Autoerotik. En forsker ved Københavns Universitet går hele vejen ?med sin litterære selvudløsning.
Jørgen Olsen: Blåt chok. 204 sider. Vejl. priser 49 kr. (ePub), 99 kr. (paperback) på saxo.com. Eget forlag.
Af RASMUS DAHLBERG
For en ansat ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet må det være umuligt at læse professor Jørgen Olsens forsøg på en kriminalroman distanceret og objektivt.
I startscenen deltager en af hovedpersonerne, den konstant liderlige lektor Paul Bruhn, i et vurderingsmøde om ph.d.-ansøgninger, og her følges et andet rådsmedlems præsentation af et forskningsprojekt om pornografiens skadelige virkninger på ungdommen op af en indre monolog om, hvor dejlig analsex er, og hvor meget unge piger nyder det, efterfulgt af en diskvalificerende vurdering.
For en anmelder, som ihvorvel har modtaget en del afslag på sådanne ansøgninger dog om andre emner inden for de senere år, er det en hårrejsende scene.
Romanen handler vistnok om biologen Paul Bruhn, som vikles ind i et spil om sadomasochistiske fantasier og lesbiske latexkvinders hævntogter udløst af hans store ønske om at blive forfatter (sic!).Fritidsskriveriet om et måske sandt, måske opdigtet pædofilt forhold mellem en dominerende mand og en undertrykt kvinde får store konsekvenser for den liderlige lektor.Vi følger på skift en række personer, bl.a. journalisten Jeppe Nytunnel (sic!), som mildest talt har sine egne lumre hemmeligheder, måske forstærket af en uheldig exit fra Irak og den pæne del af medieverdenen, og politimanden Benny, som går i swingerklub med lillemor og derudover betjener sig af lige dele øretæveindbydende dialog og utroværdige opklaringsmetoder.Selvfølgelig optræder der også en vis »hjernefusker«, som har kneppet både rektor og ministeren, i fortællingen, hvis skift mellem synsvinkler og narrative logik det dog ikke falder inden for undertegnedes evner at rumme i en anmeldelse.
Blåt chok er et eksempel på konsekven-serne af den nye teknologis indmarch i bogbranchen. I de gode gamle dage ville et manuskript som dette være blevet afvist af ethvert forlag med respekt for sig selv hvilket det ifølge et interview med forfatteren da også blev.
Men hvor en kold afvaskning fra Klareboderne og Landemærket tidligere fik de fleste forfatterspirer til at genoverveje, om ikke skuffen var den rigtige modtager for deres værk, virker beskeden om, at du skal »arbejde med sproget i romanen« i dag oftere som en rød klud i ansigtet på en tyr, som allerede har taget tilløb til at springe over den laveste del af gærdet ind til forfattermarken.Jørgen Olsen er imidlertid befriende ærlig, når han af Universitetsavisen bliver spurgt, om den manglende blåstempling fra et etableret forlag ikke har fået ham til at tvivle på romanens kvaliteter: »Nej, det har jeg ikke. Der er passager i den, som jeg er rigtig glad for og i forhold til, hvad der ellers bliver udgivet, er den lige så god. Hvis James Price og Søren Ryge kan få udgivet en kogebog, kan jeg også. Litterært set er den ikke værre end Fifty Shades of Grey, og den er helt klart de 49 kr. værd, som en e-bog koster.«
Denne anmelder læste Blåt chok på en weekendtur til Sverige, mens kæresten netop fordybede sig i første bind af Fifty Shades-trilogien. Fra tid til anden spurgte hun nysgerrigt, om der »havde været noget sex endnu« for det havde der ikke været i hendes bog. Og ja, det havde der. Halleluja, det havde der. Endnu før hendes Anastacia havde reflekteret over det frække i at bruge sin dominante elskers tandbørste, havde min Paul Bruhn for længst udført eksperimenter med dyr, som ikke engang Findus’ leverandører af hakket kød til færdiglasagne ville have fantasi til.
Og hvad er så dommen over Blåt chok? Ingen. Der skal slet ikke fældes en dom. Når man ikke udkommer på et rigtigt forlag, er det vel unfair at skrive en rigtig anmeldelse i en rigtig avis.Sproget i romanen er elendigt, plottet hullet som en schweizerost, persontegningen på niveau med De Grå Sider. Men respekt til Jørgen Olsen for at springe ud af skabet på en så eksplicit måde. Det bedste i romanen er faktisk sexscenerne, for ja, det ER sgu lidt frækt med blondiner i stramme gummidragter, og så beskrivelserne af universitetsverdenen set indefra. Angiveligt fandt Gyldendal, at netop det var alt for internt til at interessere læserne. Men så er det jo godt, at professor Olsen kunne (ud)komme selv.
Weekendavisen, 15.02.2013