Kongerækken: Spaniens historie er rodet og modsætningsfyldt, men derfor behøver en bog om den jo ikke at være det.

Af RASMUS DAHLBERG

Nellie Vierhout: Fra kalif til konge. 1000 års spansk historie fortalt gennem 24 personer. 306 sider. 249 kroner. Siesta.

Spaniens historie er fuld af krig, katolicisme og konflikt med kalifatet, som fra 700-tallet og frem til reconquistaen, som sluttede med Granadas fald i 1492, sad på magten på Den Iberiske Halvø. Det er en historie om ekstrem ulighed i en befolkning, som traditionelt har valgt kampen frem for konsensus, og som er blevet regeret af et fornemt udvalg af magtsyge, grimme og uduelige monarker. Det er historien om, hvordan troen i Spanien systematisk har modarbejdet fornuften, som da Carlos 3. i 1788 mistede både sin yndlingssøn og sin svigerdatter til kopper, fordi man i hans rige – i modsætning til resten af det da oplyste Europa – ikke troede på vacciner. Og det er historien om, hvordan det spanske monarki gentagne gange er blevet afviklet blot for kort efter at dukke frem fra eksilet igen, mens gadens undersåtter råber ”Tak for vores lænker!”

Denne komplicerede historie har Nellie Vierhout sat sig for at fortælle gennem 24 portrætter af centralt placerede spanske personer. Tidsmæssigt spænder bogen over mere end et årtusinde – fra kaliffen al-Rahman 3. i 900-tallet til den nuværende Kong Juan Carlos. Grundlæggende er det at guide læseren gennem stoffet ved at udnytte biografiens narrative og let tilgængelige form en sympatisk idé, som typisk ses i den angelsaksiske historieformidlingstradition, men den kræver, at forfatteren holder tungen lige i munden og ikke bare lirer oplysninger om dette og hint af. Og den balance formår Nellie Vierhout desværre ikke at holde i Fra kalif til konge.

Af de 24 udvalgte personer er de 19 monarker, mens resten er kunstnere (bl.a. Goya, Velázquez) og en enkelt lejemorder (El Cid). Eftersom et ikke ubetydeligt antal af monarkerne er nært beslægtede, giver det en del overlap i fortællingerne, og det forstyrrer læsningen, når man i begyndelsen af næste kapitel skal høre om de samme dynastiske relationer som i slutningen af det foregående. Også billedteksterne er mere eller mindre gentagelser fra brødteksten. Navne på ægte og uægte børn, fætre og kusiner, generaler og ministre flyver over siderne, og de enkelte kapitler er alle bygget kronologisk op på ”Så skete der det…”-formlen. Resultatet er, at man efter at have læst om Johanne den Vanvittige (1504-55) eller den vanskabte Carlos 2. (1664-1700) nok har tilegnet sig en hulens masse viden om vedkommende, men ikke ved, hvad man skal bruge den til.

Forklaringen skal formentlig søges i forfatterens akademiske baggrund. Nellie Vierhout er uddannet i spansk og kunsthistorie og skriver selv i forordet, at hun ikke er historiker, hvilket man må give hende ret i. En bemærkning i kapitlet om Isabel 1. (1474-1504) om, at samtidens kronikørers beretninger om dronningens ”hvide og regelmæssige” tænder nok skal tages med et gran salt, er det tætteste, vi kommer kildekritik. Ellers benyttes alt tilsyneladende ukritisk, hvilet muliggør livagtige, men sjældent synderligt troværdige beskrivelser på linje med 1800-tallets historiske maleri. Et større problem er dog, at manglen på problemstillinger, analyser og synteser gør, at teksten aldrig hæver sig ret meget over det beskrivende taksonomiske niveau. Og det er synd, for der er ægte fortælleglæde og entusiasme bag. Et crashkursus i Erslevsk metode og teknik, en kritisk forlagsredaktør og en håndfuld mellemrubrikker per kapitel ville have gjort underværker.

Forfatteren gør meget ud af at beskrive, hvordan forskellige kunstnere gennem tiden har afbilledet de spanske konger, men kun få af de omtalte værker er desværre gengivet i bogen. Og når portrættet af Columbus samtidig er så pixeleret, at det ligner en illustration hentet fra nettet i en gymnasieopgave, sidder man virkelig og ærgrer sig over, at de visuelle ambitioner med udgivelsen ikke har været større.                    Endelig skal forlaget have én over nakken: Under læsningen disintegrerede bogen mellem anmelderens hænder, således at der afslutningsvist var tale om et regulært løsbladssystem indlagt i omslag. Man siger, at der skal være overensstemmelse mellem form og indhold. I dette tilfælde er begge dele usammenhængende.

Weekendavisen, 11.05.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *