Triviallitteratur: Velskrevet beretning om udsendt dansk soldat bygger på spinkelt grundlag

AF RASMUS DAHLBERG

Rikke Hyldgaard: Soldaten – i krig og kærlighed. 240 sider. 250 kr. Jyllands-Postens Forlag.

I snart et årti har danske soldater udkæmpet en beskidt krig i Afghanistan, som for de fleste er meget langt væk både geografisk og mentalt. Det er ikke rigtigt noget, vi taler om. Lidt duknakkede støtter nogle af os vores drenge og piger derude med et diskret klistermærke bag på bilen eller knytter næverne i bukselommen, når vi passerer den lokale grønthandler, som i virkeligheden måske er Taliban-sympatisør. Men en stolt nation i krig, det er vi ikke.

Derfor er det kærkomment, at der udgives bøger, som har til formål at give os civilister et detaljeret indblik i, hvordan det er at være soldat for Danmark i det 21. århundrede. I Soldaten tegner Rikke Hyldgaard, journalist på Fyens Stiftstidende, et portræt af 22-årige Jacob Christensen, som i 2010 udsendes til Helmand-provinsen i Afghanistan som kampsoldat med føringsansvar på Danish Battle Group ISAF Hold 9. Soldaten lægger sig i sporet af Kim Hundevadts anmelderroste I morgen angriber vi igen fra 2009, men hvor Hundevadt – som i dag er udviklingschef i JP/Politikens Forlagshus og har fungeret som redaktør på bogen om Jacob Christensen – som journalist selv var med fremme ved fronten i Afghanistan, har Rikke Hyldgaard baseret sin bog på interviews med den unge soldat og hans pårørende før, under og efter udsendelsen. Forfatteren har således ikke selv haft det afghanske støv oppe i snuden, men må nøjes med loyalt at viderebringe hovedpersonens beskrivelse af det som ”kartoffelmel”. Historien afvikles dog effektivt og elegant, både strukturmæssigt og sprogligt, men der er desværre sjældent megen dybde i hovedpersonens refleksioner. At læse Soldaten er derfor som at lytte til en kompetent og ambitiøs pianist, der fortolker en dansktopmelodi; man ærgres over, at formidleren ikke har haft et bedre materiale at arbejde med.

Bogen ligner genremæssigt doku-soapen, som den kendes fra fjernsynets primetime: Vi er med Jacob i Rosengårdcentret, lærer Danmarkshistorie med Pyrus i sofaen og spiser på Jensens Bøfhus med den storbarmede Matas-pige Rikke, som finder det udkast til ”Min sidste vilje”, som Forsvaret har bedt ham udarbejde, og grædende tvinger ham til at revidere teksten. Der er juleand på grill med svigerfar, ture til Børges put & take-sø og stærke, enkle holdninger, som desværre aldrig rigtig udfordres, fx når Jacob beskrives som ateist lige efter at have lovet sine forældre i et brev, at de skal forenes igen i døden. Hvordan mon det hænger sammen.

Igen og igen fremhæves det, at Jacob anser sig selv som for begavet til at være infanterist – han vil ikke være en af de ”undværlige soldater”. Men soldatens selvopfattelse undergraves af flere af bogens scener: Han vil ”bare ikke” følge reglerne og tage våbnet fra en såret soldat, som kvitterer med at vende sit gevær mod egne styrker i en morfinrus, og ”Svin” er prædikatet, han giver den læge, som på grund af infektionsfare tillader sig at aflive en lille sød kat, som Jacob har taget til sig i lejren. Tilbage står et velskrevet, men lidt trivielt billede af middelklassedrengen fra provinsen, som drog i krig, fik den action han søgte, mistede nogle gode kammerater i kamp, var savnet på hjemmefronten, og til sidst kom hjem og kæderøg sig gennem stilheden efter skuddene i en tom lejlighed i Odense. Det stikker ikke så dybt, og der er ikke meget, vi ikke har hørt før i avisartikler og film som Armadillo.

Forlagsarbejdet på Soldaten er derimod sjældent helstøbt. Kun lige et par ”dyssegranater” er sluppet igennem korrekturen (s. 83), og det må siges at være et acceptabelt tabstal. Om det samme er tilfældet for Hold 9 (5 dræbte, 61 sårede) lades op til læseren at vurdere. Man må håbe, at bogen vil anspore yderligere debat herom.

Weekendavisen, 30.09.2011

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *