Bogbrand. Århundredets uretfærdighed ulmer på hver eneste side af denne store, triste – og rigtigt, rigtigt gode – roman.

Ben Elton: To brødre. Oversat af Poul Henrik Westh. 611 sider. Vejl. pris 350 kr. Forlaget Turbulenz.

Af RASMUS DAHLBERG

Den 24. februar 1920 kommer to drengebørn til verden i Berlin. Samme dag stiftes nazistpartiet under stor tumult i en ølkælder i München. Drengenes og partiets skæbner er således fra første åndedrag forbundne, og denne dramatiske relation udgør den grundlæggende drivkraft i britiske Ben Eltons på alle måder store roman.

Paulus og Otto, tvillingerne fra Berlin, har jødiske forældre, hvilket naturligvis gør forholdet til den onde fætter fra Sydtyskland dødsensfarligt. Men historien er mere kompliceret end som så, for et af det jødiske ægtepars to sønner dør under fødslen, mens et arisk barn kommer til verden et andet sted på sygehuset – og mister sin mor undervejs. Adoption er oplagt, og i 1920 er det endnu uproblematisk at blande racerne efter forgodtbefindende, ikke mindst for et moderne ægtepar, hvor hun er læge, og han spiller jazz, og hvor omskæring ses som en vederstyggelighed uden hjemmel i de hellige skrifter.

Vi følger Paulus (jødisk, men ikke omskåret) og Otto (arisk, men adopteret af jøder) gennem deres opvækst, som dels præges af nazismens langsomme gennemsyring af det tyske samfund, dels af forholdet til to jævnaldrende piger: Dagmar, den smukke datter af ejeren af Berlins fineste jødiske handelshus, og Silke, som uden manerer charmerer sig ind hos brødrene som påhæng til familiens uduelige hushjælp.

Alle de væsentlige milepæle fra historiebøgerne er med. Far Wolfgang nyder godt af den løsslupne stemning på natklubberne under Weimarrepublikken, hvor hans evner på trompeten er i høj kurs, mens mor Frieda efter krakket på Wall Street skynder sig på markedet for at nå at købe det mest nødvendige, inden pengenes værdi er halveret. Den gamle Hindenburg giver Hitler en chance som kansler, men alle løfterne om koalitioner gøres til skamme, og så begynder mareridtet for Tysklands jøder for alvor. Som det beskrives henimod bogens slutning i et tilbageskuende replikskifte: »Frieda sank ned på en stol. ’Dryp, dryp, dryp’, sagde hun. ’Hvad siger du, kære?’ spurgte hendes far og kom over lagde hånden på hendes skulder. ’Det er sådan, de har gjort, far,’ sagde hun og tørrede øjnene. ’Ikke på en gang, men en lille pinsel ad gangen. Forbyd det her, tag det der. I årevis var selv du sikker på, at de ikke ville gå så langt. Men med et dryp ad gangen er de gået længere og længere. Længere, end vi nogen sinde drømte om, at de ville.’«

De lange knives Nat, indlemmelsen af Østrig, Krystalnatten, invasionen af Frankrig, Holland og Belgien, felttoget mod Moskva, nederlaget ved Stalingrad – alt fortælles gennem den lille jødiske familie, hvis ene søn altså er arier. Paulus og Otto er forskellige som vand og olie, men holder sammen, når kammeraterne fra fodboldholdet pludselig i dem ser årsagen til al Tysklands ulykke. Historien udvikler sig til en regulær forvekslingstragedie, hvor identitetspapirer og blodhistorier skifter hænder på spidsfindige måder. Men kan man leve som bekvemmelighedsnazist uden at begynde at løfte højre arm for alvor? Og på hvilken side ender man, når hver eneste beslutning handler om at overleve til næste dag?

Dette er på alle måder en vanvittig god roman. Plottet er stærkt, baggrundshistorien måske den stærkeste af dem alle, persontegningen detaljeret, tidsbilledet troværdigt og velresearchet, oversættelsen fremragende. Temaerne er behandlet før: Jussi Adler-Olsen undersøgte i Alfabethuset (1997) menneskets evne til at opretholde en dækhistorie, når manden på den anden side af forhørsbordet er nazist. Christopher Priest har tidligere leget med tvillingetilgangen til Anden Verdenskrig i The Separation (2005, ikke oversat til dansk), men i modsætning til Ben Elton var der her et kontrafaktisk element i historien – ligesom hos Harry S. Turtledove, som i In the Presence of Mine Enemies (2003, heller ikke oversat til dansk) fortalte om de sidste jøder i Berlin. Ben Elton holder sig til den virkelige historie som baggrundstæppe, og han gør det så godt, at man konstant sidder og slår op, om det nu er virkelige eller fiktive personer, brødrene møder. Den jødiske storstikkerske Stella Kübler (1922-94) er for eksempel virkelig nok, desværre.

I efterskriftet forklarer forfatteren, hvordan romanen er inspireret af hans egen familiehistorie. Det bliver den hverken ringere eller bedre af. Den er nemlig god nok – rigtig, rigtig god.

Weekendavisen, 04.10.13

One Response

  1. A lot of people talk abut this book.
    But also: Try to find another novel
    Fred Uhlman: Gitterporten (Danish title)

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *