Liftoff. Bogen om astronauten Andreas Mogensen går i smukt kredsløb om både personen og projektet.

Henrik Bendix og Thomas Djusing: Andreas Mogensen. Min rejse til rummet. 272 sider, ill. 300 kr. Politikens Forlag.

Af RASMUS DAHLBERG

Det er næppe forbigået nogen danskers opmærksomhed, at Andreas Mogensen den 2. september sidste år blev den første rød-hvide i rummet. I nogle nervepirrende timer blev hele vores lille land nærmest omdannet til ét stort kontrolcenter, hvor alle sad ved deres skærme og talte ned, indtil raketten lettede fra basen i Bajkonur og bragte vores alle sammens helt op til den internationale rumstation ISS 400 kilometer over Jordens overflade.

Nu er bogen om manden og missionen så klar, og det er tid til igen at sætte sig godt til rette i sit mentale Sojuz-fartøj og spænde i mellemgulvet, så G-kræfterne ikke risikerer at tømme hovedet helt for blod under læsningen. For det er jo en basalt spændende og interessant fortælling om, hvordan den kun ti år gamle Andreas allerede drømmer om at blive astronaut, og hvordan han målrettet og med stor selvdisciplin og et utrætteligt engagement sigter mod stjernerne i alt, hvad han gør. Familien fører ham med rundt i verden, og han labber biologi, fysik, kemi og matematik i sig på nogle af de bedste skoler, der kan opdrives.

Da den europæiske rumorganisation ESA i 2008 søger astronauter, er Andreas Mogensen, som nu er i begyndelsen af trediverne, klar. Med en solid naturvidenskabelig uddannelse på ph.d.-niveau og erfaringer fra vilde ekspeditioner i Amazonas og benhårdt arbejde i offshore-industrien i Afrika i rygsækken klarer han sig gennem de stadig mindre nåleøjer og bliver blandt 10.000 ansøgere valgt til et af de fire eftertragtede astronautjobs. Men det er først nu, de egentlige strabadser begynder, for hvis optagelsesprocessen er hård, er selve uddannelsen ekstrem: Andreas må først lære russisk, for ESAs opsendelser sker med de godt gennemprøvede russiske Sojuz-fartøjer, der har et halvt århundrede på bagen. Dernæst kommer et uendeligt teoretisk terperi, overlevelsesture i Sardiniens ødemark og vilde oplevelser i simulatorer og enorme vandbassiner. Et par ture i »kvalmekometen«, et specialkonstrueret fly, som kan simulere vægtløshed gennem parabelflyvninger, bliver det selvfølgelig også til.

Den lange vej mod målet, som hovedpersonen tilsyneladende hverken finder synderligt frustrerende eller vanskelig, bærer frugt, og da ESA i foråret 2009 annoncerer de udvalgte til missionen, stilles der helt skarpt på den. Vi følger træningen og hører om kammeratskabet med de andre astronauter, udfordringer i privatlivet og naturligvis den obligatoriske rum-problemstilling: Hvordan går man på toilettet i vægtløs tilstand? En tissetår klares med en støvsugerslangeagtig anordning, mens større sager kræver mere udstyr og ikke mindst præcision. I stil med Chris HadfieldsAstronautens guide til livet på Jordener noget af det mest interessante i bogen beskrivelserne af hverdagen på den internationale rumstation, hvor japanerne har det mest ryddeligt, mens russernes primitive, men robuste teknologi supplerer amerikanernes højteknologiske finesse.

Bogen om Andreas Mogensens rejse til rummet er skrevet af en erfaren videnskabsjournalist, Henrik Bendix, i samarbejde med Ingeniørens redaktør, Thomas Djursing, og det mærkes tydeligt, at d’herrer har et solidt greb om rumfart og teknologi. Vi møder både pioneren Robert Goddard og nazi-geniet Wernher von Braun, som amerikanerne snuppede, og om hvem man sagde, at han sigtede efter stjernerne – men desværre ramte London. Og vi får en masse at vide om raketter og rumfart. Mellem kapitlerne er der placeret faktaafsnit om rumfartshistorie, konkrete teknologier og lister over rekorder i rummet; det fungerer fremragende som supplement til brødteksten og holder et sobert og sagligt niveau. Eneste anke mod bogens opbygning er, at de små afsnit, som Andreas Mogensen selv har skrevet, flere steder overlapper med brødteksten, men det er i småtingsafdelingen. Bogen om den første dansker i rummet letter flot fra rampen og stryger mod det ukendte med læseren som nysgerrig, fascineret passager.

Weekendavisen, 02.09.2016