Raketvidenskab. Veloplagt og entusiastisk beretning om både at miste og beholde jordforbindelsen.

Chris Hadfield: Astronautens guide til livet på Jorden. Oversat fra engelsk af Søren Markers. 296 sider. 299 kr. People’sPress.

Af RASMUS DAHLBERG

Hvilken lille purk har ikke drømt om at blive astronaut? Okay, denne anmelder ville godt nok hellere skrive bøger, men for de fleste normale drengebørn virker rummet med dets uendelighed og vægtløshed magisk dragende. Sådan var det også for Chris Hadfield, som blev født i Canada et årti før månelandingen og derfor havde den helt rigtige alder til at sidde foran tv’et med tilbageholdt åndedræt og følge Neil Armstrong, da han den 20. juli 1969 som det første menneske satte foden på Månens overflade og udtalte de berømte ord: »A small step for a man, but a giant leap for mankind.« Dette citat har i øvrigt været genstand for megen diskussion, for glemte Armstrong det lille »a« inden »man«, sådan at sætningen faktisk slet ikke gav mening? En amerikansk forskergruppe gav sidste år Armstrong oprejsning og påviste, at det vist bare var hans dialekt, som fik ordene til at trække sig sammen.

Chris’ far var pilot, og knægten valgte selv den samme karrierevej og nåede faktisk at slå alle astronautdrømme ud af hovedet, for NASA hvervede dengang kun amerikanere til det ærefulde hverv. Men i begyndelsen af 1990erne besluttede Canada sig for at sende deres egne folk ud i rummet, og det åbnede en dør på klem for Chris Hadfield, der på det tidspunkt var testpilot i den amerikanske flåde. Han søgte og kom gennem nåleøjet, hvorefter han gennemførte en lang række missioner med NASAs rumfærger, både som astronaut om bord og som »Capcom«, en rolle i rumcenteret, som oftest udfyldes af en erfaren astronaut, der fungerer som det vigtige bindeled mellem missionsledelsen på Jorden og besætningen i rummet. Hadfields imponerende karriere sluttede i bogstaveligste forstand på toppen, nemlig som chef for den internationale rumstation (ISS) på en seks måneder lang rejse fra december 2012 til maj 2013. Derefter kunne han trække sig tilbage efter en glorværdig karriere som Canadas mest berømte astronaut.

Ud over angiveligt at være en dygtig ingeniør, pilot og astronaut fremstår Chris Hadfield som en mand, man gerne vil drikke en øl med, mens et stort stykke kød simrer på grillen. Hans entusiasme er smittende, når han beskriver det at rejse i rummet som en fødsel: Efter mange måneders intense forberedelser spænder man sig fast og passerer gennem membranen, hvorefter alt pludselig er anderledes. Man kan træne nok så meget i NASAs store bassin, men ægte vægtløshed kan man ikke forberede sig på – det skal simpelthen prøves. Ja, i det hele taget fortæller han glimrende om sine store drømme; drømme, der på et splitsekund kan udvikle sig til et mareridt, som da nogle af Hadfields venner og kollegaer brændte op i atmosfæren om bord på rumfærgen Columbia i februar 2003. Næste gang han selv stod på affyringsrampen, var det ikke med familiens varme opbakning.

Hadfields bog er fuld af spændende detaljer om astronautuddannelse, samarbejde med russerne, improviserede rumvandringer og sjove historier, for eksempel den om hans indspilning af David Bowies gamle »Space Oddity« om bord på ISS i 2013. YouTube-videoen blev set mere end ti millioner gange, inden den blev fjernet på grund af copyright-problemer, men den fascinerende musikvideo kan stadig findes på internettet. Bogen rummer også moralprædikener om miljø og børneopdragelse, men det accepterer man. Hadfield har trods alt set menneskeheden udefra.

Et af de spørgsmål, astronauter oftest bliver afkrævet et svar på af skolebørn og ved familiekomsammener, er: »Hvordan går I på toilettet deroppe?« Dette delikate tema fylder meget i bogen, så hvis man som så mange andre er nysgerrig efter at vide, hvordan man får noget ud af livet i vægtløs tilstand, er det endnu en god grund til at skrive Hadfields interessante og sympatiske erindringsbog på ønskelisten til jul.

Weekendavisen, 17.10.14

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *