Grådighed. Erhvervsjournalist opruller nøgternt, hvordan OW Bunker gik fra børsintroduktion til bankerot på rekordtid.

Jakob Skouboe: OW Bunker – Insidernes fortælling om det dramatiske kollaps. 205 sider. 300 kroner. Gyldendal Business.

Af RASMUS DAHLBERG

Jysk købmandsskab – det er noget med at købe billigt, sælge dyrt og så ellers ikke slå større brød op, end ovnen kan rumme, mens spekulation er noget for smarte københavnere med sportsvogne og spidse sko. Omtrent efter den opskrift blev den aalborgensiske bunkervirksomhed OW Bunker, grundlagt af skibshandler Ove Wrist i 1953, drevet i mange år. »At bunkre« er et maritimt udtryk for at tage brændselsolie om bord i et skib, hvilket typisk sker fra et mindre tankskib, som kommer op på siden af det store fragtskib, mens det alligevel ligger i havn. Fordi olie er sådan en dyr vare, er margen for profit på bunkermarkedet traditionelt lille. Et bunkerselskab køber for eksempel en stor mængde olie for 600 dollars per ton og sælger det videre til 601 dollars per ton. Indtjeningen kommer gennem stor volumen frem for den enkelte handel.

Fra at have været en bundsolid jysk virksomhed vokser OW Bunker under ledelse af administrerende direktør Jim Pedersen sig fra omkring år 2000 ud af både Aalborg og Danmark. Nye kontorer åbnes overalt i verden, og OW Bunkers omsætning når efterhånden et astronomisk omfang, som herhjemme kun overgås af den gamle kæmpe A.P. Møller-Mærsk. Men indtjeningen er stadig beskeden på grund af den lave profitmargin i det traditionelle bunkermarked. Jim Pedersen er imidlertid ikke bleg for at gå nye veje. Som topchef markerer han sig hurtigt som en hård negl, der styrer både bestyrelse og direktion enerådigt, og han samler et hold af venner omkring sig, herunder fodboldkammeraten Kenneth Rosenmeyer, som bliver chef for virksomhedens risikostyringsafdeling: Risk Management.

For et selskab som OW Bunker, der har en enorm omsætning, men kun en meget lille indtjening (i 2002 for eksempel blot 100 millioner kroner ud af en samlet omsætning på over ti milliarder kroner), er risikostyring alfa og omega. Det handler om at dække sig af på alle leder og kanter, så den usikkerhed, der måtte være ved en handel, så godt som muligt opvejes af finansielle sikringer, typisk mod udsving i olieprisen. Hvis bunkervirksomheden køber 100.000 tons olie til 85 dollars tønden og indgår en aftale med en kunde om at sælge den pågældende olie videre til dagsprisen to måneder senere, kan det blive en virkelig god forretning, hvis prisen i mellemtiden stiger til 100 dollars per tønde – og en rigtig, rigtig dårlig forretning, hvis den falder til 60 dollars per tønde. Heldigvis findes der en lang række finansielle instrumenter inden forRisk Management, som nedbringer risiciene ved den slags potentielt særdeles lukrative handler, men de kræver stor indsigt, og at man holder tungen lige i munden.

Problemet med OW Bunker er, at det op gennem nullerne går rigtigt godt. Virksomheden tjener så mange penge, at kapitalfonden Altor får kig på den. Normalt er profitmargenen i bunkerselskaber for lille til, at gribbene i kapitalfondene vil røre ved dem, men OW Bunker er mere attraktivt end konkurrenterne. De kan nemlig noget med risikostyring de aalborgensere. Faktisk bidrager Kenneth Rosenmeyer i Risk Management voldsomt til OW Bunkers bundlinje, selv om hans afdeling egentlig blot er der for at håndtere risiciene ved de handler, som traderne indgår. Rosenmeyer spekulerer, og han er så god til det, at han ét år får en bonus så stor, at hans samlede løn bliver højere end Jim Pedersens. Dét huer dog ikke den egenrådige topchef, som har for vane at terrorisere sine medarbejdere med emsige kontrolopkald dag og nat, og Rosenmeyer ender da også med at forlade selskabet.

Grådigheden tager altså over i OW Bunker, ikke mindst i Singapore, hvor datterselskabet Dynamic Oil Trading under ledelse af supertraderen Lars Møller henter kæmpeprofitter hjem på lyssky og yderst risikable handler med de mindre pæne drenge i rederiklassen. I Aalborg har ledelsen mest fokus på at klargøre virksomheden til børsnotering, hvilket sker i foråret 2014. Den forretningsmæssige triumf for det gamle familieejede selskab bliver imidlertid samtidig dødsstødet, for OW Bunker er slet ikke klar til den store grad af åbenhed, en børsintroduktion kræver. Kenneth Rosenmeyer kunne tidligere tabe et par hundrede millioner én måned og vinde dem ind igen et par måneder senere plus lidt ekstra, og så var alle glade, men nu kræver ethvert tab en fondsbørsmeddelelse. Korthuset vakler, og da Lars Møller så kommer hjem fra Singapore i november 2014 og fortæller, at han desværre er 125 millioner dollars i minus, trækker bankerne tæppet væk under OW Bunker, som går konkurs i løbet af få dage.

Erhvervsjournalist Jakob Skouboe opruller nøgternt en af danmarkshistoriens største forretningsskandaler, som er gedigen spændende læsning, selv om stilen er tør og præget af gentagelser. Forfatteren har været hæmmet af de tidligere medarbejderes blanding af loyalitet og skam, hvorfor han har måttet helt ned i kreditorbogholderiet for at finde én af sine relativt få navngivne kilder til kollapset. Ikke desto mindre er der kommet en vellykket bog ud af det. Fortællingen om OW Bunker fortjener en plads på hylden ved siden af bøgerne om Nordisk Fjer og IT Factory som vidnesbyrd om, hvad grådighed, storhedsvanvid og dårlig risikostyring kan ende med.

Weekendavisen, 31.07.2015

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *