Blodbad. Svensk voksendebut blotter tænderne og drukner lidt i egne safter.

Mats Strandberg: Færgen. Oversat fra svensk efter »Färjan« af Allan Hilton Andersen. 474 sider. 299 kr. Modtryk.

Af RASMUS DAHLBERG

Velkommen om bord på Baltic Charisma, som vil føre os fra Stockholm til Åbo med et kort stop på Åland. Et par tusinde mennesker skal de næste mange timer være isoleret fra omverdenen midt på havet, i deres eget lille mikrokosmos med egne regler, hierarkier og store forventninger til, hvad natten må bringe, når alkoholen og de svedige kroppe blander sig på dansegulvet. Persongalleriet er broget. Der er pensionisterne, hvis eneste indhold i livet er at se frem til næste tur med færgen. Veninderne med lidt for meget spæk på sidebenene og guldglimmer på huden, som vil fordreje hovederne på deltagerne i en polterabend, hvis hovedperson sælger kys iført blondeskørt. Og så er der selvfølgelig besætningen, som er sammensat af historier, der fletter sig ind i hinanden efter utallige personalefester og affærer på kryds og tværs. I karaokebaren står en falleret Melodi Grand Prix-stjerne og sniffer sig gennem endnu en aften med slagerparade, mens der er godt gang i salget i taxfreebutikken, og vagterne har travlt med at fylde detentionerne op.

Det kunne blive en sjov tur, men noget ondt sejler med, og knap har færgen lagt fra kaj, før de første dramatiske hændelser finder sted om bord. Som forlaget skriver i pressemeddelelsen, blander forfatteren »det socialrealistiske med det overnaturlige«, men af hensyn til kommende læsere skal det eksakte indhold af denne blodige cocktail ikke afsløres her. Inspirationen til skrækromanen kom angiveligt til forfatteren, da han selv sejlede en tur med Finlandsfærgen og så, hvad et døgns indelukkethed i sådan en stor stålkiste kan gøre ved mennesker. Enhver, som har været med Oslobåden, ved, at det kan være uhyggeligt nok i sig selv, men Mats Strandberg, som tidligere har skrevet ungdomsbøger, tilføjer et regulært gyserelement til overfarten. Synsvinklen skifter konstant mellem de mange passagerer og besætningsmedlemmer, vi følger, og det fungerer vældig godt og giver en fornemmelse af forvirring, som bidrager til den ubehagelige stemning. Med mellemrum er det færgen selv, som fortæller, hvilket lige præcis giver det nødvendige overblik over handlingen, så man ikke farer vild på færgens mange dæk.

Mats Strandberg omtales som en »svensk Stephen King«, og sammenligningen er ikke helt ved siden af, for han formår at skabe et miljø, som på overfladen er helt normalt, men hvor man udmærket ved, at der lurer et eller andet længere nede, og at det kommer til at gøre rigtig ondt. Men ligesom med det amerikanske forbillede er han faktisk bedst i begyndelsen, før det subtilt simrende kammer over i ekspliciteret ekstremvold. Personbeskrivelserne er rigtig gode, sproget stramt og præcist, oversættelsen ligeså, og man fornemmer virkelig, hvordan scenen sættes i den første tredjedel af romanen, mens kammesjukkerne varmer op med håndbajere i terminalen, og de afdankede madammer lægger makeup med forventning om, at denne aften vil byde på noget helt særligt i færgens dansebar. Desværre drukner alle de gode karakterer og spændende relationer lidt, da færgen nærmer sig havn, og det nødvendige klimaks rulles ud med en brutalitet, som fårGame of Thronestil at ligneFar til fire på eventyr. Strandberg har dog helt klart potentiale til at levere rendyrket spænding og uhygge, og ligesom Stephen King har han forhåbentlig flere fortællinger på bedding. Mindre blod, endnu mere bid, tak, så løser vi også billet til næste tur med færgen.

Weekendavisen, 20.05.2016