Faderen, sønnen og helligbrøden

Menneskejagt: En fars hæsblæsende jagt på sandheden rummer mere end blot en spændingshistorie

Af RASMUS DAHLBERG

Noah Hawley: En god far. 384 sider. 300 kroner. Forlaget Jentas.

Senator Seagram, håbets stjerne på den demokratiske partihimmel, styrter brutalt, da skuddene pludselig gjalder under en tale i Los Angeles. Som i en moderne genindspilning af Sirhan Sirhans attentat på Robert F. Kennedy i 1968 er kameraholdene på plads, og gerningsmanden i den hvide skjorte foreviges med en rygende pistol i hånden. Kort efter banker det på døren hjemme hos dr. Paul Allen, skilsmissefar og anerkendt reumatolog. Han føres væk af mænd i mørke jakkesæt, som taler med deres revers, for det er lægens søn af første ægteskab, Daniel, som har skudt senatoren.

Sådan indledes årets givetvis hidtil bedste spændingsroman. Motoren i fortællingen er det enkle spørgsmål ”Hvorfor?”, som Daniels far sætter sig for at besvare gennem en ihærdig selvstændig efterforskning, som involverer de klassiske elementer såsom arrige advokater, lyssky privatdetektiver og tidligere elitesoldater. Det geniale i Hawleys plot er, at hovedpersonen trækker på sin erfaring som læge og angriber problemet, som var det en patient, hvis sygehistorie og spredte symptomer skal samles til en meningsfuld diagnose. Når andre speciallæger har givet op, ender dem med uforklarlige smerter i led og muskler ofte hos gigtlægen, og det er hans særlige evne til at tænke i helheder, som fører til et resultat. Bare fordi det ligner kræft, smager som kræft og lugter som kræft, behøver det ikke være kræft. Dermed bevæger forfatteren sig ind på det konspirationsteoretiske område og leverer et af spændingsgenrens hidtil stærkeste bidrag til en generel gennemhulning af de tilsyneladende vandtætte, men alligevel falsificerbare forklaringer på det uforklarlige.

Et gennemgående tema i romanen er faderrollen: Hvad kræves der for at være en god far? Lægges der i enhver skilsmisse kimen til en potentiel fremtidig attentatmand eller massemorder? Dr. Allen konfronteres under sin jagt på sandheden om sønnens motiv med sin egen dårlige samvittighed over at have arbejdet for meget og været der for lidt, og selv om det lyder banalt, behandles problemstillingen uhyre elegant og tankevækkende. Stemningen i beskrivelsen af sønnens udviklingsrejse frem mod den skæbnesvangre dag tåler sammenligning med Sean Penns fremragende film ”Into the Wild”, bortset fra at vi her ved, at historien ender med en forbrydelse så slem, at der pinedød må være en god forklaring.

Tempoet er højt, sproget flot, kompositionen sprød. At lade bogens fortællestil udvikle sig fra et stramt og begrænset førstepersonsperspektiv til en mere dokumentarisk samling af uddrag af dagbøger, psykologiske tilstandsvurderinger og retrospektive indblik i sønnens livshistorie er meget vellykket. Forfatterens baggrund som manuskriptforfatter i filmbranchen skinner igennem med rap dialog og korte scener, som yderst effektivt viser i stedet for at fortælle; Sætningen ”Jeg var den slags far, man taler om i terapi” opsummerer i sig selv et dysfunktionelt forhold mellem far og søn langt stærkere end tommetykke psykologiske udredninger fra kommunen. Dog forekommer dialogen enkelte steder lidt urealistisk, men det tilgiver man, fordi helheden er så stærk.

Oversættelsen er flydende, mens redaktion og korrektur fremstår lidt for sjusket: ”First Officer” på et passagerfly hedder ikke ”førstepilot”, men ”andenpilot” på dansk, og der mangler en del ord hist og her. Den skandaleramte energikoncern Enrons tidligere økonomidirektør, Andrew Fastow, sad i øvrigt ikke i det topsikrede statsfængsel ADX i Florence, Colorado, men i en tilknyttet institution med langt lavere sikkerhedsniveau. Derudover virker Hawleys kriminalhistoriske tilbageblik på attentaterne på bl.a. Robert F. Kennedy, Ronald Reagan og Gabrielle Giffords velresearchede, og de danner en tankevækkende autentisk ramme omkring hans fiktion. Også skoleskyderierne på Columbine og Charles Whitmans snigskyttemassakre på Texas University i 1966 er med, og disse forsøg på at indkredse gale mænds bevæggrunde for at dræbe uskyldige er nødvendig læsning i en Breivik-tid. Ifølge Hawley er man enten lam eller ulv i det moderne samfund. Enten følger man reglerne, eller også formulerer man sine egne, uden hensyntagen til ofrene. Det giver sjældent mening, men det behøver det heller ikke. Det sker bare. Accepten heraf er det sværeste.

Weekendavisen, 07.06.2012

3 thoughts on “Faderen, sønnen og helligbrøden”

  1. Oversættelsen er flydende, skriver Ramses Dalberg.
    Hvem er han/hun monstro?
    Jeg ved godt, det er svært både at skrive af, huske og alt det der, men gør dig en anstrengelse for at vise lidt pli, Ramses.

  2. Jeg refererer såmænd bare lidt ironisk til, at du ikke nævner oversætteren. Comprende …? 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *