Nyhedsjagt. Den politiske thriller Magt er skruet godt sammen, men den mangler lige det sidste for at blive en rigtig god bog.

Miki Mistrati: Magt. 223 sider. 249 kr. Verve.

Af RASMUS DAHLBERG

Politiske intriger er godt stof både for bladsmørere og spændingsforfattere, og Miki Mistrati er begge dele.

Med en baggrund som grænsesøgende dokumentarjournalist hos gadekrydset Bastard Film og nuværende titel som nyhedschef på Ekstra Bladet burde han samtidig være yderst velplaceret til at skrue en nøgleroman med bid i sammen. Det lykkes da også delvis.

Magt er tredje bind i en trilogi om Daniel Disling og kan ifølge forlagets pressemeddelelse læses selvstændigt – hvilket denne anmelder har gjort med jævn tilfredsstillelse.

Der er bemærkelsesværdig meget sex i bogen, både mandlig onani, analscener og seksuel asfyksi. Det fungerer udmærket som karakteristik af den ambitiøse journalist, der blev spindoktor og som nu er havnet i Folketinget som partiet De Moderates unge stemmesluger.

Meningsmålingerne er hårrejsende ringe og det gamle parti, med tryghed og kriminalitetsbekæmpelse blandt mærkesagerne, er martret af rivalisering mellem en svag formand og en kynisk næstformand. Samtidig vejrer en fløj i folketingsgruppen morgenluft og peger på Disling som partiets redningsmand. Alle har imidlertid lig i lasten – nogle i overført betydning, andre i helt bogstavelig forstand.

De Moderates nestor og grå eminence, Hans Brande, udtrykker bogens grundtema meget præcist: Magt er ikke noget, man får; magt er noget, man tager. Samtidig består partiets moralkodeks i, at det er okay at fejle, bare det ikke bliver opdaget. Da først historierne om mandatsvig og problemer med afbetalinger på private forbrugslån begynder at lække til pressen, går det stærkt med rokaderne i det hårdt pressede parti, hvis virkelige forlæg man blot behøver kigge lidt til højre og ned mod spærregrænsen for at få øje på.

Mistrati kender mekanismerne indefra og noget af det mest interessante i romanen er faktisk de interne magtkampe på avisredaktionerne om kildebeskyttelse, pressefrihed og nyhedskapløbet mellem trykte og digitale medier.

Til gengæld kunne man godt undvære stikpillerne til politikerne fra etniske taxachauffører, som lige skal bemærke hen over ryglænet, at alle indvandrerbørn altså ikke er kriminelle, og den slet skjulte kritik af politiets håndtering af meddelere fra rockermiljøet (Mistrati var i 2004 blandt modtagerne af Cavling-prisen for dækningen af Dan Lynge-sagen). Kill your darlings lyder et sundt forfatterprincip. I samme kategori finder man en række kritiske bemærkninger om Ekstra Bladets journalistiske uanstændighed, hvilket runger lidt hult, når det kommer fra samme medies nyhedschef. Dobbeltmoral er ikke dobbelt så godt.

Et hav af navne introduceres, og man kæmper især i bogens første tredjedel med overblikket.

Selv forfatteren roder to gange journalisterne Sille Lund og Solveig Berg sammen, hvilket resulterer i den noget forvirrende fusionskarakter Sille Berg. Til gengæld glæder man sig over de velafbalancerede synsvinkelskift mellem den pressede politiker Daniel Disling, journalisten Mads Krogsgård, der går sine egne veje uden helt at vide, om han bliver ført på vildspor, og den garvede efterforskningsleder Mikkel Kløver, der bider sig fast i en gammel sag med alternative metoder.

Mistratis bog minder i form og fortællestil meget om Birgitte Erhardtsens erhvervsthriller Bristepunktet (2007), men hun formåede at afvikle sin lige så indviklede historie en anelse mere elegant. Magt er skruet godt sammen, og læseren får pulsen op i takt med hovedpersonen i den afsluttende del, men det ville have styrket romanen væsentligt, hvis forfatteren havde brugt 100 sider mere på at udfolde de sidste 25 sider af plottet. Som en forpustet masturbation går det simpelthen for hurtigt mod slutningen, og det er synd og skam.

Efter endt læsning har man lyst til at læse de to forudgående bind for at få hele historien om Daniel Dislings op- og nedtur med, men Mistrati skal højne det litterære ambitionsniveau for at få denne anmelder med på nye eventyr.

Weekendavisen, 10.08.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *