Undergang. Endnu en bog tager livtag med århundredets katastrofe fra en dansk vinkel.

Af RASMUS DAHLBERG

Jesper Hjermind og Mette Hjermind McCall: Titanic – De Danske Fortællinger. 192 sider. 299 kr. Forlaget Viborg.

Søndag den 14. april 1912 damper verdens største og mest luksuriøse passagerskib Titanic over et stille Atlanterhav på sin jomfrurejse fra Southampton til New York. Om bord er 1.316 passagerer og 885 besætningsmedlemmer -– blandt dem 13 danskere. Der er bl.a. ølkusken Hans Peter, frisøren Claus Peter, stewarden Charles Valdemar og tjenestepigen Karla. Og så er der lokomotivkonstruktøren Jacob Milling fra Odense. Han rejser på 2. klasse og har tilbragt en stor del af rejsen i skibets bibliotek, hvor han har skrevet breve og betragtet havet gennem de store dobbelte vinduer. Milling er særligt interesseret i de teknologiske landvindinger, som Titanic er et storslået udtryk for, og derfor opsøger han denne søndag formiddag purserens kontor for at udfylde et marconigram til hustruen Augusta hjemme i Odense. Der er imidlertid travlhed hos telegrafisterne, for Marconi Companys trådløse telegraftjeneste er en sensationel nyskabelse på havet. Først ud på aftenen, da Titanic kommer inden for rækkevidde af den canadiske kyststation Cape Race, får Milling afsendt sit telegram med kodeordet ABANAPAS: »Har det godt, stille vejr, skibet udmærket, morer mig, godt rejseselskab, dejlig rejse.« Alt over ti bogstaver koster nemlig ekstra. Derefter vender Milling tilbage til sit rejseselskab, som bl.a. tæller den 27-årige Edwina Trout, som den danske lokomotivekspert har fået et hjerteligt, men absolut sobert forhold til under rejsen. Fem timer senere rammer Titanic et isbjerg og går ned med tab af 1.490 menneskeliv. Edwina Trout er blandt de reddede og når at fejre sin 100 års fødselsdag. Jacob Millings hustru modtager ægtemandens telegram, tre kvarter efter at Titanic er forsvundet i Atlanterhavet. Da er han død. Der var kun plads til halvdelen af de 2.201 ombordværende i redningsbådene. »Man legede Himmelspræt med Skæbnen«, skrev den danske presse bittert.

Historier som denne har nu gennem et århundrede holdt liv i fortællingen om Titanics forlis: Den ukuelige tro på fremskridtet og teknologien, der en stille nat led et skibbrud, som stadig i 2012 genererer overskrifter som »Vor tids Titanic«, når et krydstogtskib kæntrer i Middelhavet. Museumsinspektør Jesper Hjermind og journalist Mette Hjermind McCall (med base i USA) har skrevet den anden bog om de 13 danskere på Titanic, som er udkommet her op til hundredårsdagen. Michael Müllers bog om emnet (anmeldt i WA 05.11.2011) var en sproglig og indholdsmæssig katastrofe, som aldrig burde have forladt beddingen på Gyldendal. Hjermind og Hjerminds bygger på et langt mere solidt fundament, men lider desværre af nogle af de samme problemer som Müllers – først og fremmest, at udvælgelseskriterierne for dens hovedpersoner i sagens natur er temmelig arbitrære. At ville fortælle historierne om 13 personer, som tilfældigvis befandt sig på samme sted på et bestemt tidspunkt, men som for de flestes vedkommende ikke kendte hinanden eller mødtes, kom fra vidt forskellige baggrunde med lige så forskellige mål, og hvis sidste timer vi kun for de to overlevende kvinders vedkommende ved ret meget konkret om, fordi hun som den eneste overlevede, er en formidlingsmæssig udfordring. Desværre lykkes forfatterne kun delvis med deres ambitiøse projekt. Bogen emmer af viden og begejstring for emnet, men i stedet for at fremstå som et elegant koncentrat, sidder man som læser tilbage med en forpustet følelse af være blevet vist rundt i øst og vest af en vidende, men ufokuseret guide.

Forsøgene på at presse danske vinkler ned over en i sandhed international katastrofe fremstår nærmest krampagtige. Damperen Birma, der på skæbnenatten modtog et telegram med et nødsignal fra Titanic, omtales således som et »dansk fartøj«. Men Birma var ejet af Det Russisk-Østasiatiske Kompagni, stiftet 1899 af H.N. Andersen som datterselskab, og hjemmehørende i russiske Liepja i nutidens Letland, hvorfor Birma formelt set var et russisk skib. Ellers burde Hjermind og Hjermind også omtale Titanic som et amerikansk skib, eftersom det britiske rederi White Star Line i april 1902 var blevet solgt til finansmanden J.P. Morgans trust International Mercantile Marine i USA.

Historien om Titanics forlis er omgærdet af myter, konspirationer og indædte diskussioner mellem titanicologer om en række centrale forhold – ikke mindst det såkaldte »spøgelsesskib«, som blev observeret under forliset, men undlod at komme det nødstedte passagerskib til hjælp. Her placerer forfatterne sig på den apologetiske fløj med en delvis frikendelse af kaptajnen på Californian. Men når Walter Lords berømte »En nat man husker« (1956) omtales som »en af de bedste, mest akkurate beskrivelser« af katastrofen, undrer man sig over analysen, eftersom Lord er kendt for at manipulere med kilderne netop på dette punkt for at stille Californians kaptajn i et dårligt lys.

Denne bog havde i modsætning til Müllers fortjent at udkomme på et professionelt forlag, som kunne have bidraget med en skarpere problemstyret vinkling og en mere læsevenlig opsætning. Så ville de 20 års research, der ligger bag, være kommet mere til deres ret. Nu sejler vi desværre kun for halv kraft.

Weekendavisen, 03.05.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *