Flyspotting. Pragtværk om F-16 i Danmark flyver stærkt og smukt under realiteternes radarhorisont.

Af RASMUS DAHLBERG

Thomas Kristensen & Henning Kristensen: F-16 – oplevelser på danske vinger. 236 sider, stort format. 400 kr. Gyldendal.

Findes der noget mere maskulint end at iklæde sig et stramt g-suit, trække flyverhjelmen ned over hovedet og spænde 15 tons jagerfly fast til ryggen?

Og hvem kan sige sig fri for med åben mund og polypper at vende sig mod lyden, når overlydsbraget pludselig skærer gennem hverdagen, som for de flestes vedkommende foregår i kedsommelig sneglefart tæt ved jorden?

Siden Chuck Yeager som den første brød lydmuren i 1947, har militære jetfly repræsenteret noget af det ypperste, menneskeheden kan præstere teknologisk. Der er fart over feltet, ydeevnen er ufattelig og når bomberne rammer, er den grå dartpil i luften allerede langt, langt væk.

Thomas Kristensen, som er en af Danmarks mest erfarne jagerpiloter, har sammen med »Foto-Henning«, Flyvevåbnets faste flyfotograf gennem en menneskealder, udgivet et hyldestskrift til det smukkeste og bedste kampfly, der nogensinde har gjort tjeneste i Hendes Majestæts danske flystyrker: F-16 Fighting Falcon. Siden 1980 har det alsidige kampfly, som fungerer lige godt i luft til luft- og luft til jord-rollen, skåret sig gennem det danske luftrum med sin spidsnæsede, skarpvingede profil, og mens politikerne og forsvaret diskuterer, om erstatningen skal hedde Joint Strike Fighter, Gripen eller Eurofighter, fortsætter den aldrende F-16 ufortrødent på missioner i ind- og udland. Flyet er populært blandt piloterne, pålideligt, alsidigt og elegant, og måske ender det hele med endnu en opgradering og levetidsforlængelse af de gode, gamle fly, så der i 2020 stadig er F-16’ere med dannebrog på haleroret i det danske luftrum (og IC3-tog på skinnerne).

Bogen er bygget op omkring en lang række korte historier fortalt af F-16-piloter, typisk med udgangspunkt i en særlig dramatisk eller interessant begivenhed, f.eks. nervepirrende nødlandinger, fascinerende formationsflyvning, internationale øvelser og natlige lufttankninger – et emne som enhver rigtig mand jo bør vide noget om.

Der er naturligvis også beretninger om egentlig krigsdeltagelse, både over Eksjugoslavien i 1999 og fra 2001-03, hvor danske F-16’ere fløj skarpe missioner over Afghanistan. Vi er med i cockpittet, når bomberne udløses, men der er ikke mange følelser involveret, og det resulterer i en klinisk tilgang til det at slå ihjel. Men det er selvfølgelig heller ikke denne bogs hensigt at gå ind i en dybere diskussion af krigens berettigelse eller diskutere de moralske og psykologiske aspekter af jobbet som kamppilot. Derfor tilgives den renskurede macho-lingo, der sender én lige lukt tilbage til tiden med Top Gun på VHS og drengedrømme om himmelflugt med efterbrænder.

Rent teknisk er bogen forrygende flot. Billedgengivelsen, layoutet, ja selv korrekturen er fuldstændig lydefri, hvilket gør det til en sand fryd at lystlæse og kigge billeder, selv om mange af motiverne er rimelig ens (»gråt kampfly på blå baggrund«). Der er i alt ca. 50 historier fortalt af piloter og ti korte »bagsædefortællinger« om bl.a. B.S. Christiansen og Bubber, som hver på et enkelt opslag begejstres over deres gæsteoptræden i den fantastiske maskine. Kronologi og tematik i opbygningen er forsvundet som kondensstriber på den blå himmel. I stedet er der bare luftlir i lange baner i ægte coffee table-stil. Fagudtrykkene flyver så lavt, at man skal dukke sig for ikke at blive ramt i nakken af canopy’en, mens man affyrer en AMRAAM og foretager en Immelmann med fare for black out under Red Flag. Heldigvis er der en omfattende liste med ordforklaringer bag i bogen, ligesom man her finder et par udmærkede tekniske kapitler om F-16 i dansk tjeneste.

Overskuddet fra salget af bogen går til Soldaterlegatet, som tilgodeser tidligere militære og civile udsendte i internationale missioner samt efterladte, og de mange medvirkende i bogen har alle stillet deres historier og fotos gratis til rådighed. Respekt. Denne anmelder er, indrømmet, stærkt misundelig på Thomas Kristensen og hans flyvende kolleger og melder i ren og skær afmagt bare »Fox Two, Fox Two, Dark Knight is bingo fuel, returning to base.« Er der et bagsæde ledigt en dag, så ringer I bare.

Weekendavisen, 02.12.2011

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *