Glemt og gemt. Jødiske børn blev stuvet af vejen i Danmark, da forældrene flygtede til Sverige.
Kirsten Nilsson: De gemte børn. Beretninger fra anden verdenskrig. Forord af Sofie Lene Bak. 198 sider. 270 kroner. Gyldendal.
Tiden er inde til at indsamle vidnesbyrd fra de sidste af dem, som oplevede Anden Verdenskrig på egen krop og sjæl. For nylig har vi fået gode bøger om kvinderne i modstandskampen (anm. 06.07.2012) og krigssejlerne (anm. 20.07.2012), og nu er turen kommet til endnu et dystert og bemærkelsesværdigt ubeskrevet kapitel i besættelseshistorien: de mindst 144 børn af jødiske forældre, som blev efterladt i Danmark, da forældrene over hals og hoved måtte flygte fra nazisterne i oktober 1943.
Tidligere var historikerne af den opfattelse, at alle jødiske børn flygtede fra Danmark sammen med forældrene. Det er i hvert fald, hvad der har stået i bøgerne. Men nu er historierne om disse såkaldt »gemte børn« kommet frem, fordi Dansk Jødisk Museum for nogle år siden systematisk begyndte at indsamle informationer om dem. I foråret 2009 var det lykkedes museet at finde frem til 25 gemte børn, men da Politiken bragte en række artikler om emnet skrevet af Kirsten Nilsson, kom der for alvor skred i sagen. I løbet af få dage firedobledes antallet af navne på museets liste, og de mange skæbner fik mulighed for at møde hinanden og udveksle historier. Kirsten Nilsson kunne nu fortsætte sin jagt på disse hidtil ukendte beretninger fra besættelsen.
Der var først og fremmest tale om helt små børn, som blev efterladt, da forældrene flygtede til Sverige. En typisk årsag var, at de fiskere, som sørgede for den farefulde overfart, ikke ville have småkravl med, fordi barnegråd kunne afsløre hele den illegale menneskelast. Der var dog også jødiske forældre, som overlod deres afkom til mere eller mindre fremmede, fordi de ikke mente, at spædbørn »var mennesker«, samt at det ville blive for besværligt have et lille barn med under flugten.
Bogen er fuld af hjerteskærende historier, som mest af alt viser den parathed til at hjælpe folk i nød, som heldigvis kendetegnede store dele af befolkningen under besættelsen. En dag løber Tove et ærinde hos Slagter Rasmussen i Gilleleje, og da en tysker kommer ind i butikken, inviterer slagterkonen resolut den lille jødiske pige ind i baglokalet for at se de kanariefugle, som kun eksisterer i øjeblikkets improvisation.
Usikkerheden, adskillelsen, fremmedgørelsen og fornægtelserne har »socialt invalideret« flere af fortællerne, for eksempel Finn, som voksede op og blev læge ligesom sin far, men som ikke kunne tåle sin mors omklamrende forsøg på at kompensere for den kærlighed, hun ikke gav ham under fraværet. Et gennemgående tema er »det taler vi ikke om«-tilgangen, som mange af de gemte børn oplevede deres biologiske forældre vælge efter genforeningerne i sommeren 1945. For Lennart betyder det, at han overhovedet ikke har nogen historie at fortælle og det er næsten det værste.
Også konflikterne mellem børnenes biologiske, men fraværende forældre og de midlertidige, men meget tilstedeværende erstatninger står stærkt. Desværre forløser Kirsten Nilsson ikke helt de spændende beretningers potentiale. Problemet med bogen er, at de 11 interviewbaserede kapitler er holdt i en upersonlig, refererende form, som giver læseren en underlig oplevelse af at sidde med en samling rapporter fra de sociale myndigheder, fremfor en vedkommende bog om stærke, personlige emner.
Der er øjeblikke, hvor man virkelig føler med Lone, hvis mor tæver hende gul og blå, og Lennart, som under et foredrag med historikeren Sofie Lene Bak rystes, da han genkender sin egen historie. Men beretningerne kunne som helhed have levet langt bedre, hvis Kirsten Nilsson havde ladet stemmerne fra historien få en mere fremtrædende plads. Bogen er til gengæld fint illustreret med dels en række privatfotos, som viser de gemte børn hos deres plejeforældre, dels gode nutidige portrætfotos taget af Sara Galbiati. Sofie Lene Baks forord, komplet med litteraturhenvisninger, er ganske velfungerende.
Resultatet er en interessant, men lidt tynd historiebog om et relevant emne, som havde fortjent en lidt bedre formidling. Læs den alligevel for forordet og skæbnerne bag referaterne.
Weekendavisen, 03.08.2012