Fjendebilleder. Den dansk-afghanske journalist Nagieb Khaja beskriver krigens ofre fra den anden side.

Af RASMUS DAHLBERG

Nagieb Khaja: Historien der ikke bliver fortalt –om krigen i Afghanistan. Med forord af Carsten Jensen. 356 sider. 349 kr. Gyldendal.

For nylig modtog Informations journalist Charlotte Aagaard en halv million kroner af Fyens Stiftstidende til at skrive en bog om kritisk krigsjournalistik. Dem findes der nemlig ikke mange af, mener hun, og karakteriserer krigsdækningen i Danmark som »provinsiel, naiv og famlende«.

Den unge dansk-afghanske journalist Nagieb Khajas personlige beretning om ofrene for krigen i Afghanistan er alt det modsatte: ambitiøs, vidende og selvsikker i sin todelte problemstilling, som sigter mod dels at beskrive den afghanske civilbefolknings ofre, dels vise at det er muligt for en dansk journalist at bedrive kritisk opsøgende journalistik i en krigszone, hvor de fleste fagfæller er »embedded« hos de væbnede styrker.

Carsten Jensen skoser i sit gnistrende forord den danske journaliststand for at være ensidig og ukritisk i krigsdækningen, ikke mindst efter NATOs fastsættelse af 2014 som exittidspunkt. Han beskriver også, hvordan Nagieb Khaja i forbindelse med en dramatisk tilfangetagelse i 2008 efterfølgende blev forsøgt miskrediteret af både myndigheder og kolleger, som så ham som en uforsigtig halv-dansker, der misbrugte statens ressourcer med mistænkelige motiver. Selv lovsynger Jensen Khajas mod og etik og sidestiller ham med blandt andre Jesper Hour og Anders Hammer Sømme, som har sendt dystre, ubehagelige og nødvendige Afghanistan-reportager i bogform hjem til henholdsvis Sverige og Norge.

Bogen er bygget op omkring forfatterens gentagne rejser til det hærgede land, drevet af ønsket om at vise krigen fra den anden side. Igen og igen møder Khaja afghanere, som beretter om udenlandske soldaters mangel på forståelse for situationen i Afghanistan.

»Når de behandler deres samarbejdspartnere sådan, så tror da pokker, at Taleban har nemt ved at rekruttere afghanere til deres jihad,« får Khaja at vide af en rasende Ghousallah Tarin, som i marts 2002 oplevede at blive taget til fange i Maiwand-distriktet i Kandahar af danske jægersoldater, selv om han var udpeget af de lokale myndigheder til at stå for sikkerheden på vejene. »Selvfølgelig begynder vi at holde med Taleban, når udlændingene undertrykker os og forsøger at kontrollere os,« siger Haji Gran fra byen Musa Qala i Helmand-provinsen, som både britiske og danske soldater forgæves forsøgte at bevare kontrollen med.

Det er dybt interessant at høre den afghanske version af den danske tilstedeværelse: »For os spiller det ikke nogen rolle, om det er danskere, englændere eller amerikanere. De er ens, og hvis jeg skal være helt ærlig, så kan jeg ikke se forskel på dem. Vi ved ikke noget om, hvor vores direkte modstandere på slagmarken er fra og er heller ikke interesserede i det. Vi ved bare, at de er udlændige, som er kommet til vores land, fordi de vil bestemme over vores ressourcer,« fortæller oprøreren Barylai, som Khaja møder i 2008.Stærk fortælleteknik og stram redige-ring får den ellers visse steder tungt informationsmættede tekst til at flyde som en spændingsroman. Forfatteren får godt nok fejlplaceret Falklandskrigen i 1970erne (den fandt sted i 1982), men generelt føler man sig i trygge hænder hos Khaja, hvis bog burde være pligtlæsning for alle med holdning til eller indflydelse på det danske engagement i Afghanistan. Ikke fordi hans udlægning er den objektive sandhed – ligesom de fremstillinger, han kritiserer for at være ensidigt pro-forsvarsministerielle, er han på den afghanske lokalbefolknings side. Men fordi den leverer et relevant alternativ til fortællingen om de længe ventede vestlige redningsmænd, som smider Taleban på porten og baner vejen for demokrati.Historien der ikke bliver fortalt er gennemført nedtrykkende læsning. De internationale styrkers tilstedeværelse og adfærd i Afghanistan udstilles på pinlig vis, og det er svært ikke at drage paralleller til amerikanernes engagement i Vietnam i 1960erne og 1970erne. Man må lade Nagieb Khaja, at han har noget at have kritikken i. Manden har faktisk mødt de mennesker, hvis koner og børn er blevet dræbt af vestens luftangreb, som er »namardi« – (umandigt) –i afghanernes øjne. Deres respekt får vi aldrig.

Weekendavisen, 16.03.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *