næste fortæller på scenen er den syvårige Gert Hensgen, som i 1937 flytter til Danmark, hvor faren har fået arbejde på et væveri. Familien flytter ind på Kålmarken i Buddinge og bliver hurtigt forbilledligt godt integreret i det danske samfund. Faren hjælper mælkemanden med at finde arbejde til hans datter, og lille Gert begynder i skolen og lærer dansk til ug i første karakterbog. Alligevel trækker mørke skyer sydfra indover i slutningen af årtiet, hvor storebror Paul stolt skal gå fanemarch med Dannebrog til sportsdag i Gladsaxe Kommune, men i sidste øjeblik bliver frataget æren af gymnastiklæreren med de sårende ord: »Det skal være en dansk dreng!« I 1943 bliver Paul indkaldt til tysk krigstjeneste, blot 17 år gammel. 26. september året efter skriver han sit sidste brev hjem til forældrene i Buddinge. Da befrielsen nærmer sig, står faren for at organisere modtagelse og indkvartering af tyske flygtninge på Østre Borgerdyds Gymnasium, men fordi en god bekendt leverer 400 æg til de udmarvede flygtningebørn, ender den velintegrerede mand fra Kålmarken med at sidde en måned til forhør hos modstandsbevægelsen i Vestre Fængsel efter befrielsen.

Siegfried Matulewski (f. 1915) er manden, som inspirerer forfatteren til at skrive bogen, da han fortæller sin historie hen over arbejdet med klapvognen. Ham møder vi i bogen den 5. maj 1945, hvor han gemmer sig for de sørgelige rester af den tyske besættelsesmagt på et halmloft lidt uden for Horsens. Her er han endt efter en omtumlet tid, der begyndte med det tyske angreb på hans hjemland Polen den 1. september 1939 med en udspekuleret manøvre, som skulle få det til at se ud, som om Tyskland svarede igen på en polsk aggression. Siegfried, som lige har afsluttet sin militærtjeneste, flygter over hals og hoved, men såres i knæet af tyske skud. Hans brødre kommer i kamp for tyskerne, mens han selv i første omgang slipper med bevogtningstjeneste ved et anlæg, som producerer dele til de hemmelige V-våben. Til sidst går den dog ikke længere, og han sendes til Stalingrad på et tidspunkt, hvor den forventede gennemsnitslevetid for en nyankommen menig er cirka tre kvarter. Siegfried har imidlertid held med at simulere en tandpine, som i sidste ende får ham til Flødeskumsfronten i Danmark. Her hjælper modstandsbevægelsen ham med at desertere – og så ender vi på halmloftet uden for Horsens. Efter krigen er Polen (igen) på nye hænder, og han kan ikke vende hjem. I stedet får han i Danmark et godt og langt liv, som endnu ikke var slut, da bogen gik i trykken.

Herefter møder vi »Inge«, der som den eneste af bogens hovedpersoner optræder under falsk navn. Hendes historie er nemlig så betændt, at skammen og fordømmelsen stadig klistrer til hende og de andre tyskerpiger, som forelskede sig i fjenden og blev med barn. Der er for så vidt ikke noget nyt eller anderledes i Inges historie, og Henrik Nørgaard støtter sig da også i høj grad til historikeren Anette Warrings bog om emnet fra 1994.

Interessant nok fordømmer Inge selv til at begynde med de piger, som løber med tyskerne, men da hun selv bliver præsenteret for officeren Otto, vakler hun naturligvis i troen. Her mange årtier senere forsvarer hun sin forelskelse sådan: »Der var noget særligt – jeg har aldrig oplevet noget lignende. Han var meget sympatisk – han var altså en ener, det vil jeg holde på.« Også Otto sender et sidste brev, nemlig i begyndelsen af marts 1945, samme nat som Inge drømmer, at han forsvinder i en stor mørk skov.

En jøde skal der også være, og han hedder Salle Fischermann. Som 13-årig oplever han jødeaktionen 2. oktober 1943 i form af danske SS-mænd, som banker på døren til familiens lejlighed. Faren og et par søskende flygter mod Sverige, mens han selv sammen med resten af familien deporteres til den tyske kz-lejr Theresienstadt. Her oplever han brutaliteten og umenneskeligheden på bagsiden af det glansbillede, som tyskerne forsøger at tegne udadtil, blandt andet med optagelsen af en propagandafilm, som den unge Salle tvinges til at medvirke i. Det henkastede spørgsmål: »Sig mig, er det med holocaust virkelig noget, det er sket?« fra en gæst ved et middagsbord omkring 1980 gav Fischermann mod og kraft til at fortælle sin historie.

De sidste to fortællinger handler begge om kærlighed i krigens tid: Kristian Øjvind Larsen (f. 1921) oplever ekspropriation af slægtsgården, fordi Grove flyveplads (senere Flyvestation Karup) skal anlægges. Efter befrielsen huses en del af de flere hundrede tyske flygtninge, som kommer til Danmark, bag de over 40 kilometer pigtråd, og en af dem er en smuk mørk pige, som Kristian forelsker sig i. Lange forhandlinger med myndighederne følger, før kærligheden kan realiseres. Og så er der Gitta fra Königsberg, der flygter fra Den Røde Hær og selv ender i en lejr i Danmark efter en umenneskelig vandring. Heldigvis er der en Palle, som forelsker sig i hende.

Henrik Nørgaard er en god fortæller, som har styr på sit stof, både det faglige og det menneskelige. Dog undrer det, hvordan den »danske regering« i december 1943 kan sende en kommission til Theresienstadt – det må være sket i Udenrigsministeriets regi under departementschefen.

Ellers er der topkarakter til en vedkommende bog om små og alligevel store historier fra verdenskrigen.

Weekendavisen, 29.03.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *