Bodyguard. Foghs skygge tager os lige lovlig langt med ind i en ellers spændende hverdag.

Frank Martinsen med Søren Baastrup: Livvagt. Mit hemmelige politiliv. 260 sider. 300 kr. People’sPress.

Der var engang, hvor kongehusets livvagter først og fremmest skulle tage sig ordentligt ud i selskab med Dronningen og Prinsgemalen. At det dyre jakkesæt så ikke tålte, at man knælede for at tage sigte med pistolen, det var mindre væsentligt. Der var også engang, hvor Danmarks statsminister kunne gå på gaden eller ned ad Christiansborgs gange uden at frygte for at få tæv med demonstranternes skilte eller at få hældt rød maling ud over sig. Men de tider er forbi. Og her kommer mænd af den rette støbning som Frank Martinsen ind i billedet.

Han voksede op som rod i 1960ernes Kalundborg, og som så mange andre i politiet kunne han meget vel være endt på den forkerte side af loven i stedet for at håndhæve den. Frank Martinsen mistede tidligt sin mor, og faren var ikke meget hjemme, eftersom der jo nu kun var ham til at forsørge familien, så sønnen pjækkede og hang ud med de forkerte i byen. Redningen blev militæret, hvor disciplin og hård fysisk træning bekom Frank godt. I midten af 1980erne tog han til Cypern som FN-soldat, og efterfølgende bestod han politiets optagelsesprøve. Derefter var vejen banet for en karriere i blåt, som hurtigt førte ham ind i den del af korpset, hvor lovens lange arm slår rigtig hårdt. Frank blev en del af spydspidsen i den målrettede indsats mod rockerne, hvilket til tider krævede særlige metoder. Stod to mænd og hang en hel aften på et københavnsk værtshus, mens de så sig omkring, duede det ikke at drikke sodavand, og selv om chefen havde bedt om kvitteringer, måtte kassemesteren på stationen nøjes med en god forklaring. Ellers var betjentene afsløret på et øjeblik i nattelivet.

Fra 1992 var Frank Martinsen en del af Politiets Aktionsstyrke (AKS), en eliteenhed som efter terrorangrebene i München under OL i 1972 blev oprettet for at bistå de almindelige betjente i håndteringen af særlig farlige kriminelle og terrorister. Et par dage efter malingangrebet på Anders Fogh Rasmussen i marts 2003 blev Martinsen imidlertid håndplukket til et nyt og om muligt endnu mere spændende job: livvagt for statsministeren. Der skulle noget til at følge med Anders Fogh, både i habit og løbetøj, men den seje livvagt hang på – i modsætning til journalist Michael Jeppesen, som blev grundigt sat under valgkampen i 2005.

Kapitlerne om Frank Martinsens tid i aktionsstyrken er klart bogens mest interessante. Hvor der går for meget Se og Hør i afsnittene om årene som livvagt for Fogh, for eksempel i portrættet af Foghs spindoktor Michael Kristiansen, der efter en våd aften lignede en, »der var blevet kørt over af en kampvogn«, giver Martinsen og hans pennefører Søren Baastrup et spændende indblik i etableringen af politiets elitestyrke og deres taktikker. Især den store hashsag, som endte med at coasteren Hela blev bordet af AKS i Helnæsbugten i april 1994, oprulles detaljeret. Der er i det hele taget masser af guf om politiets arbejdsmetoder i bogen. Blandt andet rammer Martinsen én gang for alle en pæl gennem myten om, at et kortvarigt telefonopkald ikke kan spores. Det gælder altså kun på film.

Frank Martinsens livshistorie i bogform er velkomponeret og stramt fortalt, og enhver dreng, som drømte om at blive politimand, men i stedet endte på kontor, vil være mere end godt underholdt. Eneste anke er, at Frank Martinsens behov for at gå unødigt i detaljen, ikke mindst omkring personlige og pinlige sider af de kendte mennesker, han i kraft af sit arbejde har mødt, efterlader et par ærgerlige pletter på dræbermaskinens ellers nyrensede jakkesæt.

Weekendavisen, 21.11.14

One Response

  1. Hej Rasmus.

    Tak for din gamle men finebeskrivelse, hvilket jeg finder meget sandfærdig og flot beskrevet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *