Nordkoreanske absurditeter. Rodet fortælling om Nordkoreas bortførelser af unge japanere.
Af RASMUS DAHLBERG
Asger Røjle Christensen: Bortført i København – japanske skæbner i Nordkorea. 256 sider. 300 kr. Gyldendal.
Nordkorea er et af verdens mest lukkede og aparte lande. Da »Den Kære Leder« Kim Jong-il døde i december sidste år, kom det endnu en gang frem, hvor lidt vi i Vesten ved om, hvad der foregår bag de nordkoreanske grænser: Angiveligt hørte selv den amerikanske efterretningstjeneste først om lederens dødsfald, da en grådkvalt nyhedsoplæser tonede frem på skærmen for at overbringe det triste budskab.
Det, vi ved om det lukkede land, tegner imidlertid billedet af et sygt system bygget op omkring en fanatisk personkult.
»Den Store Leder« Kim Il-sung grundlagde Nordkorea i 1948 og udkæmpede derefter med hjælp fra det kommunistiske Kina en krig med et FN- og USA-støttet Sydkorea, som aldrig blev formelt afsluttet. Under Den Kolde Krig udviklede han sin såkaldte Juche-filosofi, som bygger på ideen om selvforsyning, hvilket har medført enorme økonomiske problemer med hungersnød til følge.Da Kim Il-sung døde i 1994, kunne hans søn ikke efterfølge ham som præsident, for dette embede ville »Den Store Leder« til evig tid beholde. I stedet blev »Den Kære Leder« blandt andet øverstkommanderende for militæret. I praksis overtog Kim Jong-il dog rollen som midtpunkt i nordkoreanernes personkult, hvilket de storslåede grædescener ved hans død vidnede om.
Alene fordi Nordkorea er omgærdet af så meget hemmelighedskræmmeri og mystik, er enhver bogudgivelse eller dokumentarprogram om landet som udgangspunkt interessant.
Vil det for en gangs skyld lykkes at drive en kile ind i sprækken, så lidt lys inde fra det mørke land kan trænge ud og afsløre et par hemmeligheder? Mads Brügger gjorde det med satireserien »Det røde kabinet«, og nu er det DR-journalisten Asger Røjle Christensens tur.
Emnet er en række højst besynderlige kidnapninger af unge japanere, som i de seneste årtier har forpestet det politiske og diplomatiske klima mellem Japan og Nordkorea. En af dem, den 23-årige Keiko, blev i sommeren 1983 lokket til København og herfra videre til Nordkorea under løfter om at skulle arbejde med »markedsresearch« for regimet i Pyongyang. Siden har ingen hørt fra Keiko.
Andre blev simpelthen slået ned på en japansk strand og sejlet til den koreanske halvø i sorte sække. Fælles for de kidnappede var, at de skulle hjernevaskes og derefter tjene deres nye fædreland som agenter og terrorister – og som ægtefæller for en gruppe unge japanere, som i 1970 havde kapret et fly, var fløjet til Nordkorea og derefter havde opnået en position som Kim Il-sungs revolutionære darlings.
I 2002 indrømmede Kim Jong-il, at Nordkorea havde stået bag en række af kidnapningerne, delvist som følge af efterretningstjenestens »hensynsløse stræben efter ære«.
Men der hersker stadig stor tvivl om de unge menneskers skæbner. Måske drejer det sig om flere hundrede i alt. Officielt er Keiko død. Men kan man tro på nordkoreanerne?
Det er en basalt spændende historie, Asger Røjle Christensen har kastet sig over, og bogen har sine øjeblikke, hvor de nordkoreanske absurditeter, forfatterens store viden om asiatiske forhold og god, gammeldags skæg og blå briller-spænding går op i en højere enhed.
Men overordnet set fremstår fortællingen som rodet, og selv om forfatteren tager sine forbehold i forordet, og der er en god navneoversigt bagerst, er det simpelthen umuligt for læseren at holde overblikket, når der hele tiden introduceres nye personer med navne, som for en ikke-asiat alle lyder ens.
En strammere struktur ville have hjulpet på læsevenligheden, ligesom sproget virker upræcist mange steder, for eksempel når de to Kim-ledere beskrives som »nationens ukronede center«. Den fortællende journalistiske form fungerer heller ikke helt optimalt. Som læser sidder man indimellem og undrer sig. Som når forfatteren i en mailudveksling drøfter de skiftende japanske regeringers hårde linje i bortførelsessagerne over for Nordkorea med talsmanden for den nordkoreanske organisation i Japan og skriver: »Jeg har ikke spurgt ham om hans mening om den nye regering. Men han er formentlig skuffet.« Hvad er research, og hvad er digt?
Forfatteren skriver i forordet, at han er blevet både »klogere og mere forvirret undervejs« i sit arbejde. Sådan har man det også som læser.
Weekendavisen, 06.01.2012