Sangbog. Pragtværk i fornemt format hylder en af Danmarks store sangskrivere.

Justin Hummerston og Morten Ehrhorn (red.): Jan Toftlund – Flagermussang og sjælemedicin. 600 sider i stort format. Vejl. pris 449 kr. Forlaget Ehrhorn-Hummerston.

Af RASMUS DAHLBERG

For ti år siden slæbte jeg min daværende hustru med til teaterkoncerten Friheden Tur/Retur, som spillede i Odense.

Musikerne Lasse Helner, Benny Holst og Kell Dalager hyldede den afdøde sangskriver Jan Toftlund. De tre herrer var påvirkede af både følelser og andet under koncerten, som handlede om meget mere end nyfortolkninger af gamle sange. Jeg tror ikke, min kone kunne lide det. Jeg selv havde derimod svært ved at rejse mig, da tonerne døde ud, så meget rystede mine knæ.

Jan Toftlund blev født i 1949 i København og voksede op som skilsmissebarn. I skolen udviste han en gennemført mangel på interesse for afleveringsfrister og andre formaliteter, men meget symptomatisk indkasserede han en topkarakter i dansk, da han langt om længe tog sig sammen til at få skrevet det digt, som læreren havde bedt om. Det handlede om en mor, som stod ved sin faldne søns krigergrav.

Efter skolen kom han i lære som shippingelev i DFDS, men hverken han eller rederiet nød godt af den konstellation, ikke mindst pga. den unge Toftlunds hang til at skrive digte i arbejdstiden.

Som 17-årig fik han trykt sit første digt i B.T., men forlagene afviste igen og igen hans arbejde med den begrundelse, at han var for ung.

I stedet uddannede han sig til sygehjælper og kom i den forbindelse i kontakt med de grummeste sider af samfundet og livet dels i psykiatrien, dels på Kommunehospitalets kræftafdeling.

Meget af det, han observerede under sin uddannelse og som medarbejder på Kofoeds Skole, fandt senere vej ind i hans sange, for eksempel Kræft om en håndværkermester, som blot venter på at blive udfriet af døden.

Det var naturligt for Toftlund altid at tage de svagestes parti, og han var selv fascineret af venstreorienterede kræfter som Baader-Meinhof. Hans aktivisme udmøntede sig dog i digtning fremfor bombning – men med samme indignation og kraft som de vesttyske terrorister.

Jan Toftlund debuterede som sanger i Vise Vers Huset i Tivoli i 1972 sammen med guitaristen Erik Grip, og året efter var han pladeaktuel med Bagsidesange, produceret af datidens store bagmand i folkemusikken, Peter Abrahamsen.

Derefter gik det slag i slag med plader, koncerter, fester og venskaber. Med en manisk trang til at udtrykke sig skriftligt sprøjtede Jan Toftlund tekster ud, og det var da også det skrevne ord, som stod stærkest hos ham som kunstner.

Han var ingen virtuos på guitaren, og nogen stor sangstemme havde skæbnen ikke begavet ham med. Ofte kom ordene mere ud som tale end toner, men det var meningen, der betød noget, og den fangede hans publikum. En svær leddegigt, et skrøbeligt hjerte og et umådeholdent forbrug af piller og alkohol belastede Jan Toftlunds legeme, men alligevel levede han ti år længere, end lægerne havde troet. Han var fast gæst på den Midtfyns Festival, som hans ven, kromanden Peter Færgemann fra Ryslinge, havde startet, og han nåede at få den femtende med i 1990. Han døde et par dage efter.

Jan Toftlund indtager en særlig plads i dansk kulturhistorie.

Han opnåede aldrig et egentligt folkeligt gennembrud, udover med Syrenprinsessen, som Mathilde Bondo satte musik til, og som Kim Larsen gjorde til folkeeje.

Sin egen karriere som udøvende musiker drak han op på de værtshuse, som han på samme tid observerede knivskarpt og selv blev offer for, så teksterne lidt efter lidt forsvandt ud af erindringen, når han sad på scenen. Den indledende ti sider lange tekst er skrevet efter netop sådan et besøg og er en alkoholiseret kunstners hudløst ærlige beretning om endnu en aften på vej nedad: »Jeg traskede af, overvældet, med mekaniske bevægelser. Stirrede slagent frem for mig med brudte øjne. Foroverbøjet, med halvåben mund. På nedtur. Mit første skridt jokkede Cecilpakningen helt flad. Og jeg var ellers lige begyndt at forlige mig med den.«

For en anmelder årgang 1977, som i mange år har lidt under at være født ca. 30 år for sent, hvad kultursmag angår, er Jan Toftlund vores hjemlige svar på Bob Dylan, Ulf Lundell og Jack Kerouac i én og samme person.

Jeg kom et par år for sent til Midtfyns Festival til at opleve ham. Nu foreligger der så et pragtværk af en bog med samtaler med dem, der kendte Toften, og fotografiske gengivelser af et stort udvalg af både hans kendte og ukendte tekster fundet i en kuffert hos hans efterladte samlever Benter. Ved at affotografere Toftlunds maskinskrevne ark, får vi alle hans kommentarer med, og man kan sågar se, når han har været særligt indigneret under skrivningen, for så har skrivemaskinen næsten revet hul i papiret.

Værket kommer på fornem vis omkring alle aspekter af Toftlund: Der er et ærligt interview med Annette, som indvilligede i at gifte sig med den drømmende digter, som var mest tryg, når han sad om natten og skrev på sine sange, mens han vidste, at hun og sønnen Rasmus lå og sov lige inde ved siden af.

Og hverken de musikalske venner Erik Grip eller Lasse Helner lægger fingrene imellem i beskrivelserne af Toftlunds monumentale alkoholmisbrug. Også 1970ernes folkscene får vi et spændende indblik i gennem interviews med blandt andre Peter Abrahamsen og musikeren Søren Engel.

Samtalerne er gengivet uden forstyrrende citationstegn, men man ved alligevel, hvem der taler, og at de mener, hvad de siger.

Fremragende portrætfotos og flotte gengivelser af gamle privatfotos flankerer interviewene, og den grafiske tilrettelæggelse udnytter det i sig selv imponerende format på 27×25 centimeter optimalt. Bogen er en rendyrket æstetisk nydelse – og samtidig er teksten korrekt og flydende på et niveau, hvor kun de færreste etablerede forlag kan følge med. Det er godt gået af de to ildsjæle Hummerston og Ehrhorn, som – fornemmer man – har haft fingrene nede i hver eneste detalje fra idé til indbinding.

Jan Toftlund levede hårdt og døde ung. Med denne bog har han fået et monument, som er hans format som kunstner værdig. Den er et åbent landskab af samfundssind og digterkunst.

Weekendavisen, 01.03.2013

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *