Overfladisk fortælling. Forlagsredaktøren var tilsyneladende også blandt ofrene for det berømte forlis i 1912.

AF RASMUS DAHLBERG

Michael Müller: Danskerne på Titanic. Skibskatastrofens skæbner. 232 sider. 300 kr. Gyldendal.

Tidligt på morgenen den 15. april 1912 sank atlanterhavsdamperen Titanic, datidens største bevægelige menneskeskabte genstand, på sin jomfrurejse efter en kollision med et isbjerg 350 sømil fra Newfoundlands kyst.

Der var kun redningsbåde til halvdelen af de ombordværende, hvilket naturligvis fik fatale konsekvenser. Flere end 1.500 mennesker omkom ved forliset, som stadig, nu næsten 100 år senere, indtager pladsen i historiebøgerne som den største og måske ligefrem mest perfekte katastrofe nogensinde.

Titanic var af konstruktøren Thomas Andres og ejeren, White Star Lines’ direktør J. Bruce Ismay, ifølge overleveringen på forhånd blevet udråbt som skibet, der ikke kunne synke, og det skabte en aura af usårlighed omkring fartøjet.

Absolut ikke uden grund er forliset af eftertiden blevet set som mere end blot et stort skib, der gik ned: Titanic var et symbol på datidens klassesamfund, forliset var i virkeligheden begyndelsen på Første Verdenskrig og Europas næsten-undergang i første halvdel af det 20. århundrede, overmodet på broen og direktionsgangen var hybris udløst af årtiers britisk dekadence og imperialisme.

Tusindvis af fagbøger, romaner, film, sange, dokumentarprogrammer og tidsskriftsartikler har behandlet historien fra lige så mange vinkler: James Cameron viste os myten om de fattige, men livsglade tredjeklassepassagerer som modbillede til intrigerne i salonerne på de øverste dæk i storfilmen fra 1997, Erik Fosnes Hansen skrev om musikerne om bord i Salme ved rejsens afslutning (da. 1991), og den svenske troubadour Mikael Wiehe har siden 1978 besunget skibets skæbne i »Andraklasspassagerarens sista sång«.

Så hvad er der mere at fortælle om den gamle plimsoller? Masser – for eksempel historien om de i alt 14 danskere, som var så uheldige at befinde sig om bord på Titanic på jomfrurejsen. Ideen er så oplagt, at der nu udkommer hele to bøger om emnet. I forbindelse med 100-års dagen for forliset får vi om et halvt år Bo Østlunds S.O.S. Titanic – de danske fortællinger, og allerede nu har Gyldendal beriget os katastrofenørder med en journalistisk bog om emnet.

Michael Müller veksler mellem fortællingerne om de 13 danske passagerer samt et enkelt besætningsmedlem og den mere generelle historie om skibet, atlanterhavsfarten, udvandringen og selve forliset.

Desværre består den danske vinkel fortrinsvis af mere eller mindre tilfældige slægtsforskningsinformationer, som er klistret på den velkendte beretning om Titanic og krydret med så mange »formodentlig«, »givetvis« og »sandsynligvis«, at man til sidst ikke aner, hvad der er digt, og hvad der er dokumentation for.

Sproget er imponerende upræcist: Atlanterhavsdampere »opføres« og »mislykkes«, kahytter er »installeret med køjesenge«, passagerer indlader sig på et »venligt kortspil«, byen Portland bliver »stiftet«, og blandt de mange besætningsmedlemmer møder vi både »brandmænd« og »ingeniører«. Mon ikke der er tale om fyrbødere og maskinmestre?

Sjovere, men ikke mindre upræcist, er det, da førstestyrmand Murdoch i 1903 heldigvis holder hovedet koldt og undviger et »imødekommende« skib. Måske har Google Translate ligefrem været i brug, eftersom intet menneske ved sine fulde fem da kan oversætte sætningen »The Titan was the largest craft afloat« (kilde: Wikipedia) med »Titan var det største, flydende håndværk på havet« (s. 214).

Det er uforståeligt, hvordan et så fejlbehæftet manus som dette er sluppet forbi en forlagsredaktør på et stort, professionelt forlag.

I epilogen lykkes det forfatteren at placere vraget på en dybde af 1.300 fod (ti gange for lidt), ligesom han fejler i selve beskrivelsen af, hvordan Robert Ballard fandt vraget i 1985, nemlig med en undervandsrobot, ikke fra en bemandet miniubåd.

På dette tidspunkt har man bare brug for at sende et litterært SOS – som vel at mærke IKKE betyder »Save Our Souls« (s. 151), endnu en af myterne om historiens mest berømte skibsforlis, men blot er tre let genkendelige morsetegn. Og for en god ordens skyld: Skibe »lanceres« ikke, de søsættes. Argh!

Weekendavisen, 05.11.2011

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *