Dødssejlere: Mammutværk om søfolkene under krigen og deres martrede sjæle forvirrer og fascinerer.

Sven Arvid Birkeland: Sænket af tyskerne. Danske krigssejlere i 2. Verdenskrig. 464 sider. 400 kr. Gyldendal.

Man siger, at der er tre slags mennesker: de levende, de døde og søfolkene. Disse vejrbidte, hårdarbejdende eventyrere balancerer konstant i limbo mellem dæksplankernes midlertidige sikkerhed og det utilgivende, frådende hav. Siden tidernes morgen har beretninger om sirener og søgang, om katastrofer og pludselig død på havet betaget og opskræmt landkrabber, som for en stund selv fristes til at risikere den frygtelige druknedød blot for et enkelt glimt af en uendelig grænse mellem himmel og hav i kimingen.

I krig er livet til søs endnu flygtigere, for ét er de naturlige farer i form af storm, tåge og isbjerge, noget andet de menneskeskabte farer, som lurer på og under overfladen. Alene synet og lyden af et andet skib i en konvoj, som pludselig eksploderer og forsvinder på få sekunder efter torpedering, kan være nok til at få en garvet sømand til at blive vanvittig. Alligevel sejlede de, for det var nødvendigt, og det var deres job og rolle i den store verdenskrig fra 1939 til 1945. Det er deres historie, krigssejlernes, lægen Sven Arvid Birkeland fortæller.

Ved 2. Verdenskrigs udbrud rådede den tidligere så stolte søfartsnation stadig over en af verdens største handelsflåder, mens f.eks. USA stort set ingen havde. Derfor kom danske skibe og besætninger hurtigt efter krigsudbruddet til at spille en betydelig rolle for de Allieredes logistik. Man har beregnet, at hver eneste allieret kampsoldat behøvede i gennemsnit syv tons forsyninger i form af våben, ammunition, køretøjer, brændstof, mad osv. om måneden, og langt størstedelen heraf skulle transporteres over havet fra USA til England (som alene krævede en million tons forsyninger om ugen) eller via de farlige nordlige ruter til Sovjetunionen.

I alt gik mere end 20 millioner tons allierede handelsskibe tabt under den seks år lange verdenskrig, og mange, mange tusinde søfolk omkom – alene 30.000 briter. De danske tab var på et sted mellem 2.500 og 3.000, hvilket placerer søfolkene i den absolut hårdest ramte kategori, hvad danske forhold under besættelsen angår. Allerede kort efter krigsudbruddet den 1. september 1939 blev de første danske skibe udsat for angreb og minesprængninger, og efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940 blev danske skibe i internationale havne oplagt og besætningerne tvunget til at vælge side. Disse såkaldte ”udesejlere” blev ofte mødt med mistro i krigens første år på grund af den føjelige danske kurs over for Hitler, hvilket udtrykket ”He went down like a Dane” vidner om. Mange endte i fængsel, før de fik hyre på britiske eller senere amerikanske skibe. Først efter Augustoprøret i 1943 blev de danske søfolks loyalitet ikke længere beklikket.

Bogen rummer først og fremmest en lang række øjenvidneskildringer, og det er rystende læsning. Vi møder Alf Rasmussen, som nåede at blive torpederet hele tre gange på samme dag, og Jensen, som under et angreb knuste sine tænder mod skrueakslen. Der er også frygtelige beretninger om interneringer i tyske og russiske fangelejre, ensomme uger i redningsbåde midt ude på oceanet i konstant angst samt afskyelige levevilkår i det fugtige Asien med enorme væggelus, som forsøges bekæmpet ved at placere hvert sengeben i en dåse med petroleum. Der er dog også ramsaltet galgenhumor, ikke mindst fra dem, der sejlede på tankbådene med yderst brandfarlig flyverbenzin. Så kunne man da i det mindste få renset sit olietilsølede tøj. Redningsvest var der til gengæld ikke brug for i tankbådene – så hellere en faldskærm, til når man var på vej ned igen efter en pludselig altødelæggende eksplosion.

Da krigen sluttede, oplevede mange krigssejlere mangel på anerkendelse for deres indsats fra bondelandet Danmark. Krav om skattebetaling med tilbagevirkende kraft og indkaldelse til værnepligt provokerede dem voldsomt og bidrog til det ”krigssejlersyndrom”, som kostede nattesøvn og familieliv i årtier derefter. Sven Arvid Birkeland har virket som læge med speciale i nyretransplantationer, men har også arbejdet for Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre og har tidligere udgivet bøger om besættelsen og danskere i krig på Balkan og i Afghanistan. Han har ry for at være en dygtig interviewer, som evner at skabe tillid og få traumatiserede øjenvidner til at åbne op. Det har han i høj grad også gjort under arbejdet med denne bog, hvor han har opsøgt stort set alle tilbageværende krigssejlere og har formået at få de gamle søulke (de fleste omkring 90 år) og i mange tilfælde også deres pårørende til at berette detaljeret og gruopvækkende.

Som formidlingsværk fremstår bogen til tider forvirrende og rodet med forstyrrende skift mellem referater, vekslende citater fra bl.a. taler og ordrer på engelsk og tysk, direkte interviewuddrag med regibemærkninger og alenlange, overflødige citater fra alt fra Blicher til Tom Kristensen. Men læser man Birkelands bog i højere grad som en kildesamling, er den et uvurderligt bidrag til vores samlede forståelse af Danmarks rolle i 2. Verdenskrig.

Weekendavisen, 20.07.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *