Hypermobil. Nutidens krimiforfattere udfordres af moderne kommunikationsteknologi.

Torkil Damhaug: Sikre tegn på din død. Oversat fra norsk af Ilse M. Haugaard. 242 sider. Vejl. pris 299 kr. Modtryk.

Af RASMUS DAHLBERG

Hvis man er så uheldig at få et lag tæsk, er det normalt godt at komme på skadestuen, for her burde man – med forbehold for utilsigtede hændelser – ikke være i farezonen for at komme yderligere til skade. Men så heldig er den firskårne mand med tyrenakke og tatovering, som i sommeren 2014 bliver indlagt akut på Akershus Universitetshospital i Oslo, imidlertid ikke. Da den iranske portør, som skal køre ham på operationsgangen, et øjeblik er uopmærksom, forsvinder sengen med patienten. Kort efter er der blod ud over det hele, og spændingshistorien kan begynde.

Romanens hovedperson er den midaldrende læge Jennifer »Jenny« Plåterud, som har en fortid som retsmediciner og medvirkende i Torkil Damhaugs tidligere krimier Døden ved vand (dansk udgave 2009) og Se mig, Medusa (dansk udgave 2010). Hun har forladt gården og manden til fordel for en lille lejlighed på hospitalet, som tit bliver delt med Zoran, lægekollegaen med eks-jugoslavisk baggrund og et stort næstekærligt hjerte. Portøren, som mistede sin patient, er svært skadet på sjælen efter et ophold i Teherans frygtede Evin-fængsel og har det med at høre stemmer og se syner i form af mystiske digte skrevet med blod på spejle og så videre.

Jenny har også et par voksne sønner, hvoraf den ene, Sigurd, tjener fedt på at sælge mirakelpræparater i pyramideform, mens den anden, Trym, sidder hjemme på gården hos faderen og taber penge på netspil. Sigurd har tilmed anskaffet sig en ny kæreste, som Jenny mener er dårligt selskab, og det er psykiateren Knut, der er Zorans ven, enig med hende i. Han er dog heller ikke selv helt uskyldsren, for han har giftet sig med en skelende russisk forskerkvinde.

Det er med andre ord et ægte krimikabinet, Torkil Damhaug har sat sammen til lejligheden, og det går da også over stok og sten med modbydelige knivdrab og potentielle gerningsmænd. Vi kommer sågar med Sigurd på et råt roadtrip til Malmös underverden, men heldigvis kan han lidt kampsport, hvilket jo er meget nyttigt, når man pludselig er med i en nordisk krimi. Desværre er persontegningen lidt upræcis, i hvert fald hvad Sigurd og kæresten angår. Det er simpelthen ikke til at finde ud af, om han er sej eller slap, om han er forelsket eller forvirret, og derfor ender det spor blindt, hvad følelserne angår. Klimakset leveres dog stilsikkert.

Forfatteren har selv fungeret som psykiatrisk overlæge ved norske hospitaler, indtil han for nogle år siden kastede sig over hvervet som krimiforfatter på fuld tid. Damhaugs professionelle baggrund kvalificerer ham således til at tegne et realistisk og vedkommende billede af det hektiske liv på en skadestue, samspillet mellem læger og sygeplejersker, intriger og skjulte dagsordener i forskningssammenhænge og så videre, men når han lader både navngivne virkelige kolleger og sig selv optræde som bipersoner i historien, mister fortællingen sin fiktionsfrigjorthed og kolliderer på klodset vis med virkeligheden.

Sikre tegn på din død er absolut ikke nogen dårlig krimi, men heller ikke en rigtig god én. Stilmæssigt minder den om Lars Keplers Hypnotisøren, og tilhængere af genren vil ikke blive skuffede. Bogens største problem skyldes i virkeligheden en udfordring, som Damhaug deler med alle nutidige krimiforfattere: Det er simpelthen svært at komme uden om mobiltelefonerne, som med deres allestedsnærværelse forpurrer gode klassiske krimielementer såsom »kvindelig hovedperson overraskes af mørkklædt skikkelse, da hun, drevet af naiv nysgerrighed, vender tilbage til gerningsstedet for at snuse lidt«. Med en mobil i lommen ringer hun da bare til en politimand – og så er det jo ikke rigtigt spændende mere.

Weekendavisen, 21.03.14

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *