En fatal fejlbombning

Shellhuset og Den franske skole, 21. marts 1945

Kilde: Tommy Jørgensen

Anledningen til den værste civile katastrofe i Danmark under anden verdenskrig var et britisk luftangreb, Operation Karthago, som blev udført om formiddagen den 21. marts 1945. Målet var Shellhuset ved Vesterport i København, hvor det tyske terrorpoliti Gestapo havde hovedkvarter. Operationen krævede præcisionsbombning fra meget lav højde – 15 meter over hustagene – for at undgå fladebombning med mange civile tab. Det lykkedes bombeflyene at ramme bygningen, der udbrændte. Over 75 Gestapofolk omkom, og alle arkiverne blev tilintetgjort. Ved aktionen omkom også otte danske fanger, men hovedparten af de fængslede, som var placeret som bombeskjold øverst i bygningen, slap mirakuløst væk med livet i behold.

Bombningen af Shellhuset fik imidlertid et yderst tragisk efterspil, da et af Mosquito-bombeflyene i den første angrebsbølge under indflyvningen ramte en lysmast på jernbaneterrænet ved Enghavevej. Flyet kom ud af kurs og tabte et par bomber på Sdr. Boulevard 106, hvorved 12 personer blev dræbt. Flyet ramte herefter en skorsten og styrtede ned i en gård ved siden af Den franske Skole (Jeanne d’Arc Skolen) på Frederiksberg Allé, hvor det eksploderede.

De efterfølgende piloter i anden angrebsbølge kastede deres bomber over skolen og nabohusene i kvarteret, da de så røgen fra det forulykkede fly og troede, at det var målet. Nogle af piloterne i tredje og sidste angrebsbølge blev klar over fejltagelsen og fortsatte mod Shellhuset. Først da blev luftalarmerne i byen aktiveret. Seks af flyene blev efterfølgende skudt ned af tysk antiluftskyts.

Alt var kaos og panik
På den katolske skole på Frederiksberg var undervisningen i fuld gang denne onsdag formiddag. Der var flere end 500 personer – flest børn, men også mange søstre og lærere – til stede i den store bygning, der også havde en børnehave tilknyttet. Nogle af børnene skulle til at spise frokost, da der pludselig lød et brag. Hele skolen rystede, og ild og sort røg vældede frem uden for vinduerne. Det var det beskadigede fly, der i eksploderede.

Lærere og nonner handlede hurtigt og beordrede børnene, der var skræmte fra vid og sans, til at løbe ned i kælderen. Rutinen fra tidligere, men mere harmløse luftværnsalarmer var øvet flere gange. Få øjeblikke senere ramte den første bombe fra et af de efterfølgende fly imidlertid kapellet og ødelagde en af trapperne, hvor mange af de flygtende befandt sig. Herefter blev hovedfløjen ramt af tre bomber. De to andre trapper styrtede sammen og rev mange af børnene i døden. En af bomberne fortsatte ned i kælderen og dræbte nogle af de elever og lærere, som opholdt sig der. En del børn nåede dog at løbe ud på gaden eller sprang ud af de knuste vinduer i skolen og reddede derved livet.

Alt var kaos og panik, og kort efter begyndte vandet at stige i kælderen, da vandledningerne var revet over. Luften var tyk af kalkstøv, og børn og voksne lå i de mest håbløse stillinger mellem bygningsdelene. Enkelte kunne redde sig op på de borde og bænke, der var opstillet i kælderen, mens andre druknede i det indstrømmende vand. Her og der lød der klager og jamren, iblandet bønner og råb på far og mor, Jesus og Jomfru Maria.

Børn blev kastet ud gennem ruinerne
Søster Helene Rosenberg har fortalt om sine oplevelser i ruinerne: ”’Søster, tror De, vi skal dø?’, hviskede en rystende pigestemme. ’Ja’, hviskede jeg tilbage, ’jeg tror, vi skal dø’. ’Tror De, det varer længe?’ ’Måske’, svarede jeg. ’Måske. Jeg ved det ikke’. Således lå de indespærrede længe med deres tanker og ventede på at blive reddet. Mange nåede det ikke. Søster Helene selv blev i sidste øjeblik trukket fri af ruinerne, inden nogle bjælker var ved at styrte ned over hende.

Straks efter katastrofen kom tililende til hjælp og begyndte med deres bare næver at grave i dyngerne af murbrokker, i høj grad med risiko for eget liv, da bygningen truede med at falde helt sammen. Flere gange måtte arbejdet afbrydes, da mure væltede ned over hjælperne samtidig med, at udstrømmende bygas skabte fare for yderligere eksplosioner. Nogle hjælpere blev selv begravet under murene, mens de ledte efter overlevende. Da politi, brandvæsen og ambulancer senere var ankommet til stedet, og man kunne bringe de første sårede og omkomne ud, blev børnene i flere tilfælde kastet fra den ene redder til den anden over murbrokkerne. Tilkaldte læger gav de indespærrede morfinindsprøjtninger for at dulme deres smerter.

Der udspillede sig hjerteskærende scener blandt forældrene, når ligene af deres lemlæstede børn blev draget frem. Mange af ofrene blev ført over i Allé-Scenens teater lige overfor, hvorfra de blev ført til byens hospitaler i ambulancer, hyrevogne og på lastvogne. Det var meget svært at koordinere redningsarbejdet, da Frederiksberg Brandvæsen ikke havde ordentligt kommunikationsudstyr. Tyskerne havde noget tid forinden beslaglagt brandvæsenets radiovogn, og det beredskab, man havde fået opbygget med spejdere, der skulle løbe mellem ulykkessteder og brandstationen med beskeder, fungerede ikke denne formiddag.

Slukningsvandet skoldede ofrene
Da redningsmandskabet begyndte at fjernede murbrokkerne, brød nogle af de skjulte fosforbomber i brand. De havde været dækket af murdele, men fik nu næring til ilden. Det var svært at finde frem til bomberne og få kvalt ilden, som blev yderligere næret af, at alle bygningerne i det omliggende kvarter på Maglekildevej også var blevet bombet og stod i lys lue. Gnister herfra antændte i den hårde blæst yderligere brande i skolens ruiner.

At brandfolkene sprøjtede vand på brandene gjorde faktisk skaderne på ofrene større, fordi vandet ramte de glohede sten og blev til damp, der skoldede flere af de indeklemte ihjel. Redningsarbejdet fortsatte i timevis, og man måtte gå meget forsigtigt frem, da mure og gavle konstant væltede ned over ruinerne, og mange af de overlevende var klemt fast mellem metertykke lag af bjælker og murdele. Nogle børn blev først befriet efter at have ligget 12 timer i ruinerne, og der herskede længe stor usikkerhed om børnenes skæbner. Dagen efter katastrofen bragte aviserne en meddelelse fra brandchefen på Frederiksberg: ”Forældre eller værger, som har børn i Den franske skole i Frederiksberg Allé, og hvis børn endnu savnes, bedes omgående (helst fredag formiddag) give myndighederne meddelelse herom.”

Flere af nonnerne blev senere fundet dræbt under ruinerne, hvor de havde prøvet at skærme børnene mod mure og tagdele. I enkelte tilfælde var det lykkedes dem at redde børnene, mens de selv omkom. Overalt var der afrevne lemmer, hoveder skilt fra kroppen og livløse legemer.

Prinsen trådte i karakter
Hundredvis af redningsfolk blev indsat i kampen for at redde menneskeliv i infernoet. 42 mand fra Hold 1 på Statens Luftværnsskoles undergruppeførerlinje mødt ind klokken otte om morgenen til røgkammerprøve på Enghavevejens Brandstation. De var under kolonneassistent Prins Georgs kommando, men dagen kom til at udspille sig noget anderledes end planlagt. Klokken 11.30, omkring et kvarter efter at der var givet flyvervarsel for Storkøbenhavn, fik eleverne og befalingsmændene besked om at returnere til Statens Luftværnsskole på Bernstorff Slot, men så langt nåede de aldrig. Mens de ventede på at blive hentet, gik alarmen på brandstationen, hvis faste mandskab blev sendt til Sdr. Boulevard, hvor de tabte bomber fra uheldsflyet havde raseret en hel ejendom.

Nu trådte den knap 24-årige prins, som var oldebarn af Christian 9. på i prins Axels linje, i karakter: ”Prins Georg fik underretning om, at der manglede bårer m.m. på Sdr. Boulevard. Han lod standse en lastbil, som kørte forbi, rekvirerede og fik fire bårer fra brandstationen og tog med gruppefører Kaare Sørensen og ti mand til dette skadested.” Også fra hovedkvarteret på Bernstorff Slot, hvorfra man havde observeret bombenedslagene i hovedstaden, sendte man køretøjer og personel til Frederiksberg. Kolonnechef C.V.J. Ross beskrev situationen i udrykningsrapporten således: ”Ved en kort rekognoscering af skadestedet var det indlysende, at slukningshjælp var meget stærkt påkrævet. Ilden havde fat i skolens vestre fløj i tagetagen og åd sig frem og nedad med rivende hast … Det brændte i garagekomplekset, hvor flyvemaskinen var styrtet ned. Det brændte i beboelsesejendommen lige bag ved skolen i Maglekildevej og i en villa på Amicisvej.” På baggrund af disse voldsomme indtryk rekvirerede Ross omgående forstærkning fra Bernstorff Slot i form af yderligere slukningshjælp samt den bombesagkyndige. Mindre end en time senere var der omkring 100 CBU’er på skadestedet.

I løbet af de første timer lykkes det folkene fra Statens Luftværn, forløberen for Civilforsvaret som blev etableret i 1938 efter bombningerne af Guernica for at afhjælpe konsekvenserne af luftbombardementer rettet mod civile mål, at redde ikke mindre end 100 børn ud af den beskadigede bygning. Redningsarbejdet var dog ikke uden risici for folkene. I løbet af eftermiddagen måtte både mester Søndergaard og undergruppeførerelev Dyreborg sendes på hospitalet efter at være blevet skadet af nedfaldne murrester.

Forældre måtte lede efter deres børn
En ung lægestuderende, Bent Korner, der var hastet til Frederiksberg Hospital for at hjælpe, fortalte efterfølgende, at fremgangsmåden i de hektiske timer efter bombardementet var, at de døde skulle man ikke ofre tid på, men i stedet koncentrere sig om de levende og hurtigt afgøre, hvem der havde brug for akut, kirurgisk hjælp.

Hospitalet modtog omkring 300 patienter i timerne efter katastrofen, men mange døde og kvæstede blev bragt videre til byens andre hospitaler, hvorfor forældrene måtte køre byen rundt for at søge oplysninger om deres børn. Oplysningerne var mangelfulde, så forældrene måtte selv gå rundt og løfte lagener lagt over de omkomne for at prøve at finde deres børn – mange af dem havde ingen legitimation på sig. Flere af de overlevende børn var så traumatiserede efter bombardementet, at de blev stumme og ikke kunne sige deres navne, mens andre var taget hjem til venner og naboer.

Omkring tusind mennesker havde ikke noget sted at sove i dagene efter katastrofen på grund af de omfattende brande i kvarteret. Danske Kvinders Beredskab sørgede for forplejning til de husvilde, og Frederiksberg Socialtjeneste oprettede torsdag aften en opsamlingsstation i Platan Biografen på Vesterbrogade. Her kunne folk, som have mistet deres bolig, henvende sig for at få hjælp. Et halvt hundrede personer blev i de første hektiske døgn indkvarteret på en skole i området.

Håbet levede længe. Klokken kvart i tolv middag den 23. marts, omkring to døgn efter katastrofen, fik styrkerne fra Bernstorff Slot melding om, at man stadig håbede at kunne finde overlevende i ruinerne af Den Franske Skole. Men senere på dagen kunne kolonnechef C.V.J. Ross nedslående konkludere, at: ”Dagens arbejde gav i så henseende intet resultat, og da det på nuværende tidspunkt måtte formodes, at der ikke mere kunne være tale om liv hos de resterende savnede, blev arbejdet indstillet på skadestedet, og styrken ankom til Bernstorff Slot klokken 23.15.”

Kvarteret lignede de udbombede tyske byer
I alt 86 børn, ti katolske søstre samt fire lærerinder og to fædre omkom ved katastrofen på skolen. En af fædrene var den 32-årige forretningsfører Ove Kaj Munck fra Gl. Kongevej. Han ilede til katastrofestedet og forsøgte at redde sin syvårige datter, Inge, ud af ruinerne, men blev selv fanget i flammerne, hvor han omkom sammen med datteren. Også to af redningsarbejderne, den 52-årige reservebrandmester Oscar Dalby og den 25-årige brandmand Svend Hansen, blev fundet dræbt under de sammenstyrtede murbrokker. Omkring 400 børn og voksne blev reddet i live ud af ruinerne.

Kvarteret rundt om Den franske Skole blev lige så hårdt ramt af bomberne, og flere hundrede lejligheder blev raseret totalt ved den efterfølgende ildstorm. Her omkom omkring 12 mennesker, men tallet kendes ikke nøjagtigt. De fleste beboere her slap med livet i behold, fordi mange var på arbejde, da bombningen fandt sted. Kvarteret lignede bagefter de udbombede byer i Tyskland, hvor kun sodsværtede ruiner stod tilbage. Også mange andre skolebørn befandt sig i farezonen, bl.a. eleverne på Falkonergårdens Gymnasium på Dr. Priemes Vej, som blev så medtaget, at den efterfølgende måtte undergå reparationer hele sommeren.

Den Franske Skoles leder, søster Margrethe, havde overlevet katastrofen og kunne huske hver enkelt elev, der havde været indskrevet, hvilket fik stor betydning i opklarings- og identifikationsarbejdet bagefter. De overlevende elever og lærere blev flyttet til byens anden katolske skole, Institut Skt. Joseph på Østerbro.

Ingen hjælp bagefter
Kort tid efter befrielsen, som fandt sted mindre end halvanden måned efter katastrofen, deltog britiske militære myndigheder ved en storstilet mindehøjtidelighed ved skolen. Efterfølgende har der været afholdt en række højtideligheder foran monumentet, hvor de overlevende har kunnet mødes, ofte med deltagelse af nogle af de overlevende, britiske piloter. De har givet udtryk for deres sorg over at have forvoldt så megen ulykke ved aktionen mod Shellhuset.

Under luftangrebet omkom ni piloter, enten ved flystyrt eller ved, at deres fly blev skudt ned.
Efterfølgende fik mange af børnene fra læger og andre voksne at vide, at de ikke skulle tænke på, hvad de havde været igennem – sorgbearbejdelse fandtes ikke, og psykologhjælp havde de færreste hørt om endsige råd til. Katastrofen skulle ties ihjel, var holdningen generelt i samfundet, det tjente ikke noget formål at blive ved med at rippe op i det, som børnene havde oplevet. Det bevirkede, at mange af de overlevende børn var plaget af mareridt, sygdomme og fobier i årevis, indtil de efterhånden i en moden alder fik bearbejdet traumerne, bl.a. gennem samtaleterapi og møde med andre overlevende. Mange af dem følte skyld over at have overlevet katastrofen, mens deres veninder og skolekammerater omkom.

Angrebet var en militær succes
Skolen, der var opført i 1924, blev bagefter revet ned, og nye boliger blev opført på grunden.
På stedet, hvor skolen havde ligget, blev der i 1953 opstillet et monument med en nonne, der skærmer to børn mod trusler fra oven. En af de overlevende piger stod model til pigefiguren. Korset, der prydede skolens ene gavl, blev opstillet ved søstrenes fællesgrav på Assistens Kirkegård. En statue af Jeanne d’Arc, som stod i en niche på muren, blev efterfølgende opstillet ved Institut Skt. Joseph, mens figuren af Skt. Michael blev placeret i søstrenes kloster på Strandvejen.

Angrebet på Shellhuset må nøgternt set betegnes som en militær succes, hvor målene blev nået: Ødelæggelse af Gestapos arkiver, eliminering af Gestapos nøglepersoner, hjælp til den trængte modstandsbevægelse, støtte til danskerne og en markering over for tyskerne, at de ikke kunne føle sig sikre noget sted. Men ramte familier, som blev ramt af fejlbombningen af

Den franske skole, følte sig efterfølgende overset af kommunen. Først i 1960 blev de sidste erstatningssager afsluttet.

Kilde: Rasmus Dahlberg: Danske katastrofer. Atombomben i Valby og andre dramatiske hændelser. Gyldendal 2014.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *