Sandhedsserum. 69-årige Michael Palin (ja, ham fra Monty Python) debuterede som skønlitterær forfatter i 1995. Nu kommer omsider hans næste roman, og den er bestemt læseværdig.

Michael Palin: Sandheden. Oversat af Henrik Torjusen. 344 sider. Vejl. pris 250 kr. Forlaget Hetland.

Af RASMUS DAHLBERG

Hovedpersonen Keith Mabbuts historie er en gyser for enhver forfatter: Ungdommens skrivekløe, talent og ambition er gradvist blevet erstattet af levebrødsproduktioner fra ludergenrens værste skuffe – jubilæumsskrifterne.

I mørke stunder ved vi alle, at det er dér, vi ender, hvis vi ikke holder sindet skarpt og pennen ligeså. Mens forbillederne Camus og Orwell slog igennem, da de var i fyrrerne, har Mabbut nået den fremskredne alder af 56 uden at opnå nævneværdig succes. Og det er hér, vi møder ham – på en forblæst Shetlandsø med dårlig smag i munden efter takkemiddagen, hvor hans seneste mesterværk om en olieterminals historie er blevet modtaget af storkapitalen med afmålt begejstring.Men engang var Keith Mabbut idealist. Som undersøgende journalist gravede han sig ned i en rigtig stinkersag, hvor en kemisk fabrik med ledelsens vidende havde udledt arsenik i et nærliggende vandløb. Derfor er han heller ikke svær at overtale, da et stort forlag foreslår ham at skrive en biografi om Hamish Melville, en legendarisk miljøforkæmper, som hjælper alverdens primitive folk i den ulige kamp mod internationale selskabers jagt på råstoffer. Melville er sådan en fyr faktisk, at hvis han var en virkelig person, ville han netop nu være travlt optaget af at organisere de grønlandske fangere i de små bygder mod den gule aluminiumsdrage.

Forlaget udstyrer Mabbut med den moderne biografs vigtigste arbejdsredskaber (en umenneskelig kort deadline og et researcherhold af halvstuderede røvere), hvorefter han kaster sig over opgaven.Problemet er, at Melville er menneskesky i almindelighed og mediesky i særdeleshed.

Jagten på Melville fører ham til Indien, hvor de kasteløses levevilkår giver Mabbut kvababbelser på den vestlige såkaldte civilisations vegne. Det er spørgsmålet om den hvide mands byrde om igen: Er det bedst at være uvidende eller udviklet?

Og selvfølgelig finder vores helt frem til Melville, denne Greenpeace-udgave af Joseph Conrads Kurtz (fra Mørkets Hjerte, red.) som med sit lange, viltre hår inkarnerer en miljømæssig halvgud. Men jagten på sandheden fører ofte forbi en masse løgne, og sådan går det også for Keith Mabbut. Alle gemmer på hemmeligheder, og afsløringerne doseres elegant, så det egentlig forudsigelige plot slår så meget med halen, at man som læser holder fast og hænger på.

Forfatteren er verdenskendt som tidligere medlem af den legendariske britiske satiregruppe Monty Python, som op gennem 1970erne gav menneskeheden sketchen om den døde papegøje og den noget anderledes Jesus-film Life of Brian. Men faktisk debuterede han som skønlitterær forfatter i 1995 med Hemingways Stol (dansk udgave samme år), hvori han blandede rejsebeskrivelser med fiktion tilsat sympatisk lune.

Også i den nye roman trækker han på sine erfaringer som vært på et hav af rejseprogrammer for BBC.

Der er skarpe beskrivelser af Calcuttas slum og pittoreske bybilleder fra det gamle Karlsbad, og forfatterens personlige erfaringer fra alverdens afkroge skaber stærke stemningsbilleder. Man kan næsten dufte de brændte indiske krydderier eller høre gadestøjen på en tjekkisk fortovscafé.

Palin skriver usentimentalt, men varmt om sin sympatiske hovedperson, som for nylig er blevet separeret fra sin polskfødte kone uden helt endnu at have forstået alvoren: »Hun havde fundet sig til rette med livet. Det havde han ikke. Hun forlangte praktisk sans, han forsvarede sig med kreativitet. Det var en diskussion, de havde ført, fra det øjeblik de havde mødt hinanden. Det var det, der havde bragt dem sammen. Nu, femogtyve år senere, skubbede det dem fra hinanden«.

De har to voksne børn, som på hver deres måde bidrager til Mabbuts frustrationer. Sønnen medvirker i anale teaterforestillinger, hans far ikke forstår, mens datteren har forelsket sig i en ung iraner med særlige behov.

Og mens ekskonen har mødt en ny og irriterende velfungerende kærlighed, søger Mabbut den kortvarige tilfredsstillelse hos en velpolstret kvinde med et meget lille soveværelse. Fiktionen var forfatterens første kærlighed, og som det ofte sker for separerede mænd, forsøger han at mobilisere kræfterne til at finde tilbage til den: »Han havde undervist i fiktion, han havde mødt sin kone via fiktion, men han havde aldrig haft nok tiltro til sine egne evner til at skrive fiktion. I stedet var han blevet lokket tilbage til journalistikken, og det havde tydeligvis ikke ført til noget godt. Nu, før det var for sent, var det på tide at rette op på sit liv.«

Men det er ikke Keith Mabbuts stil at skabe forandring med store armbevægelser. Sandheden er en stilfærdig roman, hvor kraften ligger i den ellers udslukte indignation, som langsomt vækkes til live hos hovedpersonen. Man rives med af fortællingen om den desillusionerede Mabbut, som reddes ud af olieindustriens jerngreb og forlader den trygge, men ikke selvvalgte singletilværelse sammen med den hydrofile kat Stanley for at nå ind til sandheden om den mystiske Hamish Melville.

Mabbut får selvfølgelig rig lejlighed til både at udleve sin egen helgendyrkelse og at mærke skuffelsen ved at se en stjerne dale ned over himlen. »Keith, hvorfor tror du altid på alting, undtagen på sandheden?« spørger ekskonen Krystyna ham i en nøglescene, hvor gulvtæppet for alvor er blevet trukket væk under den søgende journalist.

Romanen, som er en af det nyetablerede forlag Hetlands første udgivelser, er ganske smukt produceret og fornemt oversat på nær et par enkelte smuttere, såsom »kopier« i stedet for »eksemplarer« af en bog, og en anglicisme, der smiler igennem formuleringen: »Det var firetyve timer siden, han havde set Trickett« – mon ikke, der nærmere var gået et døgn, siden han havde mødt manden? Og man »lodser« ikke olie, men »losser«.

Ellers er sproget flydende og meget korrekt. Det samlede indtryk er en særdeles behagelig roman skrevet af en yderst sympatisk forfatter, som ærligt og redeligt spidder både storkapitalens interesser, miljøforkæmpernes idealisme og kærlighedens genvordigheder.

Der gik næsten små tyve år mellem Michael Palins første og anden roman. Den tredje må han godt skynde sig lidt mere med.

Weekendavisen, 08.02.2013

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *