Medicinmænd. Foregangsmænd og afgørende øjeblikke i den moderne lægekunsts historie.

Michael Bliss: The Making of Modern Medicine. Turning Points in the Treatment of Disease. 104 sider. $11,49 hos Amazon.com. The University of Chicago Press.

Af RASMUS DAHLBERG

Megen historieskrivning handler om, hvordan mennesker har forsøgt eller haft held med at slå hinanden ihjel. Krigshistorien og den politiske historie er fuld af eksempler på væbnede konflikter, hvor det har kostet bønder at spille skak, og hvor menneskeliv har været mindre værd end ideologiske mærkesager eller territorielle fordringer.

En undtagelse er medicinhistorien, som på trods af det gamle udtryk,– at den eneste forskel på medicin og gift er dosis, dybest set handler om at redde liv. Ikke på den lange bane, naturligvis, for vi skal jo alle dø, men så i det mindste udsætte døden længst muligt gennem præventive indsatser og mere effektiv behandling af sygdomme.

Den canadiske professor emeritus Michael Bliss har gennem en lang universitetskarriere beskæftiget sig med den moderne lægekunsts historie, og i 2008 blev han bedt om at holde en række Goodman lectures på University of Western Ontario. Disse forelæsninger udgav han som en lille bog, og den giver, i elegant og komprimeret form, et interessant indblik i og overblik over emnet gennem tre nedslag i canadisk, og dermed på mange måder også global medicinhistorie, i perioden 1885 til 1922.

Bliss har tidligere udgivet store værker om hvert af disse detailområder, men hvis man ikke er hardcore medicinhistorisk interesseret, tjener The Making of Modern Medicine som en fortrinlig introduktion.

Pointen i Bliss’ bog er, at der skete et væsentligt paradigmeskifte omkring begyndelsen af det tyvende århundrede, da den vestlige verdens befolkninger i løbet af få årtier gav slip på årtusindgamle forestillinger om, at helbredelse skulle komme fra det guddommelige og i stedet anerkendte lægernes evne til at påvirke forholdet mellem liv og død. Denne sekularisering af lægekunsten, påstår Bliss, foregik hurtigst og stærkest i USA, idet ideerne vandrede fra Europa til det nordamerikanske kontinent, hvor de mødtes med de kapitalstærke amerikanske private universiteterslægeskoler via canadiske institutioner og banebrydende lægelige ideer.

Først møder vi William Osler, en ung canadisk læge, som intet kan stille op over for en patient med den frygtede sygdom kopper. Osler bliver senere en af Canadas største autoriteter på det lægefaglige område og reflekterer i en meget populær lærebog over, hvordan fatalisme og konspirationsteorier op gennem 1800-tallet fik canadierne til at vende sig mod vaccination – med fatale konsekvenser.

Osler møder vi igen i næste kapitel, hvor han er en af de fire faddere til Johns Hopkins i Baltimore, USAs nyeste og mest ambitiøse lægeskole. Her ses i praksis, hvordan ideer og kompetencer flød frit over grænserne på dette tidspunkt. I USA oplærte Osler blandt andre Harvey Cushing, som blev en nøgleperson i udviklingen af den moderne kirurgi – ikke mindst hvad angik hjernen, som han i 1904 betegnede som »kirurgiens Nordvestpassage«.

Bogens sidste scene udspiller sig i Toronto, Canada, i begyndelsen af 1920rne. Her læser den unge læge Frederick Banting ved et tilfælde en ældre artikel af en europæisk forsker, som giver ham den idé, at diabetes ikke som hidtil antaget skyldes problemer med maven eller leveren, men derimod en funktionsnedsættelse af bugspytkirtlens evne til at regulere blodsukkeret. Bantings idé førte til udviklingen af insulinbehandling, hvilket var et stort skridt for lægekunsten, som dermed blev i stand til rent faktisk at behandle og ikke kun lindre en af de mest frygtede sygdomme.

Da havde Osler været død i tre år, men hans bidrag til lægevidenskabens udvikling og især udvekslingen af ideer på tværs af grænsen mellem USA og Canada var stærkt medvirkende til at føre Vesten ind i helbredelsens århundrede.

En af dem, der blev reddet fra sukkersygedøden, var den femtenårige Elizabeth, datter af den amerikanske udenrigsminister Charles Evans Hughes (1862-1948). Hende behandlede lægerne i Toronto i sidste øjeblik i august 1922. 58 år senere mødte Michael Bliss hende som et spillevende eksempel på lægekunstens formåen. Det er den lille historie i den store -– og omvendt.

Weekendavisen 13.07.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *