Fængslende. Forrygende roman åbner porten til landet, hvor fanger forsvinder ned i fængselsminer for aldrig at dukke op igen.

Adam Johnson: De stjålne liv. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 552 sider. Intropris indtil december: 200 kr. Politikens Forlag.

Af RASMUS DAHLBERG

Efter at have anmeldt Blaine Hardens dokumentariske Flugten fra Camp 14 (31.08.2012) om lejrfangen Shins rædselsberetning forekom det usandsynligt, at en anden bog ville kunne frembringe et endnu stærkere ønske hos denne anmelder om at give de nordkoreanske ledere historiens største endefuld.

Men det lykkes Adam Johnson, som underviser i skrivekunst ved Stanford University, at tegne et så gennemgribende rystende billede af livet og mentaliteten i Nordkorea, at man sidder helt tom tilbage indeni og bare ville ønske, at dette var en aparte social fantasi udtænkt af en syg fiktionsforfatter.Johnsons roman er imidlertid baseret på omfattende research, og selv om personerne i De stjålne liv – på nær Den Store og Den Kære Leder – er opdigtede, bør man nok ikke gøre sig nogen forhåbninger om, at det står bedre til i virkeligheden nord for den 38. breddegrad, på den koreanske halvø. Hele bogens univers er bygget op omkring de forskruede forestillinger om hengivenhed til Den Demokratiske Folkerepublik Korea, som via et enormt og tæt forgrenet system af overvågning, stikkerkultur og institutionaliseret uretfærdighed fastholder befolkningen på cirka 25 millioner i et limbo udspændt mellem lurende hungersnød og kvalm helgendyrkelse af både døde og hjernedøde ledere.

Hovedpersonen er Pak Jun Do, søn af en forsvunden mor og en far, som driver et børnehjem, hvilket i nordkoreansk terminologi betegner en arbejdsanstalt, hvorfra forældreløse børn udkommanderes til opgaver i malmminerne eller bliver drevet ud for at rydde landminer på den gode gammeldags måde. Jun Do får ingen særbehandling, tværtimod. Han må lide den tort både at leve som forældreløs og få tildelt de hårdeste tjanser, fordi hans magtfulde far ikke vil risikere en anklage for at begunstige sit eget kød og blod. Resultatet er en ung mand, som er gjort af et helt særligt stof, og det bliver naturligvis bemærket af mørkets fyrster i Pyongyang.

Vi følger Jun Dos uddannelse som professionel kidnapper og er med på absurde missioner i Japan, hvor små nordkoreanske kommandohold udfører bestillingsopgaver for eliten i hovedstaden. For eksempel har en af Kim Jong-Ils betroede forelsket sig i en bestemt japansk operasangerindes smukke stemme, og så bliver hun simpelthen afhentet og pakket til forsendelse, som var hun en artikel i et katalog fra Daells Varehus. Det er dybt fascinerende at få indblik i personernes indbyrdes diskussioner om det, de har gang i, ikke mindst de evindelige løgnehistorier som konstant bliver fabrikeret for at tilfredsstille de højere magter i systemet.Senere står Jun Do til søs som radiomand på en fiskekutter, hvor han ved hjælp af primitiv teknologi lytter med på fjendens frekvenser. For at forhindre afhopning tillader styret normalt kun gifte søfolk at sejle tæt på fremmede kyster, men Jun Do er ugift, og for ikke at påkalde sig opmærksomhed fra amerikanerne, når det gode skib Junma regelmæssigt bordes, får han tatoveret Sun Moon, Nordkoreas smukkeste skuespillerinde, på sit bryst. Gennem et kompliceret og ualmindelig opfindsomt plot får netop denne tatovering stor betydning for Jun Do, når han i romanens anden halvdel hvirvles ind i en særdeles speget politisk sag.

De stjålne liv er forrygende velskrevet og skruet så godt og overraskende sammen, at man simpelthen ikke aner, hvad der kommer til at ske på de næste sider, men alligevel konstant føler, at der er rød tråd og mening i det ikke-lineære plot.

Fortælleformen, hvor romanen er opdelt i to lige store dele med hver sin stil og sprog, vidner om et lettilgængeligt litterært overskud hos Adam Johnson, som p.t. kun matches af Auster og Murakami. Læg hertil frugten af forfatterens årelange research, som giver et uafrysteligt og bedrøveligt indblik i nordkoreanske fænomener såsom fængselsminer, henrettelse ved åreladning og de såkaldte pubyoker – aldrende forhørsledere, som brækker deres egne hænder i den tro, at knoglerne vil vokse styrket sammen.Dette er intet mindre end et mesterværk af en roman – med klassikerpotentiale. Og oversættelsen er ligeledes fremragende. Sæt den på ønskesedlen til jul nu.

Weekendavisen, 09.11.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *