Vandrehistorier. Medbring selv machete og myggespray på denne anstrengende vandretur langs Amazonfloden.

Ed Stafford: Walking the Amazon. 860 dage til fods langs Amazonfloden. Oversat fra engelsk af Per H. Jacobsen. 339 sider. 200 kr. EC Edition.

Af RASMUS DAHLBERG

Man må aldrig lade mænd tilbringe for meget tid alene sammen, for så finder de bare på alle mulige vanvittige projekter for at bevise deres styrke og mod. For eksempel at vandre hele vejen langs Amazonfloden fra Peru i vest til det brasilianske delta i øst.

Det er sådan noget, der lyder sjovt og spændende over en øl, og så vil de fleste normale mennesker lade den ligge dér. Men ikke Ed Stafford, der med sin baggrund som kaptajn i den britiske hær og som ekspeditionsleder over det meste af verden lod sig fascinere af tanken om at blive den første til at tage turen til fods og komme i Guinness Rekordbog.

Turen, som begyndte i april 2008, var oprindelig planlagt til at vare omkring et år, men det endte med at tage Ed Stafford ikke færre end 860 dage at tilbagelægge de knap 7.000 kilometer. På den første del havde han selskab af Luke, en anden eventyrer, men de blev så trætte af hinanden, at Luke stod af og tog hjem. I stedet fulgtes Stafford det meste af vejen med guiden Cho, en 165 centimeter lav peruvianer med en imponerende stamina.

Amazonas er et ualmindelig ugæstfrit område at færdes i til fods. Ed Stafford beskriver detaljeret de mange, mange timers vandring gennem ufremkommelig regnskov, hvor Cho måtte gå foran og hugge sig vej med en machete med konstant fare for at få en sur giftslange eller et læs hyperaktive, overdimensionerede tissemyrer ned ad nakken. Ofte var skovbunden oversvømmet af op til flere meter muggent flodvand, så ekspeditionens små enmands-gummiflåder måtte tages i brug med fare for at punktere på de spidse pigge, som truer overalt. Og når Stafford og hans gruppe så endelig nåede frem til et beboet område, blev de typisk mødt af indfødte, der indledningsvis ville slå gringoen og hans lejesvend ihjel, men som regel blev formildet nok til, at de tilbød logi på hyttegulvet og forplejning i form af endnu en variation over temaet kogt abe og sydamerikansk rodfrugtmos – for derefter at opkræve en eksorbitant afgift for ydelserne.

Stafford havde sikret sig en accept fra CARE, der kæmper for de oprindelige folks rettigheder i regnskoven, men det var langtfra altid nok, når udenlandske mine- og olieselskaber samtidig ødelægger indianernes livsstil og levevilkår og spiser dem af med dollars, som kan veksles til satellit-tv og billig sprut. For dem var og blev Ed Stafford symbolet på de grådige gringos, som uden respekt for natur og kultur udsulter regnskoven.

Amazonfloden slynger sig gennem Peru og Brasilien med en lille afstikker omkring Colombia, hvor truslerne fra sorte kaimans (alligatorer), myg og indfødte med haglgeværer suppleres med nervøst anlagte narkobaroner, der generelt ikke synes om besøg fra europæiske eventyrere. Da turen går videre ind i Brasilien, skriver Stafford, at han godt ved, at det er »kedeligt at høre om visa og tilladelser«, og det har han ret i. Desværre bliver beskrivelserne af de indfødte og regnskoven med dens vilde dyreliv ikke meget mere interessante, dels fordi Stafford skriver ganske monotomt og farveløst, dels fordi det er svært at identificere sig med og sympatisere med en mand, som af ren eventyrlyst og uden større kendskab til lokale sprog og kulturer vælger at gennemtrave Amazonas med satellittelefon og MacBook i rygsækken.

I sammenligning med en anden ekstrem rejsebog, Rob Lilwalls Hjem fra Sibirien på cykel, taber Ed Staffords beretning, både hvad oplysningsniveau og underholdningsværdi angår.

Weekendavisen, 19.12.14

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *