Sygepleje: Først skyder vi banditterne – så forsøger vi at redde deres liv

Christian B. Kummerfeldt: Forhøjet beredskab – en feltsygeplejerskes beretning. 296 sider. 300 kr. Nyt Nordisk Forlag.

 

Køb bogen hos saxo.com.

Af RASMUS DAHLBERG

Når en soldat eller en civil såres alvorligt af skud, flyvende fragmenter eller trykbølgen fra en vejsidebombe, som slår op gennem bunden af et køretøj, begynder den gyldne time øjeblikkeligt. Fra det øjeblik, skaden er sket, tæller uret ned fra 60 minutter. Hvis den tilskadekomne inden for dette tidsrum når at få professionel behandling, er der ofte god mulighed for at overleve. Ellers ser det skidt ud for traumepatienten. Herhjemme er det forbipasserendes evne til at give førstehjælp og den præhospitale indsats fra akutlæger og paramedicinere, som gør den store forskel. I Afghanistan er det specialtrænede soldater, helikopterreddere og læger og sygeplejersker på felthospitaler, som står på vagt mellem liv eller død for de sårede.

Christian Kummerfeldt har gennemført to udsendelser til Afghanistan, hvor han har gjort tjeneste i hhv. Camp Bastion og Kandahar, og hans oplevelser får vi nu serveret i bogform iblandet lidt erindringer om en lykkelig barndom med en sygeplejerskemor og en far i flåden. Forfatterens personlige historie er med al respekt relativ uvedkommende, men fylder heldigvis ikke mere end højst nødvendig og fungerer således som en udmærket rammefortælling omkring dét, der gør Christian Kummerfeldt interessant: at han har set krigen fra én af dens grummeste sider, og at han sat sig ned og skrevet om det, så vi andre også kan få indblik heri. Godt nok uden stanken af brændt kød og skrigene fra en mand, som lige har fået sprængt begge ben af, men alligevel.

Vi står ved traumelejet og venter på helikopterne sammen med personalet, og det er helt klart i disse blod- og spændingsfyldte scener, bogen lever bedst. Forfatteren er forståeligt nok bedre rustet til at forklare, hvordan man anlægger et knebelpres, end han er til at trække småstatslinjer fra nederlaget i 1864 til kampene i Helmand. Det grundlæggende paradoksale i, at man anvender enorme ressourcer på først at slå fjenden ihjel på mest effektiv vis, hvorefter man går lige så langt for at redde hans liv, kommer Kummerfeldt aldrig rigtig ned i substansen i. Allerbedst er indblikket i prioriteringen af sårede, det psykiske arbejdsmiljø på felthospitalet og især danskernes kvababbelser med at modtage sårede danske soldater på lige vilkår med andre nationaliteter. Her er der masser af supplerende viden og spændende erfaringer at hente for læsere af f.eks. Lars Møllers Vi slår ihjel – og lever med det  og Finn Warburg I fulde åndedrag  (anm. 03.02.2012).

Fagligt er der, hverken hvad det milltære eller sundhedsmæssige angår, noget at komme efter ud over en henvisning til ”US Marineforce”, som må være ”Marine Corps.” Til gengæld flyder det gennem manuskriptet med klicheer af ”ude med riven”-arten i irriterende citationstegn. Forfatteren takker i efterordet sin forlagsredaktør for at have ryddet op i hans til tider ”farverige” (sic!) sprog. Hun kunne godt have været endnu mere ude med riven. Til gengæld er der god felthospitalshumor i bogen, f.eks. da en kirurg, som efter at have fjernet en kvart coladåse fra en ung soldats bagdel, hvor den er endt efter en vejsidebombeeksplosion, bemærker, at det da er godt, at drengene i felten passer på deres helbred. Det er nemlig en cola light. Man mærker Kummerfeldts begejstring for den tragikomiske tone i tv-serien M*A*S*H, som der da også citeres flittigt fra.

Feltsygeplejerskens beretning skriver sig ind i den efterhånden velvoksne krigslitteratur om det danske engagement i Afghanistan på den patriotiske fløj sammen med Kim Hundevadts I morgen angriber vi igen og Lars Ulslev Johannesens De danske tigre. Taleban er fjenden, heltene er ISAF-styrkerne, og den ”anmelder og kommentator”, som kritiserede de danske soldaters adfærd i filmen Armadillo, stemples som uvidende og utroværdig. Tankevækkende er det dog, at Kummerfeldt i sit kapitel om ”Børnene” igen fremhæver Taleban som ondskaben selv, men udelukkende beskriver behandlinger af børn, som enten er kommet til skade ved ulykker eller er blevet frygteligt forbrændt af vildfarne ISAF-bomber.

Som også Morten Mathiasen i Såret i Afghanistan (anm. 16.12.2012) har Christian Kummerfeldt en holdning til det danske samfunds mangel på taknemmelighed og anerkendelse for krigsindsatsen. Det kommer til udtryk i en scene, hvor en pizzabager i Fjerritslev med indvandrerbaggrund giver en flaske vin som tak for, at Kummerfeldt er taget ud i verden for at hjælpe. Det er, som bogen generelt, på grænsen til det patetiske, men samtidig ærligt og redeligt.

Weekendavisen, 5.10.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *