Udlængsel. Unik øjenvidneskildring fra en af de mørkeste kroge af skændslernes indhegning.

Blaine Harden: Flugten fra Camp 14:– Én mands utrolige rejse fra Nordkorea til friheden i Vesten. Oversat fra engelsk af Birger Petterson. 269 sider. 249 kr. Kristeligt Dagblads Forlag.

Køb bogen hos saxo.com.

Af RASMUS DAHLBERG

Det er meget få bøger, som har givet denne anmelder trang til at erklære et land krig, men Blaine Hardens beretning om flygtningen Shin er blandt dem.

Nordkorea er et udpint, martret samfund, hvis befolkning i mere end et halvt århundrede systematisk er blevet undertrykt, misbrugt og vanrøgtet af en syg og inkompetent magtelite.

Kim-dynastiets perverterede insisteren på at holde fast i en fejlslagen selvforsyningsideologi viser med al tydelighed sandheden i tale-måden om, at fanatisme er, når man fordobler indsatsen efter at have glemt målet.

Det synes ligefrem absurd, at vi (verdenssamfundet) roder os ud i den ene krig efter den anden rundt omkring i verden uden mål og med, når der på den koreanske halvø lige nord for den 38. breddegrad ligger en så presserende opgave foran os. Det forudsætter naturligvis, at motivet for at føre krig eller på anden vis lægge moderat fysisk pres på lederne i Pyongyang skulle være ønsket om at sikre menneskerettigheder, anstændighed og retfærdighed og ikke mere snævre økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser.

Blaine Harden (f. 1952) er en af de tunge drenge i amerikansk journalistik.

Som fast skribent for TIME Magazine og The Economist og tidligere korrespondent for Washington Post i Asien, Afrika og Østeuropa kender han en god historie, når han støder på én.

Og netop en god historie var, hvad den unge nordkoreaner Shin gemte på, da de to mødtes første gang i vinteren 2008. Mindre end fire år tidligere var han undsluppet fangelejr nummer 14 i Nordkorea og havde på egen hånd fundet vej til Kina og herfra videre til Sydkorea. Nu sad han på en restaurant og løftede modstræbende sløret for de uhyrligheder, de første 22 år af hans liv havde budt på. Journalisten lyttede, måbede og skrev, først en forsideartikel til Washington Post og senere denne bog om Shins historie, der er så grusom, at ingen anmeldelse vil kunne yde hverken den eller Hardens velskrevne og sobre fremstilling retfærdighed. Alligevel må det prøves.

Shin Dong-hyuk udmærker sig ved at være den eneste lejrfødte fange, som nogensinde er undsluppet til Vesten. Han blev født og tilbragte hele sin barndom, ungdom og begyndelsen af voksenlivet bag højspændingshegnet omkring den enorme fangelejr, som ligger omkring 80 kilometer nord for hovedstaden Pyongyang i det uvejsomme, bjergrige nordkoreanske landskab. Sydkoreas efterretningstjeneste mener, på baggrund af satellitbilleder, at der i alt findes seks af disse lejre, hvoraf den største er 50 kilometer lang og 40 kilometer bred. Bag indhegningerne befinder hundredtusindvis af nordkoreanere sig, som på en eller anden måde er kommet på kant med regimet, i et gruopvækkende limbo. Domstolene i Nordkorea er rene marionetteatre for regimet, og det er mere reglen end udtagelsen, at de politiske fanger aldrig får oplyst, hvad de står anklaget for.

Der findes lejre, hvor de indsatte kan være så heldige at blive sluppet fri igen, når de har lært tilstrækkelig meget af den officielle ideologi udenad, men sådan fungerede det ikke i Lejr 14, hvor Shin blev født i 1983.

Indsættelse her var i praksis en dødsdom: Enten endte livet med en henrettelse for brud på én af lejrens ufravigelige regler, eller også gjorde støvet i kulminerne en tidlig ende på trængslerne for de uheldige, som efter endt »skolegang« (bestående af lige dele ydmygelse, afstraffelse og udenadslære) blev udpeget til at henslæbe deres dage i de sorte huller dybt under jorden. De heldige – som Shin – kom på lejrens tekstilfabrik og nøjedes med at få tæsk, når symaskinerne gik i stykker med jævne mellemrum.

Hvori bestod Shins forbrydelse? Den var såmænd nedarvet som et dårligt gen, der med tiden med sikkerhed udvikler sig til en dødelig cancer. To af hans onkler flygtede fra Kim Il-sung efter grundlæggelsen af Nordkorea efter Anden Verdenskrig. Fordi den nordkoreanske lovgivning straffer i tre generationer frem og tilbage, endte både Shin og hans forældre i Lejr 14. Denne kollektive afstraffelsesform, hvor børn og børnebørn, forældre og bedsteforældre må sone deres slægtninges brøde, er så afskyvækkende, at man rejser sig i vrede og går et par gange rundt om lænestolen under læsningen i afmagt over ikke at kunne give Kim Jong-un, seneste skud på stammen af uduelige nordkoreanske magthavere, en kagstrygning.

Kærlighed mærkede Shin ikke meget til i lejren, hvor den daglige kamp for mad også omfattede selv nære familierelationer. Han ser sin egen mor og bror blive henrettet, men volden og sulten er ikke engang det værste: Den konstante psykiske terror fra stikkertruslen kryber under fangernes tynde hud sammen med bylder, insekter og snavs i ufattelige mængder. Shins arme er krumme efter børnearbejde, og da Blaine Harden møder ham, opfylder han de statistiske forventninger til nordkoreanere, hvad angår undervægt og misvækst.

Shin var simpelthen så uheldig at blive født i helvede, og alt talte for, at han ville ende sine dage som tusindvis af andre indsatte i de nordkoreanske fangelejre. Men han formåede på mirakuløs vis at overleve længe nok til at møde en veluddannet medfange, som havde rejst i bl.a. Østtyskland, inden han var faldet i unåde hos regimet, og derfor kunne berette om en verden uden for lejren og Nordkorea. Sammen iværksatte de to den 2. januar en dårligt planlagt flugt fra Lejr 14, men kun Shin slap væk med stanken af sin kammerats brændte kød hængende i næseborene. Held og stædighed førte ham først over grænsen til Kina og siden via Shanghai til Sydkorea, hvor han ligesom så mange andre flygtninge fra det gennemmilitariserede, ødelagte broderland blev mødt af en mærkelig mangel på forståelse og frustrerende ligegyldighed. Sydkoreanerne frygter fjenden i nord, men der er ikke opbakning i befolkningen til en mere offensiv kurs, fordi man ved, at en eventuel genforening vil blive ufattelig dyr – proportionalt set mere end to en halv gang vesttyskernes pris for at opsluge deres fejlslagne halvbror.

Bogen er bygget kronologisk op og rekonstruerer så meget af Shins liv, som det er muligt ud fra hans egen sparsomme viden om forældrene og deres skæbne i lejren. Selve flugten fylder ikke så meget, men det gør ikke noget, for det er indblikket i lejrens magtforhold, som er det mest interessante. Her møder vi lærere, fangevogtere og sjakledere, som for alvor holder erfaringerne fra Auschwitz i hævd. Da først hegnet er passeret, følger vi Shin hele vejen til USA, hvor han involverer sig i arbejdet for at udbrede kendskabet til Nordkoreas helvedeslejre, som desværre stadig er en realitet. Hans bekymring er, at regimet i Pyongyang før eller siden vil vakle så meget, at de begynder at ryste på hånden og præventivt slår alle indsatte ihjel for at slette alle sporene. Det vil være en gentagelse af Nazitysklands forbrydelser mod menneskeheden, bare med den ekstra finesse, at Kim Il-sung, Kim Jong-il og nu også Kim Jong-un udelukkende har rettet skytset mod deres egne borgere. Disse lejre er en skamplet på vores kollektive samvittighed, og man kan kun håbe, at Blaine Hardens stærke fremstilling af Shins endnu stærkere historie kan bidrage til at åbne verdens øjne for denne udåd. Som den sobre journalist Harden er, tager han sine forbehold, fordi han i sagens natur ikke har kunnet få store dele af Shins beretning bekræftet af andre kilder. Det er for så vidt ikke nødvendigt. Hvis bare en tredjedel af den unge nordkoreaners fortælling er sand, er det stadig så ubærlig en historie, at den må frem.

Weekendavisen, 31.o8.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *