Skandaleløs. Se og Hørs onde ånd er tilbage, men denne gang kommer hans bog ikke til at ændre mediebilledet væsentligt.

Ken B. Rasmussen: Ond jagt. 214 sider. 249 kr. Bogkompagniet.

Af RASMUS DAHLBERG

Plot: Noget tragisk og lettere mystisk sker i DDR i 1968. Så fast forward til Californien 1989, hvor en ung, smuk og begavet kvinde hvirvles ind i en drabelig menneskejagt, som hun langt hen ad vejen ikke rigtigt forstår, hvad handler om. Heldigvis redder en stærk mand ved navn Michael Hawk (sic!) hende gang på gang ud af suppedasen – men noget tyder på, at han ikke er den, han giver sig ud for at være. Det hele kulminerer i en hæsblæsende action-sekvens, hvor samtlige involverede imidlertid går mest op i, at de skal tisse, selv om en tungt bevæbnet kamphelikopter er i færd med at skyde deres skjulested i ruiner.

Hvis De, kære læser, hører alarmklokkerne begynde at ringe, er De på rette spor. Og ja, hvis denne bog var en lejefilm fra 1980erne, ville De lade den stå nede på tanken, uanset hvad alternativerne var. Grunden til, at den overhovedet er fundet egnet til udgivelse, må være, at den er skrevet af selveste Ken B. Rasmussen, som i foråret satte gang i medielavinen med sine afsløringer af ugebladet Se og Hørs arbejdsmetoder. Hvor Livet, det forbandede i et eller andet omfang tog udgangspunkt i virkeligheden, har Rasmussen denne gang valgt at skrive en »intens thriller med klare referencer til Pulp Fiction-fortællingerne fra 40rne og 50erne«, som det hedder i forlagets pressemeddelelse, som også beskriver Ond jagt som »klassisk old school spænding uden en masse handlingsforstyrrende femikriministisk navlepilleri«. Og Rasmussen holder formelt set, hvad han lover: Vi får masser af brunstige amerikanerbiler, kvinder som lige er kommet ud af badet og nu går rundt med fugtig hud på et motelværelse, über-onde nazister med »Mein Kampf«-tatoveringer og så den førnævnte kamphelikopter, hvis TOW-missiler roterer på affyringsramperne som tromlen på en seksløber i en Sergio Leone-western.

Problemet er bare, at »handlingsforstyrrende femikriministisk navlepilleri« forudsætter, at der er en form for meningsfuld handling at forstyrre, og dét er ikke tilfældet i Ond jagt. Synsviklen skifter tilfældigt mellem personerne, der er ingen effektiv spændingsopbygning, og karaktererne skifter side i konflikten så let, at man hvert øjeblik venter, at gamle fjender vil afbryde ildkampen og i stedet falde hinanden om halsen. Denne anmelder har tidligere undervist tiendeklasseselever i skrivekunst og her set mere talent for sætningskonstruktion, plotopbygning og miljø- og karakterbeskrivelser, end Ken B. Rasmussen udviser i denne rædderlige omgang kitsch, kliché og klamphuggeri.

Enkelte steder er der anslag til scener, som eventuelt ville kunne fungere som mellemscener i en pornoproduktion med middelstort budget. Til forfatterens ærgrelse ville det nok kræve, at kamphelikopterne blev skrevet ud af historien, ligesom nazi-temaet måske skulle tones ned. Men hvis der er nogen som helst litterær retfærdighed til, vil Ond jagt i al ubemærkethed synke langsomt ned på bunden af en mergelgrav til tonerne fra en ustemt panfløjte.

Weekendavisen, 02.01.2015.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *