På 25-års dagen for branden på Scandinavian Star er det værd at se tilbage på en speget sag, som handler om meget mere end sandheden, de efterladte og de overlevende.

Af Rasmus Dahlberg

Hvad har zenbudhisme, Poul Henningsen og dødsbranden på Scandinavian Star til fælles? Intet skulle man umiddelbart tro. Men de optrådte sammen i en overraskende treklang med mislyde på Halmtorvet i København for knap et år siden. Lørdag den 4. maj 2013 inviterede Scandinavian Stars Danske Støtteforening til pressemøde i PH Cafeen. Anledningen var, at Oluf Husted og Mike Axdal på vegne af foreningen den 24. april 2013 havde politianmeldt den danske rigsadvokat og hans forgængere i embedet for ”forsætlige uretfærdige handlinger” begået i ”bevidst ond tro” i forbindelse med håndteringen af sagen om brandkatastrofen på færgen i april 1990. Anmeldelsen kom som endnu et forsøg på at få myndighederne til at genoptage efterforskningen af ildspåsættelsen på færgen samt undersøge ejer-, reder- og forsikringsforholdene. Sagen var blusset op, efter en selvbestaltet norsk ekspertgruppe i begyndelsen af april året før fremlagde en rapport om de danske, norske og svenske myndigheders svigt i efterforskningen af færgebranden. Men hvor debatten i Norge var meget fokuseret på den konkrete sag, valgte den danske støttegruppe en radikalt anderledes tilgang til sagen.

Oluf Husted (t.v.)

Af den danske politianmeldelse fremgik det, at foreningen i Danmark ikke ”anerkender politi- & anklagemyndigheden som værende hverken uvildig eller uafhængig”. Der var således lagt op til en omfattende kritik af de danske myndigheders integritet, som gik langt ud over sagen om den dengang 23 år gamle dødsbrand på bilfærgen Scandinavian Star, som krævede over 150 dødsofre. Formand Oluf Husted indledte således pressemødet med bl.a. at omtale den svenske sag om Sture Bergwall, som over en lang periode tilstod flere end 30 drab over for godtroende betjente, men efterfølgende trak dem tilbage. Historien tjente angiveligt som eksempel på, at politiet i de nordiske lande generelt sløser med efterforskningsarbejdet og søger ”lette løsninger” på komplicerede sager, hvilket undergraver retssikkerheden.

Whistlebloweren

Man kunne foranlediges til at tro, at der denne dag på PH Cafeen blev kastet hjerteblod ind i kampen for sandhed og retfærdighed. Intet er imidlertid helt, som det ser ud til i dennesag. Formanden for den danske støtteforening, Oluf Husted, har ingen personlig relation til branden på Scandinavian Star. Han var luftkaptajn i SAS, da kollegaen Stefan Rasmussen i december 1991 nødlandede sin passagermaskine på en mark uden for Stockholm efter at have fået begge flyets motorer ødelagt af is kort efter starten fra Arlanda. Efter den dramatiske situation, som heldigvis fik en lykkelig udgang, begyndte Husted at undersøge SAS’ procedurer for såkaldte engine run-ups, som skal sikre, at der ikke dannes is inde i selve jetmotorerne, mens flyet står på jorden.

I løbet af nogle uger udviklede Husted en teori om, at ledelsen i SAS tilbageholdt livsvigtig viden om denne procedure for at spare de 23 sekunder, som det angiveligt ville tage at gennemføre afisningen i motorerne. Han truede SAS-ledelsen med at gå til pressen og holdt møder med tekniske chefer for at overbevise dem om, at den var helt gal med kendskabet til den vigtige vinterprocedure, men udfaldet blev ikke, som Husted ønskede sig det: Den 5. januar 1992 blev hans certifikat inddraget. Flyvechefens begrundelse var, at han fandt, at Husted var ”udkørt, stresset og mangler den nødvendige balance for at kunne udføre tjeneste.” Det var reelt en pensionering af den dengang knap 50-årige pilot, som over for undertegnede har oplyst, at han er ”sindssyg ifølge dansk lægevidenskab”. I stedet fandt Oluf Husted en ny identitet som professionel whistleblower – altså en person, som i en større sags tjeneste sladrer om brud på reglerne i en virksomhed eller hos myndighederne.

Formanden for støtteforeningen har således primært interesse i færgebranden som endnu et eksempel på autoriteter, som efter hans opfattelse bevidst skjuler sandheden for offentligheden. En konspiration, som angiveligt trækker sine tråde ud gennem kontorerne på Slotsholmen i København til anklagemyndigheden, rigs- og statsadvokaturen, diverse styrelser og landets store banker.

Oluf Husted blev involveret i Scandinavian Star-sagen i 2003, da han efter i Næstved lokalradio at have hørt et interview med en af de overlevende fra færgebranden, Mike Axdal, valgte at sende ham nogle tusinde kroner som støtte til hans efterforskning af katastrofens virkelige årsager og bagmænd. Dette beskedne beløb faldt på et tørt sted og er efterfølgende vokset anseeligt. ”Han havde jo kun mellemste invalidepension”, forklarer Oluf Husted, som over for undertegnede har oplyst, at han gennem de seneste ti år har givet et bidrag på omkring 100.000 til støtteforeningen samt lånt Mike Axdal 1,5 million kroner personligt – midler, som dels stammer fra Husteds gode kaptajnpension fra SAS, dels blev frigivet efter hans hustru, journalisten Nan Henningsens, død i 2004. Hendes halv-morbroder hed i øvrigt Poul Henningsen, og mindehøjtideligheden for hende blev holdt i PH Cafeen på Halmtorvet.

Mike Axdal taler i PH Cafeen, 4. maj 2014.

Det er altså ikke småpenge, der siden 2003 har skiftet hænder efter mødet mellem whistlebloweren Oluf Husted og Mike Axdal, som efter tabet af sin far og bror på den brændende færge utrætteligt har efterforsket sagen. ”Jeg har lånt Mike en fuld årsløn efter skat hvert år i mindre portioner”, forklarer Oluf Husted, som desuden oplyser, at disse lån er godkendt af myndighederne, og at han betaler skat af renterne, ligesom Mike Axdal trækker renteudgifterne fra på sin selvangivelse. Der er således tætte økonomiske interesser mellem formanden og det toneangivende bestyrelsesmedlem i Scandinavian Stars Danske Støtteforening, som til gengæld ikke i nogen særlig grad repræsenterer de overlevende og pårørende til ofrene for katastrofen. Bestyrelsen bestod på tidspunktet for pressemødet i PH Cafeen af Oluf Husted, Mike Axdal samt Mike Axdals dengang kommende hustru og svigermor, som begge har en fortid i SAS inden for catering, men ingen relation til færgebranden. Derudover sad et unavngivet vennepar af Mike Axdal fra Skælskør i bestyrelsen. På foreningens pressemøde den 4. maj var det ikke muligt at få oplyst, hvem og hvor mange foreningen i dag repræsenterer. Ifølge formanden Oluf Husted var der reelt kun ét medlem, nemlig Mike Axdal, som dog i en mail til undertegnede efterfølgende har oplyst, at der er tre betalende medlemmer samt 60 på en maillingliste.

Den røvrendte zenbuddhist

Foreningen gjorde i forbindelse med politianmeldelsen af rigsadvokaten brug af skibsreder, forfatter og tidligere mangemillionær Jørgen Theil som konsulent. Ligesom Oluf Husted har heller ikke han personlige forbindelser til tragedien i 1990. Theil, som i 1970’erne grundlagde et succesfuldt rederi i Japan efter først at have tilegnet sig zenbuddhismens ro og medfølelse som munk i Ryutaku-ji-templet, redegjorde på pressemødet i PH Cafeen selv for sin opgave som konsulent. Hans personlige lidelseshistorie bekræfter angiveligt eksistensen af en konspiration på højeste myndighedsniveau, hvorfor rigsadvokatens udtalelse fra 2010 om, at “Man må vel også spørge, hvor sandsynligt det egentlig er, at nogen nøje skulle planlægge at nedbrænde et skib på åbent hav med næsten 500 mennesker ombord”, ifølge ham ikke skal tages for gode varer.

På pressemødet forklarede Oluf Husted, at Jørgen Theils kompetencer konkret stammer fra hans ”27 års erfaring med at blive røvrendt af de danske og norske myndigheder”, hvilket han har skrevet om i Eventyret om Zen og Den Danske Mafia fra 2006. Denne bog udgjorde bilagene til politianmeldelsen af rigsadvokaten sammen med Mike Axdals Mordbrand med statsstøtte (2006) om Scandinavian Star-sagen. Denne fremgangsmåde, hvor dødsbranden på færgen kobles med andre begivenheder og en mere generel myndighedskritik, var i direkte modstrid med den norske støttegruppes strategi. Den 3. maj skrev Jan Harsem, bestyrelsesmedlem i Støttegruppen for efterladte og overlevende efter modbranden på Scandinavian Star, et indlæg i ”Retfærdighedsgruppen 159 Scandinavian Star” på Facebook: ”Kravet om genoptagelse af efterforskningen og granskning er seriøst og godt underbygget. Det er ingen grund til at blande Scandinavian Star sammen med alle mulige sager (..). Jeg tager afstand fra at koble et arbejde, som har pågået siden 1994 med generel systemkritik. Vi søger at afklare objektive, konkrete hændelsesforløb, ansvar og årsagssammenhænge.”

Uenighederne mellem den danske og norske støttegruppe var således markante i 2014. Det, der begyndte som en fælles kamp for at få sandheden om katastrofen frem, har udviklet sig til en konkurrence om, hvem der har afsløret hvad. ”Jeg mener ikke, at Jan Harsem og dem har været ude og efterforske noget – jeg tror bare, at de har været heldige at bide sig fast i det, vi andre har arbejdet med, og så har de været bedre til at skynde sig ud til medierne og sige ’Se, nu har vi fundet nye oplysninger i sagen’, hvor oplysningerne faktisk er kommet nede fra mit arkiv i Korsør”, udtalte Mike Axdal på pressemødet. Norske Jan Harsem har en anden opfattelse af forløbet: ”Der var ingen andre kilder til afdækningen af Niels Erik Lund som reder for Scandinavian Star end min egen research i perioden 1994-1995, bortset fra nogen bistand fra Louis Rome, juristen som var far til afdøde sangerinden om bord, Ruth Rome. Anmodningen til danske myndigheder blev støttet af et samlet styre i Støttegruppen. Vi blev kontaktet af Mike ved nytårstid 1996 med anmodning om at sende ham kopi af det, der var sendt til Rigsadvokaten og senere til Justitsministeriet.”

Formanden for den danske støtteforening er meget direkte i sin kritik af de norske aktiviteter. ”De har fået millioner for at sørge på en pæn måde, ikke for at efterforske. De skulle bygge monumenter og have hornorkester hvert femte år og kaste kranse i havet, og så fik de norske penge i kassevis”, sagde Oluf Husted på pressemødet. Mike Axdal meldte sig helt ud af den norske støttegruppe allerede kort tid efter branden. ”Jeg kunne ikke se, hvordan man som bestyrelsesmedlem og formand i en støtteforening ud fra en tragisk katastrofe kunne sætte sig ned i en lønnet stilling i en forening, som lever af offentlige midler, og som opkræver midler af folk for at kunne forestå det arbejde, som støtteforeningen skulle. Jeg havde kun det valg at trække mig over til mig selv og arbejde videre derfra.” Jan Harsem er uforstående over for den danske kritik: ”Jeg beklager de ukorrekte udtalelser og forstår ikke, hvad der har skabt behovet for at udtale sig på den måde. Det er en række tilsvarende ukorrekte påstande om mig og Støttegruppen i den bog, som Mike udgav for nogle år siden (Mordbrand med statsstøtte, red.). Dette er lige så uforståeligt, men jeg har aldrig korrigeret dette offentligt”, har han oplyst til undertegnede.

Søgen efter mening

Men hvad er baggrunden for den danske støtteforenings valg af fremgangsmåde? I politianmeldelsen af den danske rigsadvokat forbeholdte anmelderne Oluf Husted og Mike Axdal sig ”retten til at udvide, ændre og/eller begrænse denne anmeldelse inklusiv, men ikke begrænset til, at kunne fremsætte et erstatningskrav”. Lykkes det på et tidspunkt at bevise et amerikansk ejerskab af Scandinavian Star på tidspunktet for katastrofen, vil det åbne for muligheden for erstatninger efter amerikansk lovgivning – i en helt anden målestok, end hvad der hidtil har været fremme. Mike Axdal mener netop, at en væsentlig grund til myndighedernes påståede sløseri med sagen tilbage i 1991-92 var, at sagen skulle lukkes hurtigt: ”Der blev betalt 20 procent oven i den lovpligtige erstatning, og det ville jeg også have gjort for at slippe for at betale erstatning efter amerikansk lovgivning. Det skulle gå meget hurtigt igennem, og alle var under pres”, sagde han på pressemødet i PH Cafeen.

Andre efterladte er mindre interesserede i økonomisk kompensation. Rie Ørskov var 27 år gammel, da hun mistede seks familiemedlemmer i branden på Scandinavian Star – deriblandt søsteren Marianne. Tabet smadrede familiens liv, og Rie, som dengang var lærer, valgte som et led i sin egen jagt på mening efter tragedien at uddanne sig til psykolog. Hendes far, Bent Hansen, stiftede i sin tid den første danske støtteforening for efterladte og overlevende fra branden på Scandinavian Star sammen med Mike Axdal. Den forening blev senere opslugt af den norske. Hun føler sig i dag ikke fuldt ud repræsenteret af Mike Axdal og Oluf Husted, fordi deres argumentation for sagen om Scandinavian Star bliver blandet sammen med personsager. Hun ser en risiko for, at det kan komme til at underbygge en konspirationsteori, hvor antallet af dokumenter vægter højere end betydningen af deres indhold, og hvor en mangfoldighed af personsammenfald og indicier udlægges som uigendrivelige beviser på bevidst ondsindede handlinger.

Sammenblandingen af skibsbranden med generelle anklager om mafialignende tilstande i politi- og anklagemyndigheden og de højere politiske niveauer er ”dybt problematiske for vores sag”, har Rie Ørskov udtalt til undertegnede. ”Jeg søger en mening med det, der skete, og en form for retfærdighed. Mike Axdals motivation og engagement i sagen kombineret med Oluf Husted og Jørgen Theil er mindre heldig og skader vores sag mere end den gavner. Jeg afviser ikke, de har ret i deres, og deres personlige harme og trang til retfærdiggørelse er helt forståelig set i lyset af deres tab, men jeg mener, at vi efterladte bedst kan få fred ved, at en undersøgelse baserer sig på veldokumenterede og uafviselige fakta. Påvises disse af de rette myndigheder, må det være op til dem, politi og anklagemyndighed at finde de skyldige.”

Ingen Djævelens Advokat

Overraskende alliancer mellem meget forskellige interesser opstår til tider, når menneskets søgen efter mening i det meningsløse med tiden udvikler sig til konspirationsteorier, som forklarer alt, men sjældent beviser ret meget. Sådanne teorier er typisk kendetegnet ved, at dens tilhængere mener, at 99 underbyggende indicier vægter tungere end ét bevis, der taler imod. Alt passer sammen, og teorien udvikler sig og kommer efterhånden til at leve sit eget, selvomsluttende liv uden risiko for falsifikation. Med en sådan insisteren på at have fundet sandheden og set lyset mister man let evnen til at stille kritiske spørgsmål til egne hypoteser. Og ingen spiller Djævelens Advokat, fordi gruppen har et fælles mindset, som aldrig udfordres.

Men samtidig bliver paranoide mennesker jo også nogle gange forfulgt. Tit er der en flig af sandheden gemt dybt inde i en konspirationsteori. Men det kan være ualmindeligt svært at gennemskue, hvad der er kendsgerninger, og hvad der er løse påstande, især i en så kompleks sag som Scandinavian Star. En analyse af aktørernes relationer og interesser er dog ofte et godt sted at begynde. Direkte adspurgt erkender Mike Axdal og Oluf Husted da også, at det godt kan være, at deres undersøgelser af ejerforhold og mistanken om forsikringssvindel som motiv til færgebranden efterhånden har udviklet sig til en egentlig konspirationsteori. ”Men jeg tror på den. Og der er masser, der tror på den”, konstaterede Mike Axdal på pressemødet i PH Cafeen. Her understregede Axdal samtidig, at som ”forurettede er vi altså ikke ude i noget forsøg på ugerning. Vi har ikke nogen økonomiske motiver.” På dette punkt korrigerede formand Oluf Husted dog sit bestyrelsesmedlem: ”Ah, du vil da gerne have en ordentlig erstatning, ikke?” sagde han med et stort grin. Dette bekræftede Mike Axdal: ”Jo, det kan du fandeme tro. Jeg vil have det, jeg er berettiget til. Men jeg går da ikke og kræver noget, der er ublu. Ret skal være ret i et demokrati og retssamfund.”

Fotos: Oluf Husted

Læs også Jesper Vind og undertegnedes artikel om Scandinavian Star i Weekendavisen, 19.04.2013, samt kapitlet om færgebranden i min bog Danske Katastrofer.

Shellhuset og Den franske skole, 21. marts 1945

Anledningen til den værste civile katastrofe i Danmark under anden verdenskrig var et britisk luftangreb, Operation Karthago, som blev udført om formiddagen den 21. marts 1945. Målet var Shellhuset ved Vesterport i København, hvor det tyske terrorpoliti Gestapo havde hovedkvarter. Operationen krævede præcisionsbombning fra meget lav højde – 15 meter over hustagene – for at undgå fladebombning med mange civile tab. Det lykkedes bombeflyene at ramme bygningen, der udbrændte. Over 75 Gestapofolk omkom, og alle arkiverne blev tilintetgjort. Ved aktionen omkom også otte danske fanger, men hovedparten af de fængslede, som var placeret som bombeskjold øverst i bygningen, slap mirakuløst væk med livet i behold.

Bombningen af Shellhuset fik imidlertid et yderst tragisk efterspil, da et af Mosquito-bombeflyene i den første angrebsbølge under indflyvningen ramte en lysmast på jernbaneterrænet ved Enghavevej. Flyet kom ud af kurs og tabte et par bomber på Sdr. Boulevard 106, hvorved 12 personer blev dræbt. Flyet ramte herefter en skorsten og styrtede ned i en gård ved siden af Den franske Skole (Jeanne d’Arc Skolen) på Frederiksberg Allé, hvor det eksploderede.

De efterfølgende piloter i anden angrebsbølge kastede deres bomber over skolen og nabohusene i kvarteret, da de så røgen fra det forulykkede fly og troede, at det var målet. Nogle af piloterne i tredje og sidste angrebsbølge blev klar over fejltagelsen og fortsatte mod Shellhuset. Først da blev luftalarmerne i byen aktiveret. Seks af flyene blev efterfølgende skudt ned af tysk antiluftskyts.

Alt var kaos og panik
På den katolske skole på Frederiksberg var undervisningen i fuld gang denne onsdag formiddag. Der var flere end 500 personer – flest børn, men også mange søstre og lærere – til stede i den store bygning, der også havde en børnehave tilknyttet. Nogle af børnene skulle til at spise frokost, da der pludselig lød et brag. Hele skolen rystede, og ild og sort røg vældede frem uden for vinduerne. Det var det beskadigede fly, der i eksploderede.

Lærere og nonner handlede hurtigt og beordrede børnene, der var skræmte fra vid og sans, til at løbe ned i kælderen. Rutinen fra tidligere, men mere harmløse luftværnsalarmer var øvet flere gange. Få øjeblikke senere ramte den første bombe fra et af de efterfølgende fly imidlertid kapellet og ødelagde en af trapperne, hvor mange af de flygtende befandt sig. Herefter blev hovedfløjen ramt af tre bomber. De to andre trapper styrtede sammen og rev mange af børnene i døden. En af bomberne fortsatte ned i kælderen og dræbte nogle af de elever og lærere, som opholdt sig der. En del børn nåede dog at løbe ud på gaden eller sprang ud af de knuste vinduer i skolen og reddede derved livet.

Alt var kaos og panik, og kort efter begyndte vandet at stige i kælderen, da vandledningerne var revet over. Luften var tyk af kalkstøv, og børn og voksne lå i de mest håbløse stillinger mellem bygningsdelene. Enkelte kunne redde sig op på de borde og bænke, der var opstillet i kælderen, mens andre druknede i det indstrømmende vand. Her og der lød der klager og jamren, iblandet bønner og råb på far og mor, Jesus og Jomfru Maria.

Børn blev kastet ud gennem ruinerne
Søster Helene Rosenberg har fortalt om sine oplevelser i ruinerne: ”’Søster, tror De, vi skal dø?’, hviskede en rystende pigestemme. ’Ja’, hviskede jeg tilbage, ’jeg tror, vi skal dø’. ’Tror De, det varer længe?’ ’Måske’, svarede jeg. ’Måske. Jeg ved det ikke’. Således lå de indespærrede længe med deres tanker og ventede på at blive reddet. Mange nåede det ikke. Søster Helene selv blev i sidste øjeblik trukket fri af ruinerne, inden nogle bjælker var ved at styrte ned over hende.

Straks efter katastrofen kom tililende til hjælp og begyndte med deres bare næver at grave i dyngerne af murbrokker, i høj grad med risiko for eget liv, da bygningen truede med at falde helt sammen. Flere gange måtte arbejdet afbrydes, da mure væltede ned over hjælperne samtidig med, at udstrømmende bygas skabte fare for yderligere eksplosioner. Nogle hjælpere blev selv begravet under murene, mens de ledte efter overlevende. Da politi, brandvæsen og ambulancer senere var ankommet til stedet, og man kunne bringe de første sårede og omkomne ud, blev børnene i flere tilfælde kastet fra den ene redder til den anden over murbrokkerne. Tilkaldte læger gav de indespærrede morfinindsprøjtninger for at dulme deres smerter.

Der udspillede sig hjerteskærende scener blandt forældrene, når ligene af deres lemlæstede børn blev draget frem. Mange af ofrene blev ført over i Allé-Scenens teater lige overfor, hvorfra de blev ført til byens hospitaler i ambulancer, hyrevogne og på lastvogne. Det var meget svært at koordinere redningsarbejdet, da Frederiksberg Brandvæsen ikke havde ordentligt kommunikationsudstyr. Tyskerne havde noget tid forinden beslaglagt brandvæsenets radiovogn, og det beredskab, man havde fået opbygget med spejdere, der skulle løbe mellem ulykkessteder og brandstationen med beskeder, fungerede ikke denne formiddag.

Slukningsvandet skoldede ofrene
Da redningsmandskabet begyndte at fjernede murbrokkerne, brød nogle af de skjulte fosforbomber i brand. De havde været dækket af murdele, men fik nu næring til ilden. Det var svært at finde frem til bomberne og få kvalt ilden, som blev yderligere næret af, at alle bygningerne i det omliggende kvarter på Maglekildevej også var blevet bombet og stod i lys lue. Gnister herfra antændte i den hårde blæst yderligere brande i skolens ruiner.

At brandfolkene sprøjtede vand på brandene gjorde faktisk skaderne på ofrene større, fordi vandet ramte de glohede sten og blev til damp, der skoldede flere af de indeklemte ihjel. Redningsarbejdet fortsatte i timevis, og man måtte gå meget forsigtigt frem, da mure og gavle konstant væltede ned over ruinerne, og mange af de overlevende var klemt fast mellem metertykke lag af bjælker og murdele. Nogle børn blev først befriet efter at have ligget 12 timer i ruinerne, og der herskede længe stor usikkerhed om børnenes skæbner. Dagen efter katastrofen bragte aviserne en meddelelse fra brandchefen på Frederiksberg: ”Forældre eller værger, som har børn i Den franske skole i Frederiksberg Allé, og hvis børn endnu savnes, bedes omgående (helst fredag formiddag) give myndighederne meddelelse herom.”

Flere af nonnerne blev senere fundet dræbt under ruinerne, hvor de havde prøvet at skærme børnene mod mure og tagdele. I enkelte tilfælde var det lykkedes dem at redde børnene, mens de selv omkom. Overalt var der afrevne lemmer, hoveder skilt fra kroppen og livløse legemer.

Prinsen trådte i karakter
Hundredvis af redningsfolk blev indsat i kampen for at redde menneskeliv i infernoet. 42 mand fra Hold 1 på Statens Luftværnsskoles undergruppeførerlinje mødt ind klokken otte om morgenen til røgkammerprøve på Enghavevejens Brandstation. De var under kolonneassistent Prins Georgs kommando, men dagen kom til at udspille sig noget anderledes end planlagt. Klokken 11.30, omkring et kvarter efter at der var givet flyvervarsel for Storkøbenhavn, fik eleverne og befalingsmændene besked om at returnere til Statens Luftværnsskole på Bernstorff Slot, men så langt nåede de aldrig. Mens de ventede på at blive hentet, gik alarmen på brandstationen, hvis faste mandskab blev sendt til Sdr. Boulevard, hvor de tabte bomber fra uheldsflyet havde raseret en hel ejendom.

Nu trådte den knap 24-årige prins, som var oldebarn af Christian 9. på i prins Axels linje, i karakter: ”Prins Georg fik underretning om, at der manglede bårer m.m. på Sdr. Boulevard. Han lod standse en lastbil, som kørte forbi, rekvirerede og fik fire bårer fra brandstationen og tog med gruppefører Kaare Sørensen og ti mand til dette skadested.” Også fra hovedkvarteret på Bernstorff Slot, hvorfra man havde observeret bombenedslagene i hovedstaden, sendte man køretøjer og personel til Frederiksberg. Kolonnechef C.V.J. Ross beskrev situationen i udrykningsrapporten således: ”Ved en kort rekognoscering af skadestedet var det indlysende, at slukningshjælp var meget stærkt påkrævet. Ilden havde fat i skolens vestre fløj i tagetagen og åd sig frem og nedad med rivende hast … Det brændte i garagekomplekset, hvor flyvemaskinen var styrtet ned. Det brændte i beboelsesejendommen lige bag ved skolen i Maglekildevej og i en villa på Amicisvej.” På baggrund af disse voldsomme indtryk rekvirerede Ross omgående forstærkning fra Bernstorff Slot i form af yderligere slukningshjælp samt den bombesagkyndige. Mindre end en time senere var der omkring 100 CBU’er på skadestedet.

I løbet af de første timer lykkes det folkene fra Statens Luftværn, forløberen for Civilforsvaret som blev etableret i 1938 efter bombningerne af Guernica for at afhjælpe konsekvenserne af luftbombardementer rettet mod civile mål, at redde ikke mindre end 100 børn ud af den beskadigede bygning. Redningsarbejdet var dog ikke uden risici for folkene. I løbet af eftermiddagen måtte både mester Søndergaard og undergruppeførerelev Dyreborg sendes på hospitalet efter at være blevet skadet af nedfaldne murrester.

Forældre måtte lede efter deres børn
En ung lægestuderende, Bent Korner, der var hastet til Frederiksberg Hospital for at hjælpe, fortalte efterfølgende, at fremgangsmåden i de hektiske timer efter bombardementet var, at de døde skulle man ikke ofre tid på, men i stedet koncentrere sig om de levende og hurtigt afgøre, hvem der havde brug for akut, kirurgisk hjælp.

Hospitalet modtog omkring 300 patienter i timerne efter katastrofen, men mange døde og kvæstede blev bragt videre til byens andre hospitaler, hvorfor forældrene måtte køre byen rundt for at søge oplysninger om deres børn. Oplysningerne var mangelfulde, så forældrene måtte selv gå rundt og løfte lagener lagt over de omkomne for at prøve at finde deres børn – mange af dem havde ingen legitimation på sig. Flere af de overlevende børn var så traumatiserede efter bombardementet, at de blev stumme og ikke kunne sige deres navne, mens andre var taget hjem til venner og naboer.

Omkring tusind mennesker havde ikke noget sted at sove i dagene efter katastrofen på grund af de omfattende brande i kvarteret. Danske Kvinders Beredskab sørgede for forplejning til de husvilde, og Frederiksberg Socialtjeneste oprettede torsdag aften en opsamlingsstation i Platan Biografen på Vesterbrogade. Her kunne folk, som have mistet deres bolig, henvende sig for at få hjælp. Et halvt hundrede personer blev i de første hektiske døgn indkvarteret på en skole i området.

Håbet levede længe. Klokken kvart i tolv middag den 23. marts, omkring to døgn efter katastrofen, fik styrkerne fra Bernstorff Slot melding om, at man stadig håbede at kunne finde overlevende i ruinerne af Den Franske Skole. Men senere på dagen kunne kolonnechef C.V.J. Ross nedslående konkludere, at: ”Dagens arbejde gav i så henseende intet resultat, og da det på nuværende tidspunkt måtte formodes, at der ikke mere kunne være tale om liv hos de resterende savnede, blev arbejdet indstillet på skadestedet, og styrken ankom til Bernstorff Slot klokken 23.15.”

Kvarteret lignede de udbombede tyske byer
I alt 86 børn, ti katolske søstre samt fire lærerinder og to fædre omkom ved katastrofen på skolen. En af fædrene var den 32-årige forretningsfører Ove Kaj Munck fra Gl. Kongevej. Han ilede til katastrofestedet og forsøgte at redde sin syvårige datter, Inge, ud af ruinerne, men blev selv fanget i flammerne, hvor han omkom sammen med datteren. Også to af redningsarbejderne, den 52-årige reservebrandmester Oscar Dalby og den 25-årige brandmand Svend Hansen, blev fundet dræbt under de sammenstyrtede murbrokker. Omkring 400 børn og voksne blev reddet i live ud af ruinerne.

Kvarteret rundt om Den franske Skole blev lige så hårdt ramt af bomberne, og flere hundrede lejligheder blev raseret totalt ved den efterfølgende ildstorm. Her omkom omkring 12 mennesker, men tallet kendes ikke nøjagtigt. De fleste beboere her slap med livet i behold, fordi mange var på arbejde, da bombningen fandt sted. Kvarteret lignede bagefter de udbombede byer i Tyskland, hvor kun sodsværtede ruiner stod tilbage. Også mange andre skolebørn befandt sig i farezonen, bl.a. eleverne på Falkonergårdens Gymnasium på Dr. Priemes Vej, som blev så medtaget, at den efterfølgende måtte undergå reparationer hele sommeren.

Den Franske Skoles leder, søster Margrethe, havde overlevet katastrofen og kunne huske hver enkelt elev, der havde været indskrevet, hvilket fik stor betydning i opklarings- og identifikationsarbejdet bagefter. De overlevende elever og lærere blev flyttet til byens anden katolske skole, Institut Skt. Joseph på Østerbro.

Ingen hjælp bagefter
Kort tid efter befrielsen, som fandt sted mindre end halvanden måned efter katastrofen, deltog britiske militære myndigheder ved en storstilet mindehøjtidelighed ved skolen. Efterfølgende har der været afholdt en række højtideligheder foran monumentet, hvor de overlevende har kunnet mødes, ofte med deltagelse af nogle af de overlevende, britiske piloter. De har givet udtryk for deres sorg over at have forvoldt så megen ulykke ved aktionen mod Shellhuset.

Under luftangrebet omkom ni piloter, enten ved flystyrt eller ved, at deres fly blev skudt ned.
Efterfølgende fik mange af børnene fra læger og andre voksne at vide, at de ikke skulle tænke på, hvad de havde været igennem – sorgbearbejdelse fandtes ikke, og psykologhjælp havde de færreste hørt om endsige råd til. Katastrofen skulle ties ihjel, var holdningen generelt i samfundet, det tjente ikke noget formål at blive ved med at rippe op i det, som børnene havde oplevet. Det bevirkede, at mange af de overlevende børn var plaget af mareridt, sygdomme og fobier i årevis, indtil de efterhånden i en moden alder fik bearbejdet traumerne, bl.a. gennem samtaleterapi og møde med andre overlevende. Mange af dem følte skyld over at have overlevet katastrofen, mens deres veninder og skolekammerater omkom.

Angrebet var en militær succes
Skolen, der var opført i 1924, blev bagefter revet ned, og nye boliger blev opført på grunden.
På stedet, hvor skolen havde ligget, blev der i 1953 opstillet et monument med en nonne, der skærmer to børn mod trusler fra oven. En af de overlevende piger stod model til pigefiguren. Korset, der prydede skolens ene gavl, blev opstillet ved søstrenes fællesgrav på Assistens Kirkegård. En statue af Jeanne d’Arc, som stod i en niche på muren, blev efterfølgende opstillet ved Institut Skt. Joseph, mens figuren af Skt. Michael blev placeret i søstrenes kloster på Strandvejen.

Angrebet på Shellhuset må nøgternt set betegnes som en militær succes, hvor målene blev nået: Ødelæggelse af Gestapos arkiver, eliminering af Gestapos nøglepersoner, hjælp til den trængte modstandsbevægelse, støtte til danskerne og en markering over for tyskerne, at de ikke kunne føle sig sikre noget sted. Men ramte familier, som blev ramt af fejlbombningen af

Den franske skole, følte sig efterfølgende overset af kommunen. Først i 1960 blev de sidste erstatningssager afsluttet.

Kilde: Rasmus Dahlberg: Danske katastrofer. Atombomben i Valby og andre dramatiske hændelser. Gyldendal 2014.