Flugtforsøg. Når det hele bliver for meget, flytter man på landet – men nisserne flytter med.

Andrea Hejlskov: Og den store flugt. 240 sider. Vejl. pris 300 kr. Limfjordsforlaget.

Af RASMUS DAHLBERG

Realkredit, skole-hjem-samtaler, talentshows, Java-opdateringer, gulvvask, tøjvask, opvask og flere Java-opdateringer.

Det moderne liv kan hurtigt tårne sig op, så man får lyst til bare at stikke af. For det meste bliver det ved snakken over den sidste øl med kammeraten, som har det på samme måde, men ligesom én selv alligevel hellere vil bekæmpe monsteret indefra i stedet for at kaste alt over bord eller eventuelt bare give op og flyde med strømmen af fladskærme og flexlån.

Og så er der de få, som gør det: Sælger alle murstenene og giver tingene væk og kapper båndene, som bandt. Andrea Hejlskov flyttede for to år siden med mand og fire børn langt ud i en svensk skov for at starte forfra. De ville bygge deres egen hytte, dyrke deres egen mad og skabe deres egen lykke.

Den store flugt sker i kompagniskab med Kaptajnen, en både elskelig og nævenyttig figur, som tidligere har boet i skoven og nu er tilbage efter en fejlslagen mission med kone og hus.

Forskellige personer støder til undervejs, og der hugges brænde og ryges smøger og diskuteres bæredygtighed, civilisationskritik og overlevelsesstrategier. Kaptajnen er efter eget udsagn survivalist og vil skabe en egentlig milits, som fra et hjemmebygget fort skal kunne forsvare det nye minisamfund i skoven mod »de andre«, når det store skisma kommer.

Andrea og hendes mand var vist egentlig mest blevet trætte af pengeræset og den autoriserede danske kernefamilie, og de finder selvfølgelig hinanden igen i den healende svenske natur, hvor datteren går rundt på bare tæer i sin gule hørkjole, mens sønnerne får ranke kroppe af brændehugning og badning i krystalklar elv. Det er ren vitalisme, og Andrea kravler selvfølgelig regelmæssigt op på klippen og opdaterer sin blog, så læserne kan følge med i eksperimentet. En holistisk jordemoder skriver til hende, at hun »skal forstå ravnen«, og det er jo et godt og praktisk råd, når man bor i skoven uden vand og el.

Vinteren kommer imidlertid, og det bliver for alvor tydeligt for den lille familie, at der nok var en grund til, at forfædrene møjsommeligt kravlede ned fra træerne og ind i hulerne og med tiden frembragte ild og hjul og huse og komfurer og centralvarme. Den selvbyggede bjælkehytte opgives, hvilket naturligvis udløser ideologiske sværdslag med Kaptajnen, men friheden, renheden og de nyfundne øjeblikke af lykke i skoven ofres for små bidder af den ellers forhadte civilisation.

Man kan ikke slippe tanken om, at det hele fra starten bare var én lang selviscenesættende Facebook-opdatering, der skulle overstås, så foredragsaftalerne ville begynde at tikke ind.

Pressemeddelelsen teaser for »Andreas fantastiske skrivestil«, men bogen hæver sig desværre aldrig over det krampagtigt forskrevne: »Røgen stod tykt op fra bålet og sejlede til den ene side, til den anden side, som en tågebanke, der ikke kunne bestemme sig, og det var mit job at gå rundt omkring den, ind i den, ud af den, tågen, røgen.«

En tekst bliver ikke kunst af opremsning alene, lige så lidt som en titel bliver god af at få et unødvendigt »Og« skudt ind i begyndelsen. Resultatet er Erlend Loes Doppler uden humor og med alt for mange kommaer og utidig brug af engelske udtryk.

Bevares, der berøres da interessante temaer i Andrea Hejlskovs bog, ligesom man får lidt at vide om at overleve i skoven, men bogen gennemsyres af en nostalgisk-økologisk frelsthed, som måske vil tilfredsstille et uldsokkeklædt publikum med idealismen og eskapismen i behold, men ikke den kritiske læser med fornuftig work-life balance.

Angiveligt er hun den første danske forfatter, som det er lykkedes at finansiere sin udgivelse ved at skaffe 50.000 kroner fra menige bidragydere i form af crowdfunding, så hun kunne vælge et lille indieforlag og »prøve de muligheder af, der pludselig er opstået for forfattere for at være langt mere medbestemmende i udgivelsesprocessen«, som det hedder i Limfjordsforlagets pressemeddelelse. Det var nok en fornuftig forretningsplan at opkræve penge på forhånd, for resultatet, inklusive krimskrams-illustrationerne af Signe Kjær, er ikke værd at investere i.

Weekendavisen, 27.12.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *