Terrorismens unyttige idiot

Rød front: Mislykket frihedskæmper med storhedsvanvid fremstiller sig selv som revolutionens frontløber

Christian Zwettler med Lars Borking: Jeg revolutionær. 233 sider. 250 kroner. People’sPress.

Af RASMUS DAHLBERG

Halvfjerdserne var de store politiske følelsers tid. Selv som borgerlig er det svært at læse om Andreas Baader, Ulrike Meinhof og resten af Rote Armee Fraktions uden at blive fascineret af den kompromisløse ideologiske kamp, som drev dem gennem årtiers kamp mod et system, som kun meget få formentlig inderst inde troede kunne forandres. De betalte den højeste pris for deres overbevisning. Holger Meins sultede sig ihjel i 1974, Ulrike Meinhof begik selvmord i Stammheim-fængslet i 1976 og Andreas Baader, Gudrun Enslin og Jan-Carl Raspe fulgte hende året efter.

Ikonerne i RAF inspirerede utallige unge, rebelske europæere i det revolutionære årti. En af dem var Christian Zwettler, født 1966 og opvokset i en vesttysk overklassefamilie med en utro far og en ulykkelig mor, som nægtede at give afkald på luksustilværelsen og i stedet dulmede frustrationerne med sprut, piller og selvmordsforsøg. Allerede som stor knægt skiller Zwettler sig ud fra sine jævnaldrende ved at tage forbilleder som Spartacus, Che Guevara og Andreas Baader, og han er ikke bleg for at sætte sin politiske overbevisning igennem ved hjælp af rå vold. Den nye livsstil finansieres af kriminalitet, hvilket bliver et kendetegn for hans revolutionære karriere. Især tyveri af dyre cowboybukser fra butikker er en yndet metode til opretholdelse af livet. Det kaldes ”guerillashopping”, en eufemisme for butikstyveri.

Som 25-årig brænder jorden så meget under Zwettler i Tyskland, at han vælger at søge til København. Her kaster han sig ind i kampen og forsøger at oprette en revolutionær celle med en iver, idérigdom og overtalelsesevne som en leninistisk, voldsliderlig udgave af Klaus Riskær Pedersen. Han beslutter sig for at begå et bankrøveri, men det er han ikke særlig god til, hvilket koster tre et halvt år i skyggen Det kommer imidlertid også til at gå ud over en bare 17-årig dreng, som Zwettler har lokket med ind i sit spind. Det er kriminel revolutionspædofili af værste skuffe, og da Zwettler efterfølgende lægger hadsk afstand til sin unge lærling, fordi denne vælger at samarbejde med politiet, får man som læser en utrolig trang til at indkalde ham til skole-hjem samtale om voksenansvar.

Bogen er blottet for humor og selvironi på den Lenin-citerende måde. Kun da Hans Engell under en besættelse af Justitsministeriet i 1991 sørger for at få kassen med bajere fra mødebordet med i sikkerhed, da de revolutionære med Zwettler i front stormer ind i deres kamp for statsløse palæstinensere, trækker man på smilebåndet, og det er vist ikke meningen. Engell beskrives i bogen som et ”svin”, ligesom tidligere chefpolitiinspektør Per Larsen får prædikatet ”dumme svin”. Ham ville Zwettler gerne nakke: hans ”hestegrin” skulle skydes i stykker. Charmerende. Den uimodsagte støtte til drab på danske politibetjente, sammenligningen af sultestrejkende RAF-fanger med KZ-lejrenes muselmænd og Zwettlers åbenlyse forsøg på at gøre Blekingegadebanden kunsten efter er hovedrystende, men samtidig utroværdig. Zwettler kontakter løbende koryfæerne fra RAF, men udretter aldrig rigtig noget selv ud over at snakke, stjæle og kneppe, og det virker som om ingen rigtige revolutionære nogensinde har taget ham alvorligt. Han kan ikke engang finde ud at lave mad i fælleskøkkenet i BZ-bevægelsen og kæmper med sin egen borgerlige seksualitet, som gør ham jaloux over kærestens utroskab, selv om ideologien dikterer, at der bør være fri ejendomsret på området. Dette spor kulminerer i et forkrampet forsøg på at blive bøsse, komplet med moneyshot på Christiania, men Zwettler forbliver skabshetero.

Bogen er velskrevet af journalist Lars Borking, men det kompenserer ikke for hovedpersonens ulidelige selvsmageri, usømmelige omgang med menneskeskæbner og den skræmmende mangel på refleksion, moral og ansvarlighed, der gennemsyrer både teksten og livshistorien. Denne anmelder håber lidt, at der blandt de mange pletter på Zwettlers generalieblad, som opregnes i bogen, er et par, som ikke er forældede og kan føre til domsfældelse. Måske vil Per ”Hestegrin” Larsen være behjælpelig med en grundig gennemlæsning, så retfærdigheden kan ske fyldest.

Weekendavisen, 11.05.2012

One thought on “Terrorismens unyttige idiot”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *