Liv før førlighed. Stærk fortælling fra en af de første danskere, der blev såret i Afghanistan.

Af RASMUS DAHLBERG

Morten Mathiasen: Såret i Afghanistan – skuddet der ændrede mit liv. Fortalt til Jacob Fälling. 240 sider. 300 kr. Gyldendal.

Der udkommer for tiden et væld af bøger om den danske krigsdeltagelse i Afghanistan, og det er positivt, selv om fokus for det meste er på den enkelte aktør og de dramatiske oplevelser i krigszonen fremfor krigens mere generelle væsen og ræsonnement. Rikke Hyldgaards Soldaten (anmeldt i WA 30.09.2011) har solgt pænt, og artikelserien bag bogen indbragte for nylig forfatteren og fotografen Spadestiksprisen, Danmarks pengemæssigt største journalistpris.

Næste Afghanistanbog, der er landet på denne anmelders skrivebord, minder i sit grafiske udtryk om den forrige, bortset fra at hovedpersonen her sidder i kørestol. Startscenen er en dramatisk og detaljeret gengivelse af begivenhederne den 2. august 2006 i byen Musa Qala i Helmand-provinsen. Fortællingen veksler mellem Morten Mathiasens egne erindringer i jeg-form og en tredjepersonsfortæller, som følger blandt andet lejrens øverstkommanderende i de hektiske minutter, der følger efter skuddet, som klokken 04.27 lokal tid rammer Morten i hovedet. Først skal den sårede soldat hentes ind fra det tag, hvor han og hans kammerater befinder sig, dernæst er det nødvendigt med en hurtig evakuering på direkte ordre fra lejrens læge. Der er problemer med briterne, som ifølge aftalerne skal sørge for lufttransport til og fra Musa Qala, for de tør ikke på grund af talebanaktivitet i området.

En dansk officer i hovedkvarteret i Kandahar forklarer briterne, at »hvis vi giver soldaterne indtryk af, at vi ikke kan komme og hente dem, når de bliver såret, er deres motivation for at kæmpe lig nul,« men lige lidt hjælper det. Til sidst mister officeren tålmodigheden med briterne og går i stedet ned til amerikanerne, som straks flyver ind med en Black Hawk og to Apache-kamphelikoptere for at evakuere den hårdt sårede danske soldat.

Næste scene: Telefonen ringer hos en dansk politimand, som derefter får overbragt den triste besked, at hans søn er blevet skudt i hovedet i Afghanistan. Situationen er kritisk, men Mortens tilstand er stabil. Ligesom Ariel Sharons, bemærker faren lakonisk.

Herefter vender vi aldrig tilbage til kampzonen igen udover i nogle små febrile erindringer, og det er således her, læsere med hang til krudt og kugler og ikke så meget andet skal stoppe. Til gengæld kan alle med interesse i livet og døden generelt med fordel fortsætte.

Såret i Afghanistan er nemlig en stærk og vedkommende beretning om det, der skulle blive Morten Mathiasens hårdeste kamp overhovedet – kampen for at vende tilbage til et værdigt liv.

Vi følger hans genoptræning minutiøst og får samtidig et interessant og vedkommende indblik i forhistorien om den stædige, sammenbidte unge mand, som satte sig for, at han ville udsendes i international tjeneste for Danmark.

I modsætning til Soldaten om Jacob Christensen synes relevanskriteriet for baggrundshistorierne her ramt bedre. For eksempel er det stærkt at høre om et barn, som Morten får uden selv at være med til at tage beslutningen, fordi hans overvejelser om faderrollen og forholdet til moren senere hen spiller en stor rolle i bogen.

Der er ansatser til de obligatoriske soldaterhistorier om militære chefer uden begreb skabt om virkeligheden, men det tilgives, fordi hovedfokus i fortællingen er på Mortens personlige kamp for livet. Den er fuld af små sejre og nederlag, og kæresten Mali er der hele tiden til skiftevis at støtte og presse.

Vi er med i USA, hvor Morten og Mali opsøger en særlig behandlingsform, som viser sig at være yderst gavnlig for hans genoptræning. Stædige som de er, vender de tilbage til Danmark og kaster sig ind i kampen for at få anerkendt behandlingsformen i Danmark, hvor krigsveteraner – i modsætning til på den anden side af Atlanten – ikke kommer forrest i køen i sundhedssystemet. Om det lykkedes Morten at vinde dette slag, som i virkeligheden er langt vigtigere for både ham og samfundet, end det, han tabte i Musa Qala, skal ikke afsløres her. Læs selv den velskrevne og velredigerede soldaterfortælling.

Weekendavisen, 16.12.2011

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *