I medgang og modgang: Hvorfor bekymre sig om den eneste ene, hvis man kan elske flere på samme tid? To bøger diskuterer parforholdet.

AF RASMUS DAHLBERG

Sara Skaarup: Kærlighedskontrakten – åbenhed og troskab i parforholdet. 288 sider. 300 kr. Gyldendal.Mette Frobenius og Thomas Wivel: Fra A til Undergang. Det moderne parforhold under lup. 195 sider. 199 kr. Gyldendal.

Det er så yndigt at følges ad, skrev Grundtvig i 1855 – men er det nu også hele sandheden? Noget tyder altså på, at danskerne har problemer med at få tosomheden til at fungere på den lange bane. Der udgives i hvert fald en lind strøm af mere eller mindre seriøse bud på, hvad man kan gøre for at spice sit ægteskab op: tantrasex, swingerkultur, duftlys, partnerbytte, sund livsstil, Living Together Apart. Utallige sexologer, terapeuter og psykologer har formuleret løsningsforslag, men som med så mange andre værktøjskasser til personlig udvikling står skidt og kanel side om side på boghandlerens selvhjælpshylder. Selv om det formentlig er uhyre individuelt, hvad der fungerer i praksis, er det dog muligt at foretage en vis grovsortering inden for genren.

Sexolog og cand.comm. Sara Skaarups Kærlighedskontrakten er ikke en bog om parforhold i al almindelighed, men en grundig indføring i begrebet ‘polyamori’ (kunsten at elske flere), den ekstreme udgave af det åbne forhold, hvor den ene eller begge partnere tillader den anden ikke kun at have seksuel omgang med andre, men også at indgå i egentlige kærlighedsforhold ud over det primære. Vel vidende at dette kan være svært at forstå for monogame, der i hvert fald officielt nøjes med én partner ad gangen, trækker Skaarup en parallel til kærligheden til børn: Når man får det første barn, tror man aldrig, at man kan elske de næste lige så højt. Men det kan man jo, vel at mærke uden at det går fra kærligheden til den førstefødte. Polyamori fordrer forventningsafstemning, hensyntagen og veludviklede kommunikationsevner, hvilket bogen giver masser af gode og konkrete anvisninger på. Gevinsten er angiveligt det ultimative moderne parforhold med det bedste af to verdener: tosomhedens tryghed og singlelivets tilfredsstillelse af libido og ego. Kærlighedskontrakten er velskrevet, informativ og tager både sit kontroversielle emne og læseren alvorligt med et velkomponeret miks af teori og erfaringer. Forlagsarbejdet er også fornemt. Dog skal det bemærkes, at Ejler Løgstrup, som citeres s. 131, vist oftest benævnes K.E. Løgstrup.

Stand-up-komikerne Mette Frobenius og Thomas Wivel er begge blevet skilt fra deres respektive partnere. Overvejelserne og konsekvenserne, der er forbundet dermed, har de valgt at indvie os andre i med bogen Fra A til Undergang, som ifølge undertitlen sætter »det moderne parforhold under lup«. Gennem afsnit som ‘Det nye liv’, ‘Børn og familie’ og slet og ret ‘Skilsmissen’ skyder de fra hoften om stort og småt. Intet er for seriøst til at blive udsat for en plat joke: sex, skænderier, selve bruddet, nye partnere, rollen som enlig mor/far. Stilen er rodet grænsende til det forvirrende, og det fremstår i bedste fald uklart, hvad forfatternes budskab med bogen er ud over at få tømt skufferne for dagbogsoptegnelser, gamle avisklummer og ubehjælpsomme noveller.

Indrømmet, der er et par gode grin undervejs i bogen, som for eksempel Mette Frobenius’ pointe om, at det er ungdomstraumerne over kokostæpper, som har udraderet hendes generations lyst til at kopulere på gulvet i stuen. Men som helhed fremstår bogen som et sammenkog af to stand-up’eres tilfældige og fortrinsvis umorsomme og banale private betragtninger om parforhold og skilsmisse. Sådan en bog skal være enten skarp eller sjov, og Fra A til Undergang er hverken-eller. Dertil kommer et hårrejsende lemfældigt forlagsarbejde, der allerede går galt i forordet: »Vi har nummeret til daginstitutionen som Foretrukken på vores nye iPod.« Nej, det har vi ikke, for en iPod er en musikafspiller, ikke en mobiltelefon. Og hvad har side 49 gjort, siden den ikke må være med? Det er sjusk. Bogen koster 199 kr. – og de penge er afgjort bedre brugt på en smuk buket til kæresten.

Weekendavisen, 28.10.2011


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *