Kanonføde. Intens kollektivroman tager os med ud på de glemte slagmarker.

Claes Johansen: Fodfolk. 2. udgave. 223 sider. Vejl. pris 269 kroner. Hovedland.

Af RASMUS DAHLBERG

Mød kaptajn Carl Christian Hammerich, 5. kompagni, 1. regiment.

Han befinder sig sammen med sine fodfolk i den skarpe ende af dansk udenrigspolitik i slutningen af 1863, dér hvor de bonede gulves beslutninger fra København udmøntes i hårdt soldaterarbejde under umenneskelige levevilkår i Dannevirkes ufærdige skanser.

Vinteren er benhård, og det er tilsyneladende kommet helt bag på de ledende kræfter i hæren, at preusserne og østrigerne kunne finde på at indlede en krig nu i stedet for at vente på varmere vejr: »(…)ingen magt havde nogensinde startet en krig om vinteren før. Det var at gå helt galt i byen. Krig er en sommerforeteelse. Om vinteren pakker man sammen og går hjem til familien.«

Men Hammerich og hans folk skal ikke hjem til familien.

Dannevirke må rømmes, hvilket fodfolket har mere end svært ved at acceptere efter alt slæbet med at få dem klargjort. Kaptajnen forsøger at forklare, hvordan det fungerer: »Hør nu, sagde Hammerich. Hør nu, jeg har jo prøvet det her før. I krigen sker den slags. Det sker hele tiden. For os i geleddet ser det fuldkommen tåbeligt ud. Senere får vi mulighed for at se det hele lidt mere ovenfra. Så forstår man alting bedre.«

Den reflekterede kaptajn mister dog selv langsomt grebet om virkeligheden. Hårdt presset begynder han at referere til officerer, som han tjente under i den forrige krig, Treårskrigen, og under hele tilbagetrækningen op gennem Jylland balancerer han på kanten af en krigsret. Auditørerne jagter ham i en sådan grad, at historien undervejs udvikler sig fra en slagmarksfortælling med afskudte lemmer og rædselsslagne skrig til et retssalsdrama, hvor metoderne måske nok er mere raffinerede, men ikke mindre dødbringende.

Hensigten med Fodfolk har været at fortælle historien om krigen i 1864 fra de danske soldaters perspektiv, og det lykkes Claes Johansen vældig godt med. Faktisk er der tale om en kollektivroman, en liden en af slagsen, for nok er Hammerich en vigtig figur, men der er også Skrubbe, som er eminent til at finde kærester, hvor end kompagniet er indkvarteret, og stakkels Terkelsen, som døjer med både lungebetændelse og det tunge åg at have en far, som tjente i den forrige krig, og som ikke helt forstår at anerkende den frygt, sønnen giver udtryk for i sine breve hjem. Og selvfølgelig oppustede majorer og berusede adjudanter.

Distancen mellem folkene i forreste linje og politikerne og generalerne langt bag fronten beskrives stærkt gennem soldaternes følelse af afmagt og mangel på mening, men uden at det bliver for meget.

Claes Johansen mestrer nemlig sine metaforer fint, for eksempel i sammenligningen af soldaternes soveforhold med det militære hierarki: »Utøjet sørgede for, at man aldrig kom til at sove alt for tungt og længe. Det var tydeligt nok sådan, at alverdens lus og lopper havde indgået et forbund med den danske armes officerskorps, så man ved fælles indsats kunne sørge for, at det menige mandskab aldrig fik noget, der bare lignede en ordentlig skraber. Så snart den ene part holdt fri, tog den anden over.«

Fodfolk, som udkom første gang i 1997, er en intens oplevelse, hvor man virkelig kommer med helt derud, hvor officererne må bruge den flade side af deres sabler for at drive fodfolket frem mod fjendens husarer.

Interessant er det i dette jubilæumsår, at Claes Johansen har valgt at fortælle historien gennem en række personer, hvoraf ingen deltager i slaget ved Dybbøl den 18. april 1864.

Derimod oplever vi tilbagetrækningen fra Dannevirke, fægtningen ved Sankelmark (som en af dem, der fægter, godt nok aldrig har hørt om) samt en række episoder ved gode jyske byer som Vejle og Randers. Dybbøl nævnes kun en passant, hvilket faktisk styrker Johansens korte romanskildring af skæbneåret i Danmarkshistorien, som udmærket kan læses som supplement til Tom Buk-Swientys bestsellere om Dybbøl og Als.

Der er mindst lige så megen dramatik hos Johansen, og de historiske facts har han også godt styr på. Romanen bygger på studier af dagbøger og andre samtidige optegnelser, men det er ikke tung historiefortælling, tværtimod: Sproget er præcist og moderne med respekt for historien.

Hermed varmt anbefalet til både slagmarksentusiaster og skrivebordsgeneraler.

Weekendavisen, 25.04.14

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *