Rumtid. En folketingspolitiker erklærer anonymt stjernekrig til sidste humanoid i en ikke så fjern galakse.

Jonas Mang: Kronografen. 194 sider. Vejl. pris 59 kr. (e-bog). Lysias Sci-fi & Fantasy.

Af RASMUS DAHLBERG

Den franske matematiker og astronom Pierre Simon, marquis de Laplace (1749-1827) udtrykte i 1814 Oplysningstidens drøm således:

»Vi kan betragte universets tilstand som en virkning af fortiden og årsagen til fremtiden. For et væsen, som til en given tid kender samtlige naturkræfter og alle naturens elementers position (…) er intet ukendt, og for dette væsen vil såvel fremtiden som fortiden være åbenlys.«

Denne fantasi om en uendelig visdom, en maskine med absolut kendskab til alt, drev på sin vis industrialiseringen og computeralderen frem, og den laplacianske dæmon lever på trods af kaos- og kompleksitetsteoriens udfordring af forudsigelsesparadigmet i bedste velgående inden for visse dele af embedsværket, samfundsvidenskaben, ingeniørkunsten og militæret.

Og ifølge Jonas Mang vil troen på, at visdommen ligger i detaljen, stadig være her, når næsten alt andet er forandret.

I en fjern, fjern fremtid er Jordens ressourcer for længst udtømt, og menneskeheden har i stedet koloniseret solsystemet og de nærliggende galakser. Vandkrigene hærgede, og der blev udkæmpet blodige kampe om adgang til livets dråber. Fantastiske maskiner blev udviklet, man tiltvang sig adgang til planeternes underjordiske skatkamre med banebrydende mineteknologi, og en storslået sammenslutning af stater sikrede fredelig sameksistens på tværs af rumtiden.

Men nu truer en fjende menneskeheden: De ondsindede carcoonere pønser på noget, og general Marcon udgør sammenslutningens eneste håb om forsvar mod den ydre trussel.

Carcoonerne vil erobre Jorden for at få fat i den såkaldte »kronograf« – en mægtig maskine på 500 gange 300 gange 1.500 meter, som fra sin beskyttede placering i Gobi-ørkenen, omkranset af hele ti fusionsværker, leverer en regnekraft så frygtindgydende, at menneskene ved dens hjælp kan se ind i både fortid og fremtid.

General Marcon opkaster sig som autoritær leder af hensyn til den særlige situation, og usurpatoren modtager folkets hyldest, mens han fører flåderne af stjernekrydsere mod Jorden for at besætte den sagnomspundne Blå Planet i et præventivt træk rettet mod carcoonerne.

Strålekanonerne blitzer mod angriberne, som dygtigt bevæger sig i fire dimensioner: »Den kronologiske dimension er den åbenbare, den som man ser i livets ælde, nattens afløsning af dagen, menneskets urgamle viden om fødsel, liv og død, mens den cirkulære er meta-temporær, overtidslig.«

Centralt i historien står diskussionen om, hvorvidt historien bevæger sig ad en determineret lige vej, eller om fremtiden er åben og kontingent. Kan man se ind i fremtiden, hvis man kender enhver detalje og har alverdens regnekraft til sin rådighed? Vil kronografen sikre menneskeheden sejren over de onde carcoonere, eller vil general Marcon ende som Edward Lorenz, der for 50 år siden også minutiøst fodrede sin datamat med detaljer, blot for at konstatere, at en sommerfugls vingeslag i Brasilien kunne udløse en tornado i Texas?

Kronografen er fuld af stjernekrig, fremtidsteknologi, kristendom, fascistisk fascination, historiske referencer til appeasement og Holocaust og en xenofobisk udslettelsesdrift, hvor moralen må være: »Sørg for at slå alle dine fjender ihjel, ellers vender de tilbage og hævner sig.«

Sådan et statement er selvfølgelig særlig interessant, når forfatteren ifølge forlagets pressetekst i virkeligheden er et folketingsmedlem, som skriver under pseudonym, for at hans roman ikke skal læses som et politisk skrift. Det er en fortrinlig måde at sikre sig medieomtale på – og at den netop vil blive læst sådan.

Kronografen er ikke nogen ualmindeligt dårlig science fiction-roman (dem findes der ellers mange af), men den er absolut heller ikke rigtig god (dem findes der heldigvis også mange af). Der er for meget beskrivelse og for lidt dialog, for mange forklaringer og for få forløsninger. Især henimod slutningen får man en oplevelse af at læse et referat af en bog fremfor fortællingen i sig selv. Der er i det hele taget noget studentikost, nærmest teenageragtigt over Kronografen.

Men det er interessant, at en dansk forfatter tør kaste sig ud i en stor sci-fi historie om kampen mellem det gode og det onde, og ærgerligt, at resultatet ligner en drengefantasi nedfældet i et stilehæfte mellem pizzabakker, cola og computerspil tilsat heftige politiske undertoner, som det ville have været klædeligt med et folkevalgt navn på. Hvorfor skulle et forlag overhovedet vælge at udgive sådan en amatørhybrid mellem Star Wars og Battlefield Earth? Tjah. Man kunne jo overveje, om der ikke skulle være et vist personsammenfald mellem forlægger Alex Ahrendtsen (DF) og forfatter Jonas Mang.

Romanen udkommer som e-bog, og det elektroniske format stiller anmelderen over for helt nye udfordringer. Bedst som man halvt gennem Kronografen har spidset pennen og lagt an til et strålekanonangreb af perfiditeter om mangelfuld korrektur, lander en e-mail fra forlæggeren med link til et nyt anmeldereksemplar, hvor fejlene skulle være rettet. Helt stram med stavekontrollen har Lysias dog heller ikke været i anden omgang: Man har sjældent »udenforståender« med andre, og »progromer« behøver de gode mennesker vist ikke at frygte i kampen med carcoonerne.

Og da generalen »kontaktede sin sikkerhedschef op«, kom denne anmelder uvægerligt til at mumle: »Scotty, beam me up.«

Weekendavisen, 15.03.2013

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *