Stuegang. Lune erindringer fra en kirurg i uniform.

Af RASMUS DAHLBERG

Finn Warburg: I fulde åndedrag. En krigskirurgs erindringer. 562 sider. 350 kr. FADL’s Forlag.

Hvis man skulle være så heldig at komme til at sidde over for Finn Warburg til en frokost, skal man sørge for at have god tid, for hvis han først går i gang med at fortælle, løber han ikke tør for historier lige med det samme.

Warburg er overlæge på Rigshospitalet, selv om han ifølge sit CPR-nummer burde være gået på pension, men eftersom han er Danmarks mest erfarne katastrofe- og krigskirurg, er hans erfaring ikke lige sådan at undvære. Udlængslen begyndte med en fascination af Iran under shahen og førte ham til blandt andet flygtningelejrene i Libanon i 1980erne, til Eksjugoslavien i 1990erne, til Asien efter tsunamien i 2004 og senest Afghanistan med det danske forsvar.

Finn Warburg er en bralrerøv, livsnyder og patriot med et stort (borgerligt) samfundssind. Socialdemokrater kan han absolut ikke lide; Brixtofte er helten, der redder Farum Kommune fra »stalinisterne«, indtil det går galt i rødvinstågerne, og kommunen ender med at blive lagt sammen med hængemulerne i Værløse Kommune. Og selv om man ikke er et sekund i tvivl om, at Eileen har været den eneste kvinde i hans liv siden 3. real på Rungsted Statsskole, er der også en vis interesse for det modsatte køn at spore i bogen – og omvendt – for eksempel da en sød sygehjælper med en blød, mørk kvindestemme i frokostpausen spørger den unge læge, om han »vil have snav på agurken«, hvilket dog viser sig blot at dække over et uskyldigt tilbud om rævesovs fra hendes laksemad.

Det er praktikken, ekspeditionerne ud i brændpunkterne, det at gøre en forskel, som har været drivkraften i Warburgs karriere, ikke de administrative forpligtelser i sygehusvæsenet eller forskningsverdenen. Tidligt blev han opfordret til at gennemføre et forskningsprojekt om »incontinentia alvi«, det vil sige slaphed i lukkemuskulaturen, men kunne ikke rigtigt se sig selv heppe seriøst på damer i toiletstole for at få dem til at stramme sammen, mens han i videnskabens tjeneste hængte vægte på en kugle ført op i endetarmen for at notere, hvornår det hele smaskede på gulvet. Således undgik Finn Warburg med egne ord en karriere som specialist i slappe rynketråde – og det kan både han selv, en lang række soldater og katastrofeofre verden over og vi læsere være godt tilfredse med.

Barndomserindringerne er detaljerede, kontante og eftertænksomme og opsummeres i sætningen: »Jeg lærte af mine forældre de klassiske dyder: at skyde, ride og tale sandt«, hvilket bringer denne del af bogen på højde med Jens Kruuses Min lykkelige barndom i underholdningsværdi. Portrættet af den storrygende moder, som på et tidspunkt var overbevist om, at hjemmestrikket undertøj af uld er sundt for små børn, fordi de lettere holder varmen ved konstant at være i bevægelse på grund af kløen, er kærligt og kritisk, mens der næsten bliver gået for tæt på i beskrivelserne af familiemedlemmers personlighedsmæssige brister og interne stridigheder. Lige her ville en lidt skarpere forlagsredaktion med fokus på adskillelse af det private og det personlige have styrket erindringsbogens samlede udtryk.

Men næsten alt – selv at tekstbogen er trykt på glittet papir, hvilket ikke højner læsevenligheden, og at flere fotos fremstår små, mørke og gnidrede – er tilgivet, for det er længe siden, denne anmelder har været i så godt selskab med en erindringsbog. Det skorter ikke på anekdoter, politiske stikpiller, interessante indblik i lægelige forhold og seriøse beretninger fra verdens brændpunkter, og hele historien flyder godt og leveres med masser af glimt i øjet.

Allermest underholdende er kapitlerne om tiden i forskellige funktioner på danske sygehuse, hvor den unge Warburg fremstilles af den ældre Warburg som nysgerrig, rap i replikken og god til at samarbejde, noget som formentlig skyldes hans sideløbende militære karriere. Som en afdelingssygeplejerske engang sagde til ham, efter at han havde vist særlige evner inden for anlæggelse af eksterne pacemakere: »Finn, det gør ikke noget, du er her.« Det var ment som en stor ros. Det er denne anmeldelse også.

Weekendavisen, 03.02.2012

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *