Legionærsyge. To danskere fik afprøvet deres grænser i den franske hærs sagnomspundne elitekorps.

Hanne Mølby Henriksen: De danske legionærer. Ære og troskab i Fremmedlegionen. 224 sider. Vejl. pris 300 kr. Gyldendal.

Af RASMUS DAHLBERG

Når en vis ting rammer ventilatoren, må man sætte sin lid til vore dages udgave af kavaleriet: Jægerkorpset, Delta Force, Navy SEALs eller Fremmedlegionen.

Med en savtakket kniv mellem tænderne og et fast blik over det firkantede kæbeparti ankommer de lige tids nok til at redde situationen. Med overlegen ildkraft, kamptræning og opofrelse er disse specialstyrker en formidabel modstander for enhver regulær enhed.

Det er imidlertid ikke Rambo-typer, hverveofficeren er på jagt efter den sommerdag i 1991, hvor Anders Jøker Nissen fra Als melder sig til Fremmedlegionen.

Skydegale psykopater er der ikke plads til i den topprofessionelle legion, som blev oprettet helt tilbage i 1831, da den franske kong Louis-Philippe skulle finde på noget at stille op med et større antal fremmede lejesoldater, som var strandet i Frankrig efter urolighederne året før.

Kongen fandt på at danne en militær enhed åben for kampvillige udlændinge mellem 18 og 40 år. Og det var ikke mindst i Algeriet, den nye franske erobring i Nordafrika, at det efter Louis-Philippes mening ville være nyttigt med en Fremmedlegion: »Vi kunne spare vores egne værnepligtige og kunne samtidig fjerne denne udenlandske bærme fra vore gader.«

Til at begynde med kunne man lade sig hverve og få en ny identitet, uden at der blev stillet spørgsmål om ens historie.

Og fremmedlegionen er den dag i dag stadig åben for de fleste med hjerne, muskler og vilje i orden, men nu om dage tjekkes alle ansøgere i Interpols databaser, så de værste banditter kan sorteres fra allerede ved porten til fortet.

Helt ren bør samvittigheden dog heller ikke være. Anders Nissen bliver gået på klingen under det grundige interview i legionens hovedkvarter i Aubagne i Sydfrankrig: Hvad er det, han flygter fra? Hvad har han gjort, siden han vil give mindst fem år af sit liv til Fremmedlegionen? Problemet er, at Anders faktisk ikke har gjort noget, han vil bare finde sine grænser og blive en dygtig soldat. Til sidst kommer han i tanke om, at han engang »lånte« en cykel på vej hjem fra byen i Sønderborg. Det er godt nok til hverveofficeren.

Herefter følger vi Anders Nissen og soldaterkammeraten Peter Andersen gennem deres femårige kontrakt med Fremmedlegionen.

De er begge 21 år ved hvervningen, og det er fascinerende at følge de tos udvikling både som mænd, mennesker og soldater. Træningen er benhård og får B.S. Christiansens jægerbestseller Et liv på kanten (2005) til at ligne en beretning fra pigespejdernes sommerlejr. Med fransk finesse presses rekrutterne ud til og forbi deres grænser igen og igen ved hjælp af ydmygelser, korporlige afstraffelser og uendelige meningsløse aktiviteter såsom at vaske allerede skinnende rene lastbiler og smøre dækkene ind i skosværte, så køretøjerne kan tage sig godt ud.

Under de umenneskeligt lange træningsmarcher med tung oppakning og dårlige franske støvler skærer stropperne sig ind i læserens rygstykker, og man føler med legionærerne, når de minder hinanden om, at smerte som bekendt bare er svaghed, der forlader kroppen.

Fremmedlegionen er kendt for at kæmpe til sidste mand, ikke mindst ved slaget ved Camerone under den anden franske intervention i Mexico, hvor Anders og Peters forgængere kæmpede så bravt, at den mexicanske øverstbefalende efter en hård sejr over de groft undertallige legionærer proklamerede, at »dette er i sandhed ikke mænd, men djævle.« I alt har 36.000 fremmedlegionærer mistet livet i tjenesten. Vores hovedpersoner kommer selv både til Rwanda og Bosnien og oplever krigens gru fra forreste række.

Bogen om de to danskere i Fremmed-legionen er velskrevet og godt komponeret med en fornuftig balance mellem action og historie, mellem eftertænksom længsel efter mors mad og den ekstreme oplevelse af total frihed og selvstændighed langt ude i ingenmandsland.

Hanne Mølby Henriksen, årgang 1976, freelancejournalist og nu også forfatterdebutant, har altså gjort sit. Hvorfor Gyldendal så har forsøgt at ødelægge hendes gode arbejde med et skrækkeligt layout med mikroskopisk skriftstørrelse står hen i det uvisse.

Weekendavisen, 06.12.13

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *