Dobbeltspil. Virkeligheden lurer lige under overfladen i spændende spionthriller.

AF RASMUS DAHLBERG

Charles Cumming: Den sjette forræder. Oversat af Jakob Levinsen. 366 sider. 300 kr. Rosinante.

Velkommen til spionernes verden, hvor intet er, som det umiddelbart ser ud til: Folk dør, men lever alligevel videre. Smukke, forføriske kvinder lægger op til både det ene og det andet, samtidig med at de fører en godtroende mand dybere ind i deres spind af løgne. Og sandheden er for længst blevet det første offer i en iskold konflikt mellem øst og vest, som trækker spor mere end tre generationer tilbage. Det er her, det enkelte liv vejer lettere end en statshemmelighed, og det kan hurtigt rinde ud, hvis man et øjeblik er uopmærksom og sætter tænderne i en californian roll krydret med en gang Polonium-210.

Charles Cumming, 40-årig litterat og anmelder med en kortvarig karriere som agent i den britiske efterretningstjeneste bag sig, har skrevet en god gammeldags spionthriller, som på ambitiøs vis forsøger at løfte arven fra Graham Greene og John Le Carré.

Baggrundshistorien er »De fem fra Cambridge«, en ring af spioner, som rystede Storbritannien i landets grundvold for mere end et halvt århundrede siden.

Kim Philby, Anthony Blunt, Guy Burgess, Donald Maclean og John Cairncross (det er omdiskuteret, om sidstnævnte virkelig var det femte medlem af ringen) blev hvervet af NKVD, forløberen for KGB, og forsynede Sovjetunionen med fortrolige oplysninger. Da de fem i 1950erne blev afsløret, skabte det en forståelig paranoia, som blandt andet udmøntede sig i alvorlige mistanker mod selv premierminister Harold Wilson for overløberi.

Når der nu var fem spioner i Cambridge-ringen, kunne der vel også have været en sjette. Denne antagelse, som har redet efterretningschefer og politikere som en mare i årtier, er udgangspunktet for Cummings spændingsbog, hvis veldrejede plot det ikke går an at afsløre for meget af her.

Hovedpersonen er dr. Samuel Gaddis, underviser ved University College London og ekspert i nyere russisk historie, som efter udgivelsen af en biografi om Ruslands nye magtfulde »tsar« Sergej Platov bliver hvirvlet ind i jagten på Edward Crane, det sjette medlem af spionringen.

Der er fart på og masser af spændende detaljer. Cumming har for eksempel indlagt en række referencer til historikere, først og fremmest ved at navngive sin hovedperson Gaddis, hvilket må ses som en hyldest til en af fagets tunge drenge, koldkrigshistorikeren John Lewis Gaddis. Ligesom navne som Beevor, Sebag Montefiore og Schama optræder i små biroller.

Der er i bogens univers talrige andre underholdende henvisninger til blandt andet moderne populærkultur. For eksempel medbringer Gaddis på en lang og ufrivillig togtur et eksemplar af den britiske journalist og forfatter Robert Harris’ roman Arkhangelsk (da. 1999), og det er da også oplagt, at Cumming er inspireret af netop Harris’ stil og emne.

Og da en smuk kvinde beder om at få slukket for Dylan på stereoanlægget, som af hensyn til aflytningsfaren er skruet godt op, fordi hun finder det generende under elskovsakten, er det bare sjovt.

Sproget er veloplagt og flydende, og de mange personer i galleriet er rimeligt troværdige, selv om enkelte fremstår en anelse flade og stereotype. Miljøet er detaljeret med masser af europæisk lokalkolorit.

Henimod afslutningen bliver hovedpersonen dog næsten for naiv og moraliserende i sit syn på det moderne Ruslands hårdhændede metoder over for Moskva-kritiske journalister og politiske modstandere.

Fortællemæssigt fungerer bogen bedst, når Cumming holder synsvinklen hos Sam Gaddis, for så oplever læseren den samme nervepirrende, kvalmende følelse af, at hvert eneste svar udløser mindst to nye spørgsmål.

Visse steder bliver fortællerstemmen ligefrem alvidende på en irriterende måde (»Men det kunne Gaddis ikke vide endnu…«), og det ødelægger i disse scener til dels den intense spænding, som der ellers er rigeligt af i bogen.

Romanen er fornemt oversat af Jakob Levinsen, men helhedsindtrykket skæmmes af sjusk på omslag og flaptekster. MI6, den britiske udenrigsefterretningstjeneste, hedder således ikke formelt Secret Intelligent Service, men Secret Intelligence Service. No pun intended – eller hvad? Læs alligevel romanen for dens hemmelighedskræmmeri, dobbeltspil og de skarpe henvisninger til virkelighedens Putin og Politkovskaja.

Weekendavisen, 05.11.2011

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *