Shalom. Skarptskåret israelsk krimi sidder lige i skabet.
Liad Shoham: Konfrontation. Oversat af Hans Henrik Fafner og Rivka Uzan Fafner. 396 sider. Vejl. pris 299 kr. Hr. Ferdinand.
Af Rasmus Dahlberg
På årets Krimimesse i Horsens forklarede genrekenderen Frank Egholm Andersen, at den klassiske engelske krimi skulle leve op til en lang række regler.
For eksempel skulle der ske et mord i begyndelsen, og dette mord skulle opklares i sidste kapitel af en detektiv, efter at en række mistænkte var blevet præsenteret og én efter én udelukket, indtil der kun var en enkelt tugthuskandidat tilbage. Nå ja, og så måtte der ikke være noget romantik eller sex undervejs.
Heldigvis har genren udviklet sig lidt siden, så der i dag også er plads til mere eller mindre vedkommende sidehistorier om familieliv, madopskrifter, kønsroller og politik i de utallige krimier, som udkommer.
Alligevel er det befriende en gang imellem at få en helt klassisk af slagsen mellem hænderne. Den israelske advokat Liad Shoham har indtil videre skrevet fem kriminalromaner, hvoraf Konfrontation er den første, som er oversat til dansk. De udmærker sig ved ikke at være en sammenhængende serie, hvilket også er befriende, for det levner da i det mindste – som bogpusher Jannick Lunn causerede over i sit interview med Mads Peder Nordbo på Krimimessen søndag – en teoretisk mulighed for, at hovedpersonen ikke overlever sidste kapitel. Fraværet af metaplot og forsøg på udviklingshistorie giver en enkeltstående krimi som Konfrontation en skøn råhed, for man ved som læser, at det er et litterært engangsknald, som bare skal være godt, inden vi skilles igen.
Vi følger en række personer, som på forskellig vis involveres i en brutal voldtægt i et ellers fredeligt kvarter i det nordlige Tel Aviv. Den forhutlede Ziv Nevo lever op til alles forestillinger om den perfekte gerningsmand: Han har en voldshistorik, et kuldsejlet familieliv bag sig, et alkoholmisbrug – og er tilmed blevet set luske rundt i området nogle dage efter voldtægten af offerets far.
Alt peger således på Ziv som gerningsmand, og den garvede politiefterforsker Eli Nechum vælger at gennemføre en konfrontation, så den stakkels pige kan udpege sin krænker blandt et udvalg af otte mænd af samme statur og udseende. Desværre har hendes far i bedste mening vist hende et foto af Ziv, hvilket er et brud på de juridiske regler for konfrontationer. Selvfølgelig får denne fodfejl fra den erfarne politimands side store konsekvenser for både ham selv, den formodede gerningsmand og en lang række øvrige karakterer fra blandt andet anklagemyndigheden, pressen og et hårdkogt israelsk forbrydersyndikat.
Det stærke ved Konfrontation er, at hele romanens plot bygger på én enkelt god idé, nemlig procedurebruddet i forbindelse med konfrontationen. Samtidig leverer forfatteren en lang række veldrejede plottwists, som virkelig skaber suspense, ikke mindst i kombination med Shohams velfungerende fortælleteknik, hvor forskellige synsvinkler hele tiden overlapper lidt i tid, sådan at man som læser konstant bliver klogere på motiver og magtspil, mens man på skift fatter sympati med de veltegnede og troværdige karakterer. Og faktisk lykkes det forfatteren at holde spændingen om morderens identitet helt frem til de sidste sider, ligesom et yderst vellykket sekundært plot først afrundes fornemt på de afsluttende linjer.
Konfrontation fremstår samtidig som en meget klassisk krimi i den forstand, at der ikke er megen samfundskritik eller lokalkolorit til at fjerne fokus fra plottet. Således fylder for eksempel palæstinakonflikten meget lidt i romanen, som for så vidt lige så godt kunne have foregået i New York eller Berlin. Oversættelsen er flydende og korrekt, bortset fra en scene, hvor journalisten Amit Giladi over en omelet-sandwich føler sig »altereret« af en samtale med politimanden Nachum. Hvad er der nu galt med det gode ord »forandret«?
Derimod formår oversætterparret Fafner fint at fastholde den skarpe sagførersarkasme, man fornemmer fra forfatterens hånd. Eli Nachum vælger for eksempel under et forhør at benytte en taktik, som vil forhindre »savførere« (sic!) i efterfølgende at gnave i tilståelsen.
Liad Shoham må gerne føre flere sager på dansk i fremtiden!
Weekendavisen, 22.03.13