Medbring selv maskingevær

Mayday: For at blive pirat i Somalia kræves ingen kvalifikationer ud over egen Kalashnikov.

AF RASMUS DAHLBERG

Camilla Stampe og Laura Marie Sørensen: Piratjagt: Kampen om menneskeliv og millioner. Forlaget Pressto. 256 sider. 249 kroner.

Timingen omkring udgivelsen af de to universitetsuddannede journalister Camilla Stampe og Laura Marie Sørensens bog om pirater kunne dårligt være bedre: Presseeksemplarerne landede på landets avisredaktioner stort set samtidig med, at familien Quist Johansen og deres to gaster vendte tilbage til Danmark efter et halvt års fangenskab hos somaliske pirater.

Det er et ambitiøst projekt, de to unge kvinder har kastet sig ud i. På baggrund af ti måneders research, som bl.a. har ført dem til Somalia, Kenya og USA, vil de beskrive piratproblemet både fra gidslernes, piraternes, redernes, politikernes og soldaternes perspektiv. Formen er en medrivende og visse steder ligefrem nervepirrende fortællende journalistik, som bl.a. inviterer læseren med på nyrerystende køreture i firehjulstrækkere og med hjem til en somalisk kvinde, som opbyggede et mindre forretningsimperium baseret på salg af khat og formidling af prostituerede til de lokale pirater.

Med bogen skriver de sig ind i rækken af journalister, som trodser de meget reelle farer, Somalia byder på, for at trænge dybere ned i en historie, som i disse år kun vokser i omfang og kompleksitet. Ligesom Jay Bahadur i Deadly Waters: Inside the Hidden World of Somalia’s Pirates og Peter Eichstaedt i Pirate’s State: Inside Somalia’s Terrorism at Sea opsøger de kilderne, hvor kilderne er, nemlig i de mørkeste afkroge af et af verdens mest ustabile lande. Vi er med i fængslet i Bosaso, hvor piratkongen Boyah sidder bag tremmer. Hans magt er ikke ligefrem knægtet af indespærringen, og han kræver et stort beløb af de danske journalister for at lade sig interviewe. Justitsministeren inddrages, og det ender med, at piratkongen må bøje sig og tale med de to danske kvinder – som tilmed får en undskyldning for hans hidsighed. Gæsterne skal behandles godt, forklarer Boyah, ligesom piraternes gidsler. ”Vi passer på dem, som man ville passe på æg, for ellers kan vi ikke handle med dem.”

Titlen er ”Piratjagt”, men bogen handler i mindst lige så høj grad om piraternes baggrund og hverdag – og det er dens store styrke. Forfatterne har tilbragt flere uger om bord på det danske støtteskib Esbern Snare på antipirattogt i Adenbugten, og de beskriver levende, om end en smule benovede de seje frømænd, som pumper jern på dækket og sover med støvlerne på. Bevares, det er interessant og ikke uden dramatik at få indblik i stemningen i skibets O-rum, når helikopteren Brumbass i hast sendes af sted mod et kapret skib, mens SMI-holdet gør klar til afgang i deres RHIB, bevæbnet til tænderne og med stålsatte blikke. Men det er beretningerne om piraternes selvforståelse, der giver os indblik i de mekanismer, som har ført til den spændte situation i havet omkring Afrikas Horn. Mest udbredt er Robin Hood-opfattelsen, ifølge hvilken piraterne blot opkræver de afgifter, som omverdenen rettelig burde betale for rovfiskeri og forurening i deres område. Et af de få lyspunkter i historien er erfaringerne fra Eyl, som tidligere var en af de værste piratreder, men hvor imamer og klanledere med Koranen i hånden nu har fordrevet piraterne og deres skørlevned.

Man vurderer, at det somaliske pirateri 2010 kostede verdens rederier 62 mia. kroner i forsikringer, løsesummer, ekstra brændstofudgifter og sikring af skibe. Samtidig er den internationale indsats, herunder den danske, hæmmet af politikernes famlen efter løsninger på de juridiske udfordringer forbundet med piratjagten. 215 pirater er blevet sat på fri fod fra de danske skibe, mens kun ganske få er blevet retsforfulgt. Forfatterne beskriver indgående den forståelige frustration hos redere og soldater over det, de oplever som ineffektivitet.

Bogens narrative formidlingsform fungerer godt, men forlaget burde have bekostet en kompetent korrekturlæser, som kunne have oplyst, at det ikke hedder en ”kemitanker”, men ”kemikalietankskib”” (s. 68), at man ikke ”synker” en båd (s. 76), ej heller ”springer” den i luften (s. 113), og at det er en besætning og ikke et skib, der ”mønstrer” (s. 158). En sådan mangel på sproglig præcision lover ikke godt for den nye generation af danske journalister. Endelig er det da træls for de somaliske pirater, at de skal bo i hytter på de danske orlogsfartøjer bygget af ”spånpladder” (s. 130).

På trods af de skæmmende fejl er bogen som helhed overraskende vellykket. Forfatterne takker Tom Buk-Swienty for at have givet dem rådet ”less is more”, og det har de heldigvis fulgt. ”Piratjagt” er stramt fortalt, ambitiøs i sit sigte og lykkes med sin vedkommende og relevante fortælling.

Weekendavisen, 30.09.2011

2 thoughts on “Medbring selv maskingevær”

  1. “Forfatterne beskriver indgående den forståelige frustration hos reddere og soldater over de, de oplever som ineffektivitet”
    – lidt uheldigt med disse ‘redDere’, når nu anmeldelserne (iøvrigt med rette) påpeger lemfældig sprogbrug i bøgerne (“Maskingeværet” + “Soldaten”)! 🙂

    1. Tak! Det er min egen version af teksten, som ej er korrekturlæst af avisen, jeg har lagt op. Retter det straks… 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *